Nordvest-København 3. september 2014. Foto/copyright: Steen Raaschou. Hvis politikerne var optaget af at bevare Danmark ville de selvsagt talt om fødselstal og demografi. Men det gør de ikke. De har givet sig selv og medierne mundkurv. Det er ikke god tone at tale om hvad alle kan se: Danmark tilhører ikke længer danskerne. Selve definitionen på at være dansk er ændret. 

Marrakeshaftalen er et afgørende skridt, som kan ligne beseglingen af en skæbne. Europa binder sig til Mellemøsten og Nordafrika på en måde, som vil flytte millioner af mennesker til Europa. Hvorfor gør myndighederne dette, stik imod folkets ønsker? Fordi myndighederne har indført en ny definition af “folket”. At gå ind for at bevare den kendte nation er højreradikalt.

Der er ikke noget, der hedder folket, set med Løkke Rasmussen øjne. Danmark er kun et geografisk område, hvor der befinder sig mennesker fra hele verden. 

Trafikken af mennesker skal reguleres. Men den oprindelige befolkning har ingen særskilte rettigheder. 

Det betyder med rene ord, at Christiansborg og Marienborg, Folketinget og statsministeren har opsagt kontrakten med folket, det folk, der udgør Danmarks historie.

Nu er der kun en ansigtsløs masse tilbage.

Danskerne må hjælpe sig selv, eller bede om Guds hjælp.

Det er ikke anderledes i Norge.

Den norske udenrigsminister har et meget tæt samarbejd med EUs udenrigskommissær Federica Mogherini gennem Giverlandsgruppen for Palestina. Her fra et møde 31. januar 2018.

Torsdag stod udenrigsminister Ine Marie Eriksen Søreide på Stortingets talerstol og skiftevist forklarede eller forsvarede, hvorfor regeringen har undertegnet Marrakeshaftalen. Der var ingen grund til alarm, forsikrede Søreide. Alle andre partier var enige i det. Anders Lysbakken fra Socialistisk Venstreparti sluttede helhjertet op om regeringen og kom med et indspark: Hvorfor holde en debat kørende, udelukkende fordi internethøjreradikale krævede det?

Ingen af de andre, som besteg talerstolen, forsøgte at forklare, hvad det er ved Marrakeshaftalen, der gør folk bekymret. Bortset fra Fremskridtspartiets Jon Engen-Helgheim. Helgheim har på kort tid markeret sig som en af Frp.s bedste politikere. Han taler så folk forstår det. Han er i kontakt med græsrødderne.

Flink pige

Søreide er et eksempel på en politiker, som fortvivlet tilstræber det perfekte: Som altid har et svar parat, som kan sine ting. Hvis Arbejderpartiets leder, Jonas Gahr Støre, havde valgt Højre som sit parti ville han have lydt som Søreide. Flink, poleret, umulig at gribe i en fejl. Men desværre for Støre valgte han en side, som han socialt ikke har nogen dybere forståelse for. Derfor mislykkedes det.

Men selv Søreide falder igennem. Hun præsterede at sige, at de som er bekymrede for Marrakesh, er bekymret for indvandringen. Men en ting er migration, noget andet er integration. Det er to forskellige ting, sagde Søreide.

Der, og præcis der, kollapsede alt hun havde sagt om internationalt samarbejde og regler. Hun viste at det bare var en kulisse, og at der bag facaden skjuler sig noget helt andet end regler. Regler for hvem?

Som Engen-Helgheim sagde: Det er os, der overholder reglerne, de andre gør det ikke, så hvordan kan Søreide bilde os ind at dette bliver en gensidigt forpligtende aftale? Selv regeringen indrømmer at forpligtelserne om at tage egne borgere tilbage er vage. Hvor meget betyder de da? Nada. Ingenting.

Nye nærområder

Hvorfor har regeringen så undertegnet en aftale, som den selv understreger ikke er juridisk bindende? Fordi Norge sammen med Tyskland ønsker at være en del af et internationalt samarbejde, hvor MENA-landene, Mellemøsten og Nordafrika også indgår.

De er gennem indvandringen blevet vore nærområder. Ikke de nordligere områder. Der findes nemlig ikke et folk.

De er blevet vore nærområder, fordi intet binder så godt sammen som folkegrupper. I folkevandringernes tid gør man en dyd af en nødvendighed. Mure er moralsk udelukket. Ergo: Samarbejd.

Disse lande har allerede store diasporaer i Europa/Norge eller Danmark. Sådan skrumper afstanden mellem Europa og Mellemøsten/Maghreb. Middelhavet bliver igen Mare Nostrum, men ikke vores hav.  Derimod Deres Hav.

Redningstrafikken i Middelhavet var med til at give det et skub fremad. NGO’erne gjorde trafikken til en national opgave, og nu er migrationen blevet et mellemstatsligt anliggende.

Men ingen fortæller borgerne, at FN ikke længere er det FN, som vi lærte om i skolen. Det er ikke børnefortællingernes “forskelle er kun udenpå”, i Norge kendt gennem Thorbjørn Egner og hans Kardemomme by.

Mundkurv og rettigheder

Vi har allerede pålagt os selv mundkurv, for ikke at fornærme de nye borgere, og selvfølgelig vil vi ikke sige noget grimt om deres oprindelseslande.

De rettigheder, de har fået her – gennem ikke-diskriminering og kvotering – udvides til de lande, de kommer fra.

Derfor er det helt naturligt, at der står, at medierne skal lære at tale pænt om migranter. De, der ikke gør det skal fratages deres statsstøtte.

Højres Michael Tetzschner siger, at dette bare er ord og uden betydning, vi har ytringsfrihed og et liberalt demokrati, og en sådan bestemmelse vil ikke have nogen betydning.

Men denne censur er allerede indført i Norge og Vest-Europa. Diskrimineringsnævnet og Ligestillingsombudsmanden håndhæver allerede censur og straf, og folk er blevet forsigtige med, hvad de siger.

En ny autoritær tendens

Dette er del af en dybere tendens end bare indvandring. Minister for Kommunale Anliggender, Anniken Haugli, varslede for to uger siden at hun var utilfreds med at sager om seksuel chikane kun behandles af domstolene. Det gik for trægt og tærsklen var for høj. Hun havde derfor bestemt at sådanne sager – anklager – overføres til Diskrimineringsnævnet. Så skal der nok komme mere fart i behandlingen. Som bekendt har nævnet indført omvendt bevisbyrde: Hvis du anklages for diskriminering er det dig selv, der må bevise din uskyld.

Men hvordan beviser man noget, som ikke er der? Det er umuligt. Den nye tid vender hævdvundne retsprincipper på hovedet. I den gode sags tjeneste.

En lysende løgn

Ingenting af dette gør indtryk på de politikere eller bureaukrater, som melder sig på banen.

De har dannet sig et kompas oppe i hovedet og følger det slavisk. Kompasset styres ideologisk fra de sider af menneskesindet, som er driftsbaseret og utilgængeligt for modargumenter.

På overfladen ser fortællingen pæn ud.

Det gjorde fortællingen om amerikanernes krig i Vietnam også. En af de bedste bøger om krigen hedder A bright shining lie.

Det skulle blive så godt. Sydvietnam skulle reddes fra kommunismen. Jo længere man holdt fast i den målsætning, jo dybere gravede man sig ned.  ”Mission creep” var et af de udtryk, som blev stående tilbage: Bare nogle få tusinde soldater til, så vinder vi.

Efter en lang periode med psykisk og økonomisk bearbejdning af en enormt kostbar krig, stod amerikanerne igen klar. Da havde man akkumuleret idealisme og tro nok på at alt var muligt.

Demokrati til Mellemøsten

Den samme idealisme lå bag amerikanernes invasion af Irak. Både den første Golfkrig og den anden. Diktatorerne skulle væk. Det eneste svar på 9/11 var at give araberne og afghanerne muligheden for at blive som os.

Men det ville de ikke. Efter 17 års krig i Afghanistan er amerikanerne ved at give op.

Det samme gælder Syrien. Trump snakker om at trække sig ud, fordi han ved at amerikanerne er trætte af krige i den muslimske verden. Hvem kan fortænke dem i det?

Dette er en stor ”sobering up”, amerikanerne er blevet ædru igen og tvinges nu til at se verden som den er. De kan ikke redde verden. Ikke alle ønsker at blive som dem.

Dette er en lærestreg, som Europa ikke vil eller ikke orker at indse. EU mener fortsat, at en fremmed er en ven du ikke har mødt endnu.

Foretrækker samarbejde. The EU-Way

Europæerne kan ikke lide “krige og sådan noget”, og har kun deltaget i mindre skala.

I stedet opbygger europæerne en stor lysende fortælling om internationalt samarbejde og regler.

Udenrigsminister Ine Marie Eriksen Søreide skiller sig specielt ud. Hun kan alle argumenterne og remser dem op. Hun virker usårlig.

Helt indtil hun siger: ”Migration og integration er to forskellige ting”.

EU´s Europa er ved at gentage amerikanernes store fejltagelse i Mellemøsten: En stor lysende løgn.

De andre ønsker ikke at blive som os!

Folk og beslutningstagere står på hver sin side

Det er gået op for befolkningen, dem, som har mærket folkeforflytningerne på kroppen. De vil ikke have flere indvandrere fra MENA-landene. Ikke fordi de ikke kan fordrage dem, men fordi de kan se at vore samfund splintres. Integration er en vits, på gruppeniveau.

Men vore egne myndigheder presser på. De vil låse en struktur fast, hvor migrationen går af sig selv. Reguleret som de siger.

Reguleret for hvem? For migranterne.

Men hvad med nordmændene, danskerne, svenskerne?

En ny definition af borgere

De eksisterer ikke længere i den betydning. Det er reaktionært. Slut. Nu er alle, der befinder sig på det landområde, som kaldes Norge, Danmark, Sverige bare nordmænd, danskere og svenskere. At sige noget andet er diskriminerende.

Derfor hader venstrefløjen samfundsviteren Terje Tvedt, fordi han prikker hul på denne illusion i sin bog Det internationale gennembruddet. Tvedt mødte sine kritikere i Litteraturhuset tirsdag. Fire mod en. Alle fra venstresiden. Der kom det frem: De vil absolut kalde ham højreradikal.

Det bliver Tvedt automatisk når han forsøger at se verden fra Norges synspunkt, med norsk historie og kultur som udgangspunkt.

Den nye tid ender op med at sætte lighedstegn mellem fædreland og højreradikalisme.

Et kriterium som blev gentaget i Litteraturhuset: Tvedt efterlyser det tyskerne kalder en Leitkultur, en ledende kultur. Den skal selvsagt have nationale rødder.

National = højreradikal

Utænkeligt for venstrefløjen og den nye elite. De er allergiske overfor synspunkter, som går i national retning.

Samtidig bliver de hysteriske, hvis nogen siger, at deres projekt de sidste tredive-fyrre år reelt har været en opløsning af nationalstaten. Så er du igen højreradikal. Du er nostalgiker. Du tillægger eliten suspekte motiver.

Det er ikke lovligt at tænke på den måde.

Kræver hegemoni

Eliten vil have hegemoniet: Du får ikke lov til at sætte spørgsmålstegn ved deres motiver eller resultaterne. Du er låst inde i et slags territorielt ingenmandsland, et slags temporært interregnum, på vej til en ny fremtid.

Om ikke andet er det nye fællesskab noget som med sikkerhed vil komme, og alle tegn på at det er ved at opstå bliver hyldet og fremhævet. Som en hijab på catwalken. Hvis den hyldes i modeverdenen bliver det vanskeligt at forbyde den hos børn. Så er hijab’en blevet udtryk for et personligt valg!

Socialismen har altid været vendt mod fremtiden, og fremtiden skaber vi hver eneste dag.

Hvem kan være imod fremtiden?

Kun midaldrende hvide mænd, og de dør snart.

Hvordan er vi havnet her?

Men hvordan har det kunnet ske?

Det er sket gradvist, ved at de såkaldte “rettigheder” er blevet udvidet, drejet og strukket ud.

Princippet: “Klarer du den, så klarer du den”, går forbavsende let i opgangstider.

Hesten piskes med humanitet og solidaritet, værdier som stikker dybt i et pietistisk socialdemokrati.

Marrakesh – kvalitativt nyt

Men Marrakeshaftalen repræsenterer noget kvalitativt nyt.

Den viser, at vore myndigheder har deres loyalitet rettet horisontalt mere end vertikalt: Vandret mere end lodret. Ud mod verden frem for ned mod deres eget folk.

Det kommer af at vore lande har fået en ny befolkning og regeringen vil tage plads i en ny samfundsorden, som er ved at vokse frem.

Som staten/regeringen definerer sine interesser har den større loyalitet overfor indvandrernes oprindelseslande end overfor den indfødte befolkning hjemme.

Dette gør ondt og er vanskeligt at sluge for mange.

Diasporaer

Diasporaer er kolonier af indvandrere. I Europa har de nået en størrelse, der gør dem betydningsfulde, både for oprindelseslandene og for værtsnationerne. Diasporaerne har en stor tiltrækningskraft på slægt og landsmænd i hjemlandet.

Det er længe siden Socialistisk Venstrepartis leder Kristin Halvorsen drog til Pakistan for at samle stemmer. Norske myndigheder forholder sig positivt til diasporaerne og deres oprindelsesland. Hvad er mere naturligt end at “reach out”, strække en hånd ud til dem, og indgå et forpligtende samarbejde? Det skylder man disse lande, ud fra en historisk betinget skyldfølelse og en civilisatorisk, humanitær forpligtelse: Vi skal behandle de af deres borgere som bor hos os godt, og jo flere de bliver jo bedre skal vi behandle dem.

Er det ikke naturligt nok?

Vi ønsker ikke, at der skal drukne flere i Middelhavet, vi vil ikke tillade at menneskesmuglerne skal have frie hænder.

For at undgå dette må vi regulere, aftale og samarbejde.

Dette er helt i samklang med Terje Tvedts beskrivelse af den velvilje, som bistand og udvikling er gennemsyret af. Alt, hvad statsminister Erna Solberg står for er gennemsyret af sådan en velvilje. Lige gyldigt om hun er i Sydafrika eller i EU: Det er sådan vi er. Alt afhænger af velvilje.

Eller?

Forveksler høflighed med godhed

Den gode vilje møder en gæstfrihed i MENA-landene, som giver Erna Solberg og Lars Løkke Rasmussen følelsen af at velviljen bliver gengældt. Men venskabeligheden er kun en del af Mellemøstens og Nordafrikas kultur. Hvis man tror, at det betyder det samme som hos os, bliver man grundig skuffet.

Hvis man tror, at åbenhed og venlighed er noget andet og mere end en social skik og brug, risikerer man at blive overrasket. Hvor mange gange skal man snydes før man forstår det? Nogle lærer det aldrig.

Norge er en omvandrende pengesæk. Alle rige mennesker bliver ganske hurtigt skeptiske overfor nye bekendtskaber. De opdager at de andre vil tage noget fra dem.

Men ikke den norske regering. Det virker, som om at sådanne tanker er forbudt: At nogen vil udnytte os, er ikke pænt at sige højt. Så hellere kaste nogle milliarder ud af vinduet.

Mere end penge

Men Marrakesh handler om noget mere. Det handler ikke om penge. Det handler om det vigtigste og mest dyrebare vi har: Vores land, at det skal forblive norsk og kristent. Det lader sig ikke måle i penge.

At Stortinget i 2018, tre år efter folkevandringen, kan indgå en sådan aftale, som skal etablere kanaler for migration med lige rettigheder til de migrerende, når de kommer hertil, siger noget om at de folkevalgte har forladt den virkelighed, almindelige mennesker befinder sig i.

Det minder om beskrivelsen i Beatles sangen ”Nowhere Man”.

He’s as blind as he can be
Just sees what he wants to see
Nowhere man, can you see me at all.

Bob Dylan gav et godt råd i ”the Ballad of Frankie Lee and Judas Priest”, et råd som er lige så gammelt som menneskeheden:

Well, the moral of the story
The moral of this song
Is simply that one should never be
Where one does not belong
So when you see your neighbor carryin’ somethin’
Help him with his load
And don’t go mistaking Paradise
For that home across the road