Journalisterne forlod retssalen i samlet flok før videoen af drabet på Håvard Pedersen blev afspillet. Norske medier har knapt nok nævnt hvordan Maren Ueland blev dræbt. Fremdeles hedder det at hun blev fundet med “knivskader på halsen”.

Håvard løber nogle meter med blodet fossende ud af halsen. Han segner om ved kasseapparaterne på Coop Byggmix med et 5 cm dybt, 25 cm langt, gabende sår over halsen. Fra øre til øre. Han dør i løbet af et til to minutter, anslår obduktionsrapporten.

Denne beskrivelse står at læse i dommen mod Abas Muradi, asylsøgeren som mandag blev dømt for drabet.

• Tingretten: Abas Muradi skar med én bevægelse et «25 cm langt, bueformet, gabende» sår over halsen

Beskrivelsen er ikke en efterfølgende konstruktion, den bygger på tingretsdommens beskrivelse af det man kan se på overvågningsvideoen fra Coop samt rapporten fra obduktionen.

Den 11 minutter lange video blev afspillet i Øst-Finnmark tingsret i december.

Denne video har ingen norske journalister set. Det skyldes ikke, at ingen medier har dækket retssagen.

Hvorfor sniger norske journalister og medier sig væk? Har de glemt deres samfundsopgave, deres forpligtelse til at rapportere sandfærdigt?

To unge nordmænd blev dræbt på særdeles brutal vis i fjor. Retssagen mod manden som dræbte Håvard blev optaget til doms fredag 14. december. Tre dage efter blev Maren halshugget – på “IS-måden”, som Document rapporterede allerede 19. december. med marokkanske Assabah som kilde.

En søgning i NTB (red.: norske Ritzau) på “halshugget” giver to hits i hele 2018: det ene er “Marie Antoinettes smykke gav prisrekord på auktion”, det andet drejer sig om Mosambik.

Håvard og Maren blev regulært slagtet, noget marokkanske og andre arabisksproglige medier ikke havde nogen problemer med at rapportere. Al Arabiya skrev, at Maren og Louisa blev voldtaget og at det hele blev afsluttet med «slagtning»: «Weekenden i de marokkanske Atlasbjerge blev afsluttet med voldtægt og slagtning».

Under retssagen i Øst-Finnmark tingsret begærede bistandsadvokat Edel Olsen lukkede døre under afspilningen af videoen fra Coop i Vadsø, skriver Finnmark Dagblad.

– De efterladte føler, at det er forkert, at så mange ser drabshandlingen og deres søns dødskamp, argumenterede bistandsadvokaten.

Edel Olsen fik det ikke som hun ville. Amklager, statsadvokat Lars Fause, havde stærke, principielle indvendinger mod at sende pressen udenfor:

– Medier har en stærk ret at være til stede. Det er faktisk fastslået i Menneskerettighedserklæringen, sagde Fause, som ville have åbne døre.

Forsvarer Vidar Zahl Arntzen havde ingen indvendinger, ifølge avisen.

Derefter starter en dialog mellem dommer Kåre Skognes og pressen, som stiller journalisterne i et underligt, meget lidt flatterende lys.

Skognes spurgte journalisterne, hvordan de stillede sig til lukkede døre. Finnmark Dagblad:

“Et samlet mediekorps fra NRK, TV 2, Ságat og iFinnmark sagde at de ville respektere ønsket fra de pårørende. Medierne mener, at drabssagen er godt nok dokumenteret i retten, så at de ikke behøvede at se videoen. Et samlet mediekorps forlod dermed retssalen, og videoen blev vist for dommere, advokater og de sagkyndige.”

Drabssagen er altså “godt nok dokumenteret i retten, så at de ikke havde behov for at se videoen”. Javel? Men hvorfor har man ikke da refereret fra denne dokumentation? Obduktionsrapporten, for eksempel?

Rapporten er strengt klinisk, men det løber én koldt ned ad ryggen, når man læser det uddrag af den som står i dommen. Måske netop derfor.

Dommen beskriver også handlingsforløbet, her er et uddrag:

Pedersen sidder på en stol ved et bord og ser på en monitor eller lignende, tiltalte bevæger sig, fortsat med kniven skjult bag ryggen, på siden og bag Pedersen. Han står bag Pedersen et sekund eller to før han tager et raskt skridt frem og tager kniven, som han holder i sin højre hånd, rundt og foran Pedersens hals, og skærer med én bevægelse over halsen til Pedersen. Pedersen løber, med blodet rendende fra halsen, mod butikkens kasseområde.

Jeg kan ikke se at noget medium er i nærheden af at gengive dette, som trods alt er selve drabshandlingen, hverken NRK, TV2, Ságat eller iFinnmark. Og hvad med alle de andre medier? Alle har adgang til dommen, selv om de ikke var til stede under retsforhandlingerne.

Hvem er disse journalisters opdragsgiver? Med all respekt for de efterladtes sorg: rigtig svar er ikke de pårørende. Vore opdragsgivere, de eneste som skal have vor loyalitet, er vore læsere, lyttere og seere. Vort publikum. Norsk offentlighed.

Det eneste rigtige svar fra journalisterne er dette: Vi er her på vegne af offentligheden. Vi afskærer os ikke fra information frivilligt.

I stedet lægger de sig fladt ned på ryggen. En yderst pinlig forestilling for norsk presse.

Bare så det er sagt: At ville vide alt betyder ikke, at man altid skal formidle alt. Her kommer mange journalistiske, redaktionelle vurderinger ind. Der findes blandt andet et etisk regelsæt for pressen. Men for at kunne rapportere sandfærdigt kræves, at man har et fuldstændigt billede. At man ved mest muligt.

Vi har en ny virkelighed at forholde os til. Ondskaben, som nordmænd risikerer at møde – i Atlasbjergene såvel som på Coop i Vadsø – gør os stumme. Mange, der så drabsvideoen fra Marokko sagde efterfølgende, at de angrede. Lederskribent i Svenska Dagbladet Ivar Arpi, var rystet. Det er det “værste jeg nogensinde hat set, det kommer til at hjemsøge mig”, skrev han.

Virkeligheden kan være grusom, og norske medier rapporterer om den hele tiden. Nogen, der husker NRK´s udførlige, ekstremt detaljerede reportager fra Kongo i forbindelse med fredsprisuddelingen i december? Men denne berøringsangst, når norsk ungdom slagtes på halal-vis, hvor kommer den fra?

Hvordan skal folk kunne forholde sig til vor nye virkelighed, dersom man ikke får at vide, hvad der sker?

Hvor er I nu, Faktisk.no? I som excellerer i at tage en professor i perifere detaljer og generelt er blinde på det venstre øje?

Den, som bogstavelig talt ikke vil se, som frivillig sætter sig med ryggen til, har jo ryggen fri. Den som knebler sig selv er vanskelig at tage i faktafejl.

Som journalist føler jeg ren foragt.

Køb Hege Storhaugs bog her!