Adolf Hitler til Kurt Eisners begravelse, 26. februar 1919; Foto: Reddit

Da jeg hørte, at Berlingskes Poul Høi havde lavet en podcast-serie med titlen ‘Da Adolf blev Hitler’ forventede jeg det værste. Som journalist er han dybt tendentiøs, og det kunne næsten kun ende med en solid omgang Trump-analogi. Foromtalen så dog lovende ud. At de historiske detaljer var nødvendige at få frem, da ‘Hitler er blevet trivialiseret’. Faghistorikeren var måske alligevel bedre end journalisten.

Første afsnit afdækker myter om nazismens fødsel, som Hitler satte ord på i ‘Mein Kampf’, skrevet i fængslet efter det mislykkede ølstuekup i 1923. Særligt den sidste er interessant. Myten om at Hitler blev opvakt nationalsocialist, fordi de etablerede politikere havde svigten nationen under 1. Verdenskrig. Via Spotify.

Poul Høi, historiker: Efter han blev udskrevet fra sygehuset i Pasewalk vendte han tilbage til München, og han vendte tilbage til München af en simpel grund, og det var fordi han skulle demobiliseres som soldat. Altså, en forholdsvis administrativ forteelse. Og der lå hans regiment, her havde hans regiment hovedkvarter. Han vender tilbage til et München, som er helt anderledes, end det München han tog afsted fra i 1914.

Der havde været revolution i München. Socialisterne havde taget magten, og en Kurt Eisner havde udråbt sig selv som statens premierminister. Staten hed nu Folkestaten Bayern (Volksstaat Bayern, Kim). Eisner, han var socialist, han var teateranmelder, han var journalist, og så var han også jøde. Så hvad gjorde Adolf Hitler, da han vendte tilbage? Den angiveligt vakte Hitler, nazisten Hitler, hvad gjorde han? Han gik vel ind i et højreorienteret frikorps, for at bekæmpe socialisten og jøden Eisner. Gjorde han ikke? Det ville da være helt oplagt at gøre for en mand der var så politisk vakt, som han angiveligt var. Ikke?

Nej, det gjorde han ikke. Han gik i stedet for i Eisners tjeneste. Han forlængede sin kontrakt med den bayerske hær, der nu var en del af Folkestaten Bayern, og han og hans kollegaer i regimentet, de gjorde hvad Folkestaten bad dem om. Det er også et interessant billede, for revolutionen udviklede sig som den slags altid gør – den begynder at æde sine egne. Eisner bliver dræbt, og ved hans bisættelse, der kan man se hans ligfølge, og ifølge mange historikere kan man lige præcis i følget se ingen ringere end Adolf Hitler. Den angivelige nazist Adolf Hitler, som går bag ved socialisten og jøden Kurt Eisners kiste. Der er noget der ikke stemmer her, og det bliver værre. For i 1919 tog bolsjevikkerne så magten, altså de sovjet-tro bolsjevikker, tog magten i München. De udråbte nu Sovjetstaten Bayern (Bayerische Räterepublik, Kim). Hæren, den bayerske hær, blev omdøbt til den røde hær, og soldaterne gik med rødt armbind.

Det må være det. Hertil og ikke længere. Han kan vel ikke være en del af Sovjetstaten Bayern, kan han? Jov, det kunne Adolf Hitler. Han fortsatte. Han puttede det røde armbind på sin uniform, og ikke nok med det. Hans kammerater valgte ham også i 1919 til det nye sovjetiske soldaterråd. Han var nu ‘Vertrauensmann’ i Sovjetstaten Bayern. De valgte ham formentligt ikke fordi han var en antisemitisk nazist, for vi ved, fra et valg i 1919, at 72,5 procent af soldaterne i Hitlers regiment, de var enten socialister eller socialdemokrater. Så hvis han havde været en glødende antisemit, sådan en glødende nationalist eller nazist, så havde de formentligt ikke valgt ham. Det er ikke sikkert, at han var socialist eller kommunist, det er ikke sikkert at han fulgte Sovjetstaten Bayern og troede på alt de troede på, men han var åbenbart heller ikke så meget imod, at hans kammerater ikke kunne vælge ham som ‘Vertrauensmann’. Den bayerske sovjetrepublik, den faldt i maj 1919. …

Han blev ikke nazist i 1918 i Pasewalk. Det blev han først efter en meget omskiftelig politisk tilværelse i sommeren 1919. Og det pudsige er jo, at hvis tilfældighederne havde villet det bare en lille bitte smule anderledes, så kunne vi i dag havde talt om røde Adolf istedet for brune Adolf.