Tintoretto Self Portrait (1547)

3. søndag i advent

I 2003 kunne man i Weekendavisen læse et interview med pastor Thorkild Grosbøll, der dengang var præst i Tårbæk på Nordsjælland. I går stod at læse på forsiden af Kristeligt Dagblad, at han nu holdt foredrag i Ateistisk Selskab, hvor han direkte sagde, at han var ateist. Det kan ikke komme bag på mange, eftersom han allerede i interviewet i 2003 affejede så mange af kristendommens mest centrale dogmer, at der ikke stod andet tilbage en en god historie på linje med H.C. Andersens eventyr. I december måned 1810, var N.F.S. Grundtvig på vej hjem til sin barndomsby, Udby, sammen med sin gode ven, Sibbern. Den 28-årige Grundtvig var nemlig blevet kaldet til kapellan for sin gamle far, Johan, som havde været præst i Udby i mange år. At være præst var ikke det, han havde mest lyst til på det tidspunkt. Han havde allerede høstet stor ros for sit arbejde som oldtids­forsker og digter, og det var indenfor det felt, han havde lyst til at virke. Men hans far var gammel, og hans mor var syg, og de havde begge brug for hans hjælp. Så Grundtvig gjorde sin pligt, lod København bag sig, og forberedte sig på et mere stilfærdigt levned som landsbypræst.

Da mørket faldt på, besluttede Grundtvig og Sibbern sig for at overnatte på kroen i Vindbyholt. Sibbern faldt hurtigt i søvn, mens Grundtvig blev oppe. Midt om natten vågnede Sibbern ved, at Grundtvig sad i et hjørne og bad så højlydt, at han var bange for, at de andre gæster skulle blive forstyrret. Næste dag fortalte Grundtvig, at han om natten havde følt Djævelen sno sig om hans krop som en slange. Sibbern tænkte jo selvfølgelig, at det var helt galt fat med Grundtvig, og da de kom til Udby fortalte han bekymret Grundtvigs far om den mærkelige hændelse. Faren svarede blot: ”Gud ske lov. Min søn har anfægtelser!”

Mange mennesker har kaldt pastor Grosbøll for ”en tvivler”. Men det er han ikke, og dette er netop problemet med ham. Han er sikker på, at Gud ikke er til. Det er hans faste overbevisning, og dén hviler han urokket i. Grosbøll er ikke en tvivler, men det var Grundtvig – i hvert fald den nat på Vindbyholt kro. For at man kan tvivle, kræves det, at man har en tro, som man kan tvivle om. Og det var sikkert derfor, hans gamle far udbrød: ”Gudskelov! Min søn har anfægtelser!” Muligvis havde han frygtet, at troen var så helt og aldeles forduftet hos hans søn, at der slet ikke var nogen tro, han kunne anfægtes i.

Som bekendt kom Grundtvig over sine anfægtelser – han blev en inspirerende prædikant, og hans salmer er den dag i dag blandt de mest kendte og elskede i Danmark. Men dén decembernat i 1810, på Vindbyholt kro, da tvivlede Grundtvig. Med en tvivl så stærk, så den næsten var fysisk håndgribelig: en slange, der snoede sig om hans krop.

I dagens evangelium hører vi også en stemme fra en bange tvivler: Johannes Døber. Johannes er ellers vores største og sidste profet – han er den, der baner vejen for Jesus. Og almindeligvis høres der ingen bæven i hans stemme. Han er røsten, der råber i ørkenen: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Han taler frygtløst toldere, soldater og konger til rette. Han er den, der forsikrer alle sine tilhørere om, at Jesus er Kristus, og at han er den rette vej. Men i dagens evangelium hører vi, at selv Johannes Døber, den største af alle profeterne, selv han var kommet i anfægtelse. Han var sat i fængsel af Herodes, og fra fængslet sender han nu bud til Jesus: ”Er du den, der skal komme? – Eller skal vi vente en helt anden?” Hvis Jesus virkelig er Messias, så kan Johannes jo uden frygt gå sin nært forestående henrettelse i møde… men hvis Jesus nu ikke er den, han regnede med – hvis han bare er et almindeligt menneske – ”tømreren fra Nazaret”, som Thorkild Grosbøll kaldte ham – så har Johannes’ liv været spildt, og hans død vil være meningsløs.

De fleste vil kunne spejle sig i historien om Johannes, der var fortvivlet og anfægtet i fængslet. Det er nok de færreste, der altid er fuldstændig sikre i troen. Måske har vi ikke ligefrem, som Grundtvig, følt djævelen sno sig om vores krop som en slange. Men de fleste har – i det mindste en sjælden gang imellem – prøvet at være anfægtet; at være i tvivl, om Jesus nu også er vejen, sandheden og livet. Tvivlen, eller fortvivlelsen, er troens modsætning, men samtidig er den også vævet uløseligt sammen med troen.

Tvivl og anfægtelse er heller ikke et moderne fænomen. Grundtvig var anfægtet for to hundrede år siden, og Johannes for to tusinde år siden. Men både Grundtvig og Johannes gør det eneste, der til enhver tid er for en kristen at gøre i den situation: de tyr til Jesus selv. Johannes ved at sende bud efter ham. Grundtvig – ved at bede. For påkaldelse af Jesus i bøn bør være det første, vi tyr til, når det er os, der rammes af anfægtelser. Johannes var kastet i fængsel, med udsigt til henrettelse, efter at have levet et liv i den yderste askese og armod – helt viet til at prædike omvendelse for folket, mens man ventede på den lovede Messias. Nu spurgte han: ”Er du den, der skal komme? – eller skal vi vente en anden?” Siden har mange andre stillet det samme spørgsmål. Det afgørende er: Hvad får de til svar? Havde man nu spurgt pastor Grosbøll, så ville han måske have sagt, som han gjorde i sin tid til Weekendavisen: ”Der kommer ikke en himmelsk Jens Lyn flyvende og hjælper os i en snæver vending.” Med andre ord: Hvad mener du med ”den, der skal komme”? Der kommer slet ingen og hjælper dig, hverken nu eller i fremtiden. Sådan prædikede Grosbøll i 27 år. Det var hans overbevisning, og det var med sådanne ord, han måtte møde anfægtede mennesker som Grundtvig, som Johannes, som dig eller mig. ”Der er ingen himmelsk garanti eller indgribende magt,” sagde han: ”der er kun det gudsrige, der lykkes ved os og mellem os”. Det står i skarp kontrast til det svar, Jesus gav Johannes: ”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige”. Jesus svar er en bibelhenvisning til en tekst, som Johannes godt kendte, nemlig til den gamle profeti af Esajas.

Om den besked fik Johannes’ tvivl til at forsvinde, hører vi ikke noget. Det er op til hver enkelt – også Johannes Døber – at afgøre, om han eller hun vil tro eller ikke tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, verdens frelser, og om han har magt til at gribe ind i verdens gang – og i din eller min tilværelse. Men det er nok lettere at tro det, når man forkyndes trøst af Herrens egen mund, end når man får at vide af en mand i præstekjole, at Gud og hans rige ikke er til. Det er ikke mærkeligt, at det af og til er svært at bevare troen; men vi må ikke ignorere anfægtelsen. Vi kan ikke komme udenom vores tvivl, den er et grundmenneskeligt vilkår. Vi kan ikke komme udenom den, men vi må igennem den, før vi igen kan finde trøstens og barmhjertighedens Gud, på den anden side af tvivlen.

Vi må, som Grundtvig og Johannes Døber, tage tyren ved hornene og henvende os med vore anfægtelser til Jesus selv. Om lidt skal vi synge Grundtvigs salme Vor Herre, til dig må jeg ty!, hvor andet vers lyder: Det er mig dog vist over alt: langt borte kan du ikke være; for altid, af hjertet påkaldt, du trøster så ømt dine kære” Når man læser eller synger dén salme, synes jeg, at man kan mærke Jesus trøste én, midt i fortvivlelsens fængsel. Og det skyldes måske, at den er skrevet af én, der selv har følt tvivlen på sin krop. Og som også er blevet trøstet ved at ty til Jesus og give udtryk for sin anfægtelse. ”Lovet være Gud, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med dén trøst, vi selv trøstes med af Gud.”

Amen