Der er en parallelitet mellem det, der sker i USA og det der sker i Vesteuropa, på flere fronter. Begge kontinenter har fået deres parallelsamfund, mest truende i Vesteuropa.

Men i USA er splittelsen mellem højre og venstre mest synlig. Det viser sig i at venstresiden har indført sin egen lovstandard: De har overtaget de statslige institutioner og forvandlet dem til politiske våben.

Der gælder en lov for kong Salomon og en for Jørgen Hattemager. FBI bruger al sin magt på at hjælpe Hillary Clinton til at blive præsident. Udarbejdelsen af frifindelsen er påbegyndt før hun i det hele taget er afhørt.

Omvendt bliver et kobbel af agenter og spioner sendt ud mod Trump-kampagnen. De forsøger endog at plante beviser. Men det lykkes ikke. I maj 2017, ni måneder efter at kontraefterretningen begyndte sin formelle granskning, var det ikke fundet noget bevis på ”collusion”.

Demokraterne mener at de hører til på et højere moralsk niveau end Trump og kan derfor tillade sig at bøje loven. Normaliteten vil være først være genoprettet når Trump er fjernet.

En amerikansk kommentator bemærker at franskmændene har en særlig måde at gøre revolution på. Den ender oftest i vold. Den angloamerikanske er anderledes. Den var anderledes.

De tegn man ser i USA modbeviser antagelsen. Grunden er en ideologi som anser sig selv for overlegen. Den giver bæreren de historiske nøgler og retten til at gøre det historien kræver. Præcis som jakobinere, fascister og kommunister.

Vesteuropa formår ikke at lære af USA.

Det er patetisk at se danske politikere og medier gøre grin med USA, hver eneste dag.

Et fænomen finder man på begge sider af Atlanten: Ydre venstres skamløse overgang til det etablerede venstre og centrum. Tidligere var der en skarp skillelinje. Det er der ikke længere.

Den eksperimentelle scene Black Boxi i Oslo opførte forestillingen ”Ways of Seeing”.

Den er et opgør med de hvide mænd, der sidder med magten og bruger den mod flygtninge og asylanter. Skuespillere og regissør har baggrund fra den ikke-europæiske verden.

I «Ways of Seeing» sammenlignes norsk overvågningspolitik med overvågning i regimer Norge ikke kan lide at blive sammenlignet med: Irak, Algeriet, Syrien.

Hvordan er en sådan sammenligning mulig? Ved holbergsk Mor Nille-logik.

Irak, fordi kurdiskfødte Sara Babans far, også han kurder, var embedsmand den gang Saddam Hussain forfulgte sit lands kurdere. Pappa Baban forsøgte at modarbejde forfølgelsen indefra statsapparatet, med det resultat at familien selv måtte flygte. Algeriet, fordi franskfødte Hanan Benammars forældre begge var fra Algeriet, og fordi hendes far forsøgte at kæmpe mod regimet, med det resultat at han flere gange blev fængslet og flere gange rømte fra fangenskabet. Syrien, fordi mange af dem som i dag kommer som flygtninge til Norge kommer derfra, og fordi Baban har besøgt den syrisk-kurdiske region Rojava, en region som nu bombes af tyrkiske styrker. «Ways of Seeing» problematiserer også NATOs rolle i Syrien. Generalsekretæren for NATO er som kendt norske Jens Stoltenberg, og hans hus er også filmet og præsenteres på lærredet i løbet af forestillingen. Det samme er hjemmene til politikere og meningsdannere som Christian Tybring-Gjedde og Helge Lurås, og finansmænd som Rimi-Hagen og Jan Haudemann-Andersen, som begge har givet store donationer til regeringspartierne og til meningsdannere udenfor regering.

Fordi kunstnerne har baggrund fra Mellemøsten og Maghreb kan man sammenligne Norge med Algeriet og Irak?

Det er vanvittigt.

Men skuespillerne ville gerne deltage i det virkelige liv. De tog ud og filmede justitsministerens hjem. Fredag 6. december vågnede familien op til at deres hjem var udsat for hærværk. Ud af benzintanken på bilen hang en lunte. Der stod racist og nazist på bil og vægge.

Medierne og politikerne så ingen sammenhæng med teaterstykket. En meget erfaren reporter i den norske TV-avisen, Lisbeth Schei, fik sig endog til at spørge justitsminister Tor Mikkel Wara fra Fremskridtspartiet, om det måske var partiets indvandringspolitik, der kunne forklare angrebet.

Wara overkom ikke at svare. FrP’ere er ligesom DF’ere blevet kuet efter år med mobning i medierne. De tør ikke svare igen.

Med sit spørgsmål viste NRK-journalisten, at statsmediet står på voldsaktivistenernes side. De har samme ideologi.

De er gået til krig mod det nye højre. Det spiller ingen rolle om partiet sidder i regering og har justitsministerposten.

Den forrige justitsminister, Sylvi Listhaug, måtte trække sig da statsministeren nægtede at støtte hende. Listhaug havde skrevet på Facebook at Arbejderpartiet satte hensynet til hjemvendte IS-krigere højere end sikkerheden for landets borgere.

Det var faktuelt rigtigt. Arbejderpartiet ville ikke være med til at de kunne miste deres statsborgerskab ved en administrativ forordning.

Dagen efter opdagede kommunikationsenheden i Arbejderpartiet, at der skulle være premiere på filmen om Utøya. Dermed forelå den perfekte kobling: Listhaug forhånede ofrene for 22/7-terroren.

Kun en statsminister med rygrad kunne have reddet Listhaug. Det havde Erna Solberg ikke.

Dermed blev Listhaug smidt for hundene.

Det bliver det nye højre igen og igen.

Derfor drog Lars Løkke Rasmussen til Marrakesh.

Der er to lovsystemer også i Danmark: Et for kong Solomon, og et for Jørgen Hattemager.

Det bør folk mærke sig. Hvis du tilhører de konservative, patrioterne gælder en anden lov for dig end for de liberale, venstresiden og de nye landsmænd.

De nye herremænd kan tillade sig hvad som helst. Selv en justitsministertitel betyder ingenting.

Det er magt.