Migranter som er blevet samlet op i Middelhavet af den spanske redningstjeneste, venter på at gå i land i havnen i Malaga den 23. oktober 2018. Foto: Jon Nazca / Reuters / Scanpix.

Den amerikanske professor, journalist og forfatter Stephen Smith, som har tilbragt mesteparten af sin karriere som Afrika-korrespondent for franske medier, blev med et international kendt i midten af april. Grunden var at Frankrigs præsident Emmanuel Macron havde citeret hans prognoser for Europas afrikanske befolkning i fremtiden under et Tv-interview.

Den «afro-europæiske» befolkning kan komme til at bestå af op mod 150-200 millioner mennesker i 2050, skriver Smith i bogen La ruée vers l’Europe: La jeune Afrique en route pour le Vieux Continent(«Stormløbet mod Europa: det unge Afrika på vej til det gamle kontinent»), som blev udgivet i februar 2018. Estimatet bygger på en økonomisk analyse som sammenligner USA og Latinamerika med Europa og Afrika.

Bogen udkom i september på italiensk og i oktober på tysk, mens en udgivelse på engelsk ikke er planlagt før i april 2019.

Smiths prognoser for den afrikanske indvandring til Europa har afstedkommet en vis interesse i Tyskland, og for nylig blev han interviewet af Andrea Seibel for Die Welt, som konstaterer at de er alarmerende. Men Smith relativiserer i løbet af interviewets gang.

Die Welt: De forventer en stigende massemigration fra Afrika til Europa. Deres dramatiske tal betvivles af mange eksperter, som påstår at De skaber panik. Hvad siger De til det?

Stephen Smith: Afrika tæller nu 1,3 milliarder indbyggere, hvoraf 42 % – næsten halvdelen – er yngre end 15 år. Jeg regner ikke længere end til 2050, eftersom næste generations forældre allerede bor i Afrika. Der er ikke noget spekulativt i at sige, at om 30 år vil rundt 500 millioner for det meste ældre europæere have omkring to og en halv milliard for det meste unge afrikanere som naboer. I stedet for at basere mig på et fastlagt antal kommende migranter – som på grund af flere faktorer i billedet ville være usikkert – lægger jeg historiske kendsgerninger, meningsmålinger og migrationstendenser til grund.

For Smith er disse observationer nok til at forudse en migrationsbølge, som vil blive meget større end det Europa oplevede i 2015.

Europæiske politikere siger ofte, at det er årsagerne til den afrikanske udvandring, som må bekæmpes, for derefter at tage til orde for at hjælpe Afrika med økonomisk udvikling. I lighed med andre eksperter på området mener Smith at virkningen i det korte løb vil blive modsat:

Afrika må opnå et minimum af velstand før det kommer til massiv migration, eftersom de aller fattigste blandt de fattige ikke har midler til at komme til Europa – et forhold som ofte bliver overset.

Dette forventes imidlertid at være nok så nært forestående:

For tiden omfatter den afrikanske middelklasse rundt regnet 150 millioner mennesker, som dagligt har mere end 5 dollar til disposition. Verdensbanken forudsætter at dette tal vil mangedobles i løbet af de næste 30 år.

Det er nødvendigt at regulere indvandringen, siger Smith:

Flygtningekrisen i 2015 har – om end noget modstræbende – ændret vor opfattelse af virkeligheden. Ser De nogen konstruktive muligheder i alle følelserne af trusler?

Ja, utvivlsomt! For det første har vi erfaret, hvor fatalt det kan være når man – i bogstavelig forstand – er uforsigtig. Det har gjort migrationsdebatten mere realistisk på trods af al polemikken. For det andet har de fleste af os indset at det ikke handler om at lukke eller afskaffe grænser, men om at regulere migrantstrømmen, det vil sige at forhandle, ud fra gode naboforhold, hvem og hvor mange som til givne tider må krydse vore grænser.

Forfatteren viser en rørende optimisme. Forklaringen er ikke langt væk. I lighed med de fleste mennesker fra Vesten, som opholder sig på det afrikanske kontinentet over længere tid, har han varme følelser for Afrika:

Hvad er Deres fornemmelse for Afrika efter alle årene på dette kontinent? Findes der noget sådan som en afrikansk ånd?

Vi finder det jo vanskeligt at påvise en europæisk fællesnævner, og Afrika er seks gange større end Europa. Men hvis jeg skal generalisere, virker dagens Afrika meget ungdommeligt, noget man mærker i pionerånden og deres positive og negative energi, så det kan hænde at disse «Makers and Breakers» en skønne dag finder ud af at historien ikke har nogen eksempler på at halmhytter og elektroniske banker har eksisteret side om side.

Når det som Ernst Bloch kaldte «usamtidighedens samtidighed», er et kendetegn på det moderne, så er Afrika både den mindst udviklede og samtidig den mest moderne verdensdel – noget det ikke er enkelt at forene.

Ømheden strækker sig også så til langt til at vise forståelse for den afrikanske korruption:

Dårlige styreformer er fortsat reglen i Afrika. Andre regioner som Asien og Latinamerika er udviklede. Hvorfor sker der ingen fremskridt i Afrika? Har afkoloniseringen svigtet?

Man kan hverken kolonisere eller afkolonisere på en «god» måde. Men man skal ikke reducere årtusinders afrikansk historie til 80 års kolonitid. Afrika før kolonitiden var hverken en demokratisk eller en økonomisk succeshistorie, med mindre man regner gamle mænds herredømme – gerontokrati – og underudviklet økonomi for storslåede resultater.

Dette bagtæppe taget i betragtning står dagens Afrika ikke tilbage for nogen anden verdensdel. Tvært imod, siden jeg for første gang var i Afrika for over 40 år siden, har kontinentet gjort store, i nogle tilfælde ufattelige, fremskridt. Naturligvis er institutionerne i almindelighed fortsat svage, og korruption er meget udbredt. Men også andre steder har det taget lang tid før upartiske fremgangsmåder har taget over for personlige forbindelser, i den grad det overhovedet er sket.

Og hvad korruption angår, burde vi måske moralisere mindre og forstå mere: Der, hvor der er et så stort underskud at der ikke er nok til alle, er bestikkelser rigtignok uretfærdige, men rationelle løsninger. Det er lettere sagt end gjort, når man tvinges til at fordele nøden på alle.

Det er befolkningstigningen som, efter Afrika-korrespondentens opfattelse, er den største hindring for udvikling i verdensdelen. Fødselskontrol er således den bedste opskrift på udvikling:

Ikke planlagt befolkningstigning undergraver den skabte rigdom stadig mere. I 1930 fandtes der rundt regnet150 millioner afrikanere, i dag er der 1,3 milliarder, mens befolkningstallet i dagens EU-lande steg fra 300 til 500 millioner i samme tidsrum. Om så alle afrikanske ledere var ubestikkelige eksperter på økonomi, havde de ikke klaret at skaffe alle de boliger, skoler og sygehuse som en sådan befolkningstigning – den mest galopperende i verdenshistorien – havde krævet. Den bedste opskrift på udvikling er at bringe fødselsraten under kontrol og lægge mere vægt på kvindernes samfundsmæssige nøglerolle.

Habib Borguiba, den tunesiske uafhængigheds far, forsøgte det i 1960-tallet. Men han blev en undtagelse. Særligt syd for Sahara er familieplanlægning fortsat et fremmedord, som heller ikke bruges af de lande, som bidrager med udviklingshjælp.

Der kan ikke findes nogen lovmæssig ret til migration, siger Seibel. Det er ikke nødvendigvis relevant, indvender Smith:

Jeg fastslår ganske enkelt dette: De 60 millioner europæere som på slutningen af 1800- og i begyndelsen af 1900-tallet udvandrede til «den nye verden», ventede hverken på en invitation eller på garanterede rettigheder. Siden dengang har situationen ændret sig, også på grund af at der nu ikke bor to milliarder, men 7,6 milliarder mennesker i en stadig snævrere verden. Vi er blevet mere naboer end vi var, det vil sige mere afhængige af hinanden.

Smith efterlyser et bedre naboskab og forståelse mellem folk. Der behøves efter hans mening ikke bare større omfordeling internt i de enkelte lande, men også mellem landene:

I lang tid har vi delt verdens goder så dårligt, at kløften mellem nord og syd stadig er blevet dybere. Men i de sidste 40 år er uligheden blevet globaliseret – kløften går tværs igennem alle de samfund, som konkurrerer på verdensbasis.

En del af den afrikanske overklasse lever i en overflod som virker som et slag i ansigtet på vor vilje til at hjælpe. Og der findes fattigdom i Europa og Amerika, som er mere fortvivlet end i Afrika – selv om den afrikanske er langt mere omfattende. De nye fattige i den udviklede verden føler sig skubbet til side, eftersom de længe har haft et minimum af velstand som en slags indfødsret – simpelthen fordi de blev født i det «rigtige» land.

Nu oplever de en dårligere situation, og det er ingen tilfældighed at raseriet rettes mod migranter – nytilkomne fra «fejlslagne» lande, som vil tage deres plads. Situationen er ikke god, men en fordelingspolitik kan være løsningen, selv om det kræver forståelse.

Når vinderne af globaliseringen både i nord og i syd forstår, at de måtte dele med deres medborgere i går for at få mindre problemer i dag, er de i morgen måske villige til at dele med deres verdensmedborgere. Ikke nødvendigvis med jublende hjerter.

Tager han ikke egentlig til orde for endnu mere passiviserende ulandshjælp?

Intervieweren er mest optaget af konsekvenserne for migrationen. Hvordan skal det gå med Europa?

Når åbne grænser er en absurd idé, mens en lukning af Middelhavet mod Europa ikke er mulig, hvordan bliver det da med Europas fremtid – dagens situation er jo heller ikke den aller bedste?

Netop fordi altid åbne eller lukkede grænser er muligt, men absurd – åbne grænser er en selvmodsigelse, og hermetisk lukkede en dødslinje – afhænger Europas fremtid af hvordan vi håndterer migrationen fra Afrika. Jeg tror ikke at der findes noget «overordnet greb», nogen patentløsning. Grænsesikring bliver en del af løsningen, men ikke selve løsningen.

Hjælp til selvhjælp for Afrika er også nødvendig, men vi må være klar over at på kort og middellangt sigt betyder mere udvikling, at flere afrikanere bliver i stand til at drage til Europa. Men desto hurtigere der skabes mere velstand i Afrika, desto hurtigere vil de berørte indbyggere hellere forblive i deres egne lande og hos deres familier i stedet for at vende dem ryggen.

Udtrykket «en ung afrikaner» er i dag næsten en pleonasme. I slumkvarterene i afrikanske storbyer som Lagos, hvor den landflygtige ungdom samler sig, er mere end 90 % under 30 år. Og to tredjedele af de afrikanske storbyer er slum. Dermed er enhver indvandring fra Afrika i princippet en envejs ungdomsudveksling. Og den vil forblive envejs, eftersom unge europæere, som udfører hjælpearbejde i Afrika, ikke kan udvikle landet i indbyggernes sted – det har vi jo efterhånden indset.

Smith lægger en næsten utrolig optimisme for dagen på vegne af Europa i år 2050, til trods for sine egne alarmerende prognoser. For at få det til at gå op, ser han for sig at Europa afrikaniseres, men alligevel forbliver Europa:

Om 30 år vil Europa være mere afrikansk end i dag, men jeg ved ikke i hvor høj grad. Det foruroliger mig ikke, at der kommer afrikanere til Europa, så længe de vil leve europæisk – hvilket selvfølgelig vil få en anden betydning, når en større del af Europas befolkning har afrikansk baggrund.

Amerika blev jo ikke et andet Europa, men noget helt sit eget. Og Europa har «afrikaniseret» sig i to generationer, hidtil uden dramatik. De vigtigste europæiske kolonimagter – Storbritannien og Frankrig – havde i 1950 bare omkring 20.000 ikke-hvide immigranter. Siden dengang har alt forandret sig så meget at vore børn knapt kan forestille sig at deres forældres kontinent var så ensfarvet.

Men Storbritannien er fortsat Storbritannien, og Frankrig fortsat Frankrig. Og Europa vil forblive Europa, og Afrika fortsat Afrika, når de to kontinenter i fællesskab klarer at mestre migrationsbølgen. Vi snakker om to-tre generationer, ikke en evighed. Til den tid vil Afrika have afsluttet sin demografiske overgang, og aftage og ældes som resten af verden.

Men hvad hjælper det egentligt, at den demografiske overgang kommer, så længe den afrikanske befolkning forventes at blive tredoblet inden den tid?

Prognoser fra FNs befolkningsdivisjon.

Hvordan kan man være mere optimistisk på vegne af et tidspunkt to-tre generationer frem i tiden, dersom dette bliver en realitet?

Det virker næsten som om Smith, der mistænker Europa for ikke at have evne til at gribe om sin egen fremtid, ønsker at afdramatisere den situation, han selv har beskrevet i sin bog. Det vi inviteres til at tænke er at vi afrikaniseres, og at det i grunden er nok så ok. Han må vanskeligt helt kunne tro på det selv.

Støtt Document

Vi setter stor pris på om du kan gi et månedlig beløp. Du kan nå enkelt sette opp fast trekk med bankkort:

[simpay id=”280380″]

For andre bidragsmåter, se vår Støtt Oss-side.