En ny undersøgelse hælder koldt vand i blodet på dem, som tror integrationen “nok skal gå “. Dårligt nyt for regeringen, som nu må indrømme en fejlslået politik.

Ny undersøgelse viser for første gang, at tredjegenerationsindvandrere ikke klarer sig bedre end anden generation i skolen og på arbejdsmarkedet. Det er tid til at droppe troen på, at integration sker af sig selv, mener Merete Riisager og Inger Støjberg.

Berlingskes to journalister minder også om det, der har været udgangspunktet for al indvandring, også i Danmark:

Danmarks integrationspolitik har i årtier været bygget op om troen på, at med den rette hjælp vil indvandrere og deres efterkommerne generation for generation falde til.

En ny undersøgelse rammer en pæl gennem den forestilling.

Den undersøger  hvordan tredje generation klarer sig. Hvis præmisserne passede, skulle det kun gå opad. Men resultaterne chokkerer: De får ikke bedre karakterer, flere fuldfører heller ikke grundskolen og der kommer heller ikke flere i arbejde.

Den fastslår, at tredjegenerationsindvandrerne ikke får bedre karakterer i folkeskolen end generationen før dem. At der ikke er flere, som færdiggør en ungdomsuddannelse. Og at der ikke er flere, som får et arbejde.

Det fremgår af »Analyse af børn af efterkommere med ikke-vestlig baggrund«, som er udarbejdet af Integrationsministeriet og Undervisningsministeriet. Den kortlægger for første gang, hvordan tredjegenerationsindvandrerne klarer sig på centrale parametre.

Forkert syn

Integrationsminister Inger Støjberg indrømmer at regeringen har bygget sin politik på forkerte præmisser. Det er i så fald ikke bare den hun sidder i, men alle foregående.

»Undersøgelsen viser, at vi har abonneret på et helt forfejlet syn,« siger Inger Støjberg.

Er det ikke lidt sent at indrømme det? Pilene har peget den forkerte vej i mange, mange år. Nogen har forsøgt at sige fra.

Forkert vej

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har observeret noget endnu værre: Det er gået den forkerte vej.

»Da jeg var ung og boede på Nørrebro og omgikkes mange velfungerende migranter, havde jeg en større tro på, at integrationsproblemerne ville løse sig selv,« tilføjer Merete Riisager:

»Men med den viden jeg har nu, kan jeg ikke fortælle mig selv det længere (…) Den store gruppe lukker sig om sig selv. Den økonomiske regning vokser.«

Regningen vokser

Det er for alvor gået op for danske politikere at de har pådraget sig et uløseligt problem og regningen vokser. Den regning kan de i det lange løb ikke fortsat vælte over på det arbejdende folk.

Pr. januar 2018 var her i alt 24.200 tredjegenerationsindvandrere, og 92 pct. havde ikkevestlig baggrund. Heraf havde 41 pct. tyrkisk baggrund, mens 21 pct. havde pakistansk baggrund.

Samlet set er her i dag knap 500.000 indvandrere og efterkommere i Danmark, og tallet vil ifølge fremskrivninger vokse markant de næste årtier. Finansministeriet beregnede tidligere i maj, at indvandrere og deres efterkommere koster staten 33 milliarder kr. om året.

Glipper

Der sker en lille forbedring fra første til anden generation. Anden generation får lidt bedre fodfæste. Men så glipper det i tredje generation og en af faktorerne kan være, at man henter sin ægtefælle i hjemlandet.

»Jeg har forladt troen på, at integrationen går fremad senere end Inger, men det har jeg nu,« siger Merete Riisager.

Undervisningsministeren hæfter sig ved, at de dårlige karakterer »nærmest er cementeret« med den manglende udvikling fra anden- til tredjegenerationsindvandrere. En del af forklaringen er ifølge hende, at mange andengenerationsindvandrere finder deres ægtefælle i deres oprindelseslande.

På den måde nulstilles integrationen for hver generation. Man begynder fra scratch. Antallet har også noget at sige. Jo flere nyankommne fra hjemlandet, jo større parallelsamfund. Det danske har ikke en chance.

»Vi ved fra forskningen, at børn, som taler dansk i hjemmet, klarer sig bedre i skolen. Men mange gifter sig med én, som kommer direkte fra hjemlandet. Det vil sige, at integrationen starter forfra i hver generation,« siger Merete Riisager.

Profetier?

Forskningsdirektør Torben Tranæs orker ikke at forholde sig til, hvad han selv indrømmer: At det er i hjemmene det sker, i opvæksten:

Han forklarer, at den stærkeste faktor i forhold til, om børn lærer, hvad de skal i skolen, er deres forældres indstilling og støtte. Hvorfor der, overordnet set, ikke er fremgang fra anden- til tredjegenerationsindvandrere, kan han ikke svare på.

»Det eneste konstruktive udgangspunkt er, at vi anerkender alvoren og arbejder for, at selvforstærkende profetier ikke bider sig fast blandt de unge,« siger Torben Tranæs.

Tranæs peger selv på den vigtigste faktor: Forældre, som ikke vil være danske, overfører isolationen på børnene. Vanskeligere er det ikke. Tranæs vil ikke drage konsekvensen af det han selv siger og kalder sociologiske fakta for “profeti”.

Selv arbejde er ingen klar indikator på at man er del af samfundet. Til syvende og sidst handler det om, at man godtager og indordner sig under de normer og værdier og den kultur som hersker.

»Så skal vi sørge for, at tilstrømningen er lav. At folk forsørger sig selv. Og så skal vi sige klart, at integration i Danmark ikke er at mødes på midten. Man skal tage vores kultur og værdisæt til sig. Man skal – for at sige det, som det er – assimilere sig.«

Gør man ikke det, hjælper det ikke med arbejde eller sprog. Da falder samfundet alligevel fra hinanden.

Indvandrerne fik børn, der fik børn – og de halter stadig efter