Abdelhak-Khiame med koransitater indrammet i gull bag sig.

Lederen af det marokkanske specialpoliti, BCIJ, Abdelhak-Khiame indrømmer, at der var direkte kontakt mellem den schweizisk-spanske konvertit Zoller/Abdellah og IS i Syrien. Fremstillingen af drabene må skrives helt om.

Det hed sig, at de fire mænd, der blev pågrebet på en bus med en machete, efter tips fra en vandsælger, var “ensomme ulve”. Nu sidder 23 mistænkte arresteret. Ulvene var ikke ensomme, de kom fra en flok.

Det hed sig, at de bestialske drab var en vild handling, helt uden relation til islam og uden tilknytning til IS centralt.

Begge dele er løgn.

Forholdet til islam

Marokko har svært ved at bekæmpe Salafismen, fordi det vil gribe ind i forholdet til islam, som er den officielle statsreligion. Man kan ikke reformere fortolkningen af islam for hurtigt, for så geråder kongen i konflikt med ulema, præsterne. De to forsøger at spille på samme hold. De vil reformere lidt, men ikke for meget.  Det er svært at finde balancen.

Eksempelvis reformerede kongen ægteskabslovgivningen i 2004: Hvis en mand vil have flere end en kone skal den første kone være enig og en domstol skal godkende indgåelsen af ægteskabet. Men kongen gik ikke så langt, at han forbød flerkoneri.

De salafistiske prædikanter bruger de mere liberale stemmer som mål. I stedet for at kritisere kongen stempler de de liberale muslimer som frafaldne. Kongen tager budskabet til sig: Han skal ikke gå for langt.

Samtidig er der et tryk udefra: Salafister og jihadister fra Europa og Syrien bedriver missionering/dawa i Marokko. Europa har ikke kontrol over salafismen og reeksporterer salafisme til Maghreb. Det hører vi ikke meget om.

Den tilsyneladende kontrol i vores land er en illusion. Salafismen vokser i Europa og udfordrer ikke myndighederne og borgerne åbent, så længe den har gode vækstforhold, dvs. kan leve af socialbidrag. De kan udnytte vores frie samfund og goder til at vokse sig stærke.

Myndigheder og medier nægter at se faren i øjnene. Reaktionen på Marokko-drabene viste, hvor langt bagefter de er. De har mistet kontrollen.

Marokko-drabene handler således om “os”.

Bagatellisere

Det kan man aflæse af politikernes og mediernes reaktioner: De forsøgte at bagatellisere det skete. De er ivrige efter at kopiere de marokkanske myndigheders behov for ikke at lægge for meget skyld på islam.

Islams konflikter med sig selv og omverdenen er således blevet en del af måden de bestemmende i Danmark og Norge reagerer på.

Derfor er drabene skelsættende. Selv ikke når vore egne døtre slagtes, er vore myndigheder og medier i stand til at skære gennem og gribe fat om nældens rod.

De er selv blevet en del af sygdommen.

De stod derfor klar til at købe historien om at pigerne kun var påført knivskader.

Da videoen dukkede op, forsøgte de at fjerne den fra nettet, og truede endog med straf som i Sverige.

Samfundseliten er kommet til et punkt, hvor ytringsfriheden er underordnet dens egen skjulte kontrakt med islam og muslimerne.

De er bange for alt, der kan rokke ved denne balance, som er meget følsom. De går som på en æggeskal.

Man kan se frygten i deres øjne, når noget sker, og de er nødt for at kommentere det.

De er blevet gidsler for en udvikling, de ikke længere selv kan kontrollere.

Dette punkt er af største betydning: Vi skal ikke vente os noget godt af politikerne eller medierne. De har ikke noget at stille op med.