Nyt

Moske i Køln som styres af det tyrkiske islamske direktorat, i lighed med mange andre moskeer i Tyskland. Dette er en suverænitetsafståelse tyske myndigheder har gjort med åbne øjne.

I et forsøg på at dæmme op for finansieringen af radikale moskéer i Tyskland, ønsker den tyske regering nu, at udenlandsk, økonomisk støtte til moskéer i Tyskland skal registreres, skriver Deutsche Welle. Det er særligt lande som Saudi-Arabien, Qatar, Kuwait og andre Gulf-stater som er i søgelyset, og efterretningstjenesten er specielt bekymret for den radikalisering af muslimer, som følger i kølvandet på finansiering og indflydelse fra islamiske lande. Der er imidlertid ingen, der ved, hvor mange penge, som er overført til Tyskland på denne måde.

Gulf-staterne opfordres også til at underrette tyske myndigheder dersom religiøse grupper i Tyskland søger råd eller støtte fra dem. Hidtil har samarbejdet med Kuwait båret frugt, mens andre lande er langt mindre villige til at give information fra sig. Tysk efterretning og Tysklands Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV) anslår at der nu er flere end 10.800 salafister i landet. Det tyske antiterror-center GTAZ har specielt fulgt salafistiske aktiviteter siden flygtningekrisen i 2015, og peger på, at lande som Saudi-Arabien har langsigtede strategier for at påvirke radikale islamistiske grupper.

Tidligere i efteråret tog de tyske myndigheder til orde for at indføre en speciel moské-skat, efter mønster fra den eksisterende kirkeskat, som medlemmer af kirken betaler. En sådan skat vil gøre moskéer mindre afhængige af finansiel støtte fra islamiske lande, og myndighederne håber dermed på at færre muslimer vil blive radikaliseret.

Tysk industri har i årenes løb tjent godt på de nære forbindelser til Saudi-Arabien, men efter drabet på Jamal Khashoggi har Tyskland vedtaget et stop af våbeneksporten til Saudi-Arabien og opfordret allierede til at gøre det samme.