Da jeg for et halvt års tid siden begyndte at studere Koranen, blev jeg virkelig rystet i mit inderste. Jeg kan trygt sige, at jeg blev islamofob. Men det var nok fordi jeg som oversætter læste teksten på sædvanlig måde, som enhver anden tekst. En oversætter må jo være fundamentalist i den forstand, at han må tage forfatteren alvorligt og tro på, at det som bliver sagt, er alvorligt ment, såfremt ikke andre signaler i teksten tyder på ironi. Koranen giver absolut et seriøst indtryk, selv om den også er fuld af ironi, mobning af anderledes tænkende og hensynsløs polemik. Men ironien og polemikken er hele tiden rettet mod jøder, kristne og gudsfornægtere, og det er vel som det skal være, eftersom norske politikere giver statsstøtte til koranskoler og fordømmer dem, der drister sig til at fortælle åbent om Koranens indhold.

Ser man bort fra Muhammeds ironi, står man tilbage med en politisk ideologi, som må oprøre ethvert moderne menneske, men altså kun hvis man tager teksten bogstaveligt: Kvinden har lavere rang end manden, og skal underkaste sig ham. Han har pligt til at opdrage dem og om nødvendigt slå dem, til de føjer sig. Unge mænd og kvinder, som har sex før ægteskabet, skal uden medlidenhed piskes med hundrede piskeslag, og naboerne skal tvinges til se på. Derimod er det helt fint at unge mænd med en stærk seksualdrift voldtager slavinder. (Ja, du læste ganske rigtigt: Sexslavinder er helt fint, men kun hvis man tager Koranen bogstaveligt.) Tager man tyve på fersk gerning, skal man hugge hånden af dem, og det gælder hvad enten tyven er mand eller kvinde. Den, som tror på Muhammed, skal være hård mod de vantro og gode mod hverandre. I koranskolerne lærer man altså at gøre forskel på troende og vantro, og mobning af jøder og kristne er helt i orden. Norske børn lærer, at de kristne skal brænde i helvede til evig tid, fordi de har ophøjet apostlen Jesus til frelser. At Jesus skulle være noget andet end en apostel udsendt af Allah, var for Muhammed en uhyrlig tanke, og «himlene bliver flået i stykker, jorden slår sprækker og fjeldene styrter i grus, fordi de vover at påstå, at den barmhjertige har børn». Men for de norske biskopper er dette helt fint; det skal jo ikke tages bogstaveligt. Muhammed (eller Gabriel) kan umuligt have ment det alvorligt. Tror man virkelig det, er man islamofob og «bidrager til splid».

Koranen er ikke bare en «religiøs» bog. Den er en stats- og samfundslære som kræver fuld underkastelse under det muslimske præsteskab og deres lærde eksperter på lovfortolkning. Demokrati, menneskerettigheder og humanisme betyder oprør mod Allah; en troende muslim kan ikke godkende menneskeskabte love og frie samfund. 

Jeg vil gerne tro, at såfremt norske journalister, mediefolk, pædagoger, biskopper og politikere havde studeret Koranen, ville de være gået ind for at forbyde den, i hvert fald for børn. (De forbyder jo gerne Thorbjørn Egners og Astrid Lindgrens tekster.) Men de fleste af dem er åbenbart helt ubekendt med det ideologiske indhold i vor tids vigtigste politiske dokument. Så vidt jeg kan se, foretrækker de også at være uvidende og holder sig for øjne og ører. Denne virkelighedsfornægtelse er intet mindre end tragisk, og en skam for den europæiske civilisation, som blindt går sin egen undergang i møde, og som tilmed bidrager til at finansiere sin egen død ved at give økonomisk støtte til mægtige organisationer, som vil erstatte demokratiet med Muhammeds love.

Bjarte Kaldhol er en af Norges mest erfarne oversættere. Han har studeret kileskrift og assyrisk, og i senere år – han er 84 – også arabisk for at kunne læse Koranen på originalsproget.