Idealet, set fra oven.

Den femte målsætning i Marrakesh-aftalen hedder: Forstærke adgangen til og fleksibiliteten i mulighederne for almindelig migration (Objective 5: Enhance availability and flexibility of pathways for regular migration.)

Dette mål går ud på at lette tilgangen til migration, på mange forskellige måder, særligt via arbejdsmarkedet. Men det rækker ud over dette ved også at handle om humanitært ophold for folk som er «tvunget til at forlade deres hjemland» på grund af pludselige eller langsigtede naturkatastrofer, som miljøødelæggelser og klimaændringer. Det er specielt nævnt at der skal gives adgang til uddannelse for børn, og at adgangen til familiesammenføring skal lettes. Aktuelle indvandringspolitiske reformer på nationalt niveau, som opstramning af kriterierne for humanitært ophold eller familieindvandring er selvsagt i stik modstrid med dette.

Mål nummer 7 handler om de særligt sårbare migranter, og her er der fuld gas på en retorik, som giver eliten i de rige lande chancen for at føle sig så gode så gode på deres egne befolkningers regning. Der skal udarbejdes en helhedspolitik for at give al nødvendig støtte til sårbare migranter på alle stadier, især når det gælder kvinder, børn – særligt uledsagede -, medlemmer af etniske og religiøse minoriteter, voldsofre (ofre for seksuel vold er nævnt specielt), ældre, funktionshæmmede, personer som er diskrimineret, urfolk osv. 

Dette går langt ind i asylindvandrings-feltet, og gør intet for at adressere det enorme misbrug og afsindige resurseforbrug, som kendetegner dagens tilstand på dette felt.

Der skal udvikles en «kønsfølsom migrationspolitik for at håndtere de specielle behov og sårbarheden hos migrerende kvinder, piger og drenge». Og alle migranter skal selvfølgelig have gratis eller rimeligt billig juridisk bistand i retssager eller forvaltningsprocesser som angår dem. 

Ifølge mål nr. 9 og 10 skal den bekæmpe menneskesmugling og menneskehandel gennem en række tiltag, som i høj grad er af rent juridisk-formel karakter. Migranter, som gør brug af smuglere, betragtes kun som ofre, der har behov for særskilt omsorg, i modsætning til at de selv bliver anset som aktive deltagere i smuglingen ved at efterspørge smuglernes tjenester. At man gennem alle de andre elementer i denne aftale lægger op til en politik, som yderligere vil øge det enorme marked for menneskesmugling, ser ikke ud til at have strejfet tilhængerne af denne aftaletekst.

Mål 13 handler om frihedsberøvelse af migranter, og alt indhold under dette punkt går ud på at reducere og vanskeliggøre brugen af dette centrale virkemiddel i håndteringen af det massive omfang af ulovligheder knyttet til indvandringen. Den norske debat om udvidet adgang til internering er stik i modstrid med dette. FNs børnebeskyttelse (dvs. beskyttelse af de indvandrende børn) slår selvsagt ind også her. Ifølge punkt 29 h skal man «arbejde i retning af at afskaffe praksissen med frihedsberøvelse af børn i sammenhæng med international migration»

At der foreligger evidens-baseret viden om at sådanne «børn» særdeles ofte på den ene side faktisk slet ikke er børn og på den anden side er i stand til at udøve betydelig skade på børn i værtslandet, er ikke trængt ind i de fornemme lokaler, hvor det internationale diplomatis elitebureaukrater har udklækket sit ordgyderi.

En national debat om skærpede virkemidler og sanktioner knyttet til disse problemer, vil støde mod det som regeringen her vil forpligte Norge på.

Mål 15 handler om at give basistjenester til migranter. Alle migranter, uanset migrationsstatus, skal kunne «udøve deres menneskerettigheder gennem sikret adgang til grundlæggende tjenester», og disse skal selvsagt tildeles på et ikke-diskriminerende grundlag, bortset fra at der skal tages særligt hensyn til migrantenes behov bl. a. for «kulturfølsomme tjenesteydelser». 

Også «inkluderende og retfærdig kvalitetsskolegang» for migrantbørn er behørigt nævnt

Når migranterne sættes forrest og gives forrang på denne måde, medfører det lavere prioritering af andre: den hjemlige befolkning.

Virkeligheden: Migranter som er samlet op i Middelhavet, venter på at gå i land i Malaga 13. november. Foto: John Nazca(Reuters/Scanpix

VIP-kort til migranter 

Mål 16 går endda et skridt videre i at give migranterne et billedligt VIP-kort, under overskriften «Sætte migranter og samfund i stand til at realisere fuldstændig inkludering og social samhørighed». Her er der fuldt tryk på retorikken om inkludering og mangfoldighed og «gensidig respekt ”for hverandres kulturer (som vi ved en del om hvad betyder i praksis) og en masse tiltag som nationale myndigheder skal gennemføre til fordel for migranterne, som at «øremærke resurser til skoler med høj andel af migrantbørn til integrationsaktiviteter» (punkt 32 i) I tilfælde af at du skulle undre dig, skal dette ske «med sigte på at fremme respekt for mangfoldighed og inkludering og at hindre alle former for diskriminering, herunder racisme, fremmedfrygt og intolerance.»

Særlig langt i at tilrettelægge opdragelsen af modtagerlandenes befolkning i at åbne deres sind og tegnebøger for migranterne går mål 17: «Eliminere alle former for diskriminering og fremme en vidensbaseret offentlig dialog for at forme opfattelsen af migration»

Her skal der arbejdes for alle slags tiltag mod racisme og fremmedfrygt. Tiltag mod migranters asocialitet og kriminalitet er derimod ikke nævnt. Under dette mål finder vi det berygtede punkt 33 c som går ud på at styre mediernes behandling af migrationsrelaterede spørgsmål ved at

«fremme uafhængig, saglig og god journalistik i medierne, også internetbaseret information, herunder ved at bevidstgøre og oplære medieansatte i migrationsrelaterede spørgsmål og begreber, investere i standarder for etisk journalistik og reklame, og stoppe overførsel af offentlig finansiering eller materiel støtte til mediekanaler, som systematisk fremmer intolerance, fremmedfrygt, racisme og andre former for diskriminering af migranter, med fuld respekt for pressefriheden»

Åbenbart har Solberg-regeringen foregrebet implementeringen af den globale pagt ved at skære kraftigt i støtten til HRS på næste års statsbudget. Hvad standarderne for «etisk journalistik» går ud på, behøver vi ikke at være i tvivl om. Ifølge punkt 33 f) skal man 

«fremme bevidstgørende kampagner rettet mod oprindelses-, transit- og destinationssamfundene for at bidrage til befolkningens forståelse for de positive bidrag en tryg, velordnet og regulær migration kan yde, baseret på beviser og fakta, og for at afskaffe racisme, fremmedfrygt og stigmatisering af alle migranter. 

Implicit er migrationen et utvetydigt gode, og det er en sandhed, der ikke kan rokkes ved af «beviser og fakta». Er der nogen som helst problemer, er det kun fordi migrationen ikke er «velordnet» nok. Noget denne pagt vil rette op på.

Sådan fortsætter det. Et punkt, som selv i denne sammenhæng kan være egnet til forbavselse er at et selvstændigt mål er dedikeret til at lette pengeoverførsler fra migranter til «udlandet», dvs. deres hjemland. Dette samtidig med at vi ved fra Norge at sådanne pengeoverførsler har et meget stort omfang, og at de sker fra grupper som påberåber sig af økonomiske årsager at være afskåret fra at deltage i samfundslivet på linje med den øvrige befolkning, og som derfor mener sig berettiget til endda endnu flere specialindsatser fra værtslandets befolkning.

Virkeligheden

Globalisternes våde drøm skrevet ind i et forpligtende handlingsprogram

Denne globale, jeg havde nær sagt faustianske, pagt udtrykker FN-bureaukratiets og de nationale eliters våde drøm om multikulturalismens triumf i de mest udviklede land. Den mangler enhver forankring i faktiske erfaringer med migration fra de fattige lande til i dag, men konstruerer en FN-skabt virkelighed. Den mangler fuldstændig respekt for såvel samfundsinteresserne som holdningerne hos de almindelige folk i disse lande. Den er præget af en moralsk selvretfærdighed, hvor de som måtte have andre opfattelser om temaet, på forhånd er stemplet på groveste vis. 

Den giver samtidig både meget overordnede og ekstremt konkrete og detaljerede anvisninger på et område af grundlæggende betydning for de europæiske landes fremtid. Spørgsmål, som i stigende grad oprører befolkningerne i disse lande og skaber polarisering og splid. Dette dokument skal bankes gennem af verdens ledere i Marokko om nogle få dage. Dette er en parodi på internationalt samarbejde, og er egnet til at rokke fundamentalt ved FN´s legitimitet hos store dele til og med af det troskyldige, FN-bejaende norske publikum.

Aftalen må stortingsbehandles efter Grundloven § 26, del 2

Den nationale proces om denne sag har været under al kritik fra et demokratisk synspunkt. Statsretsligt er der et godt grundlag for at hævde at regeringen ikke kan binde Norge ved sin underskrift, da Grundlovens § 26, del 2. siger, at traktater om særligt vigtige sager først bliver bindende når Stortinget har givet samtykke til det. Selv om Stortingets sammensætning i dag nok ikke giver meget håb om et andet udfald, vil en stortingsbehandling i hvert fald bringe kundskabsniveauet og debatten om denne sag op på et højere niveau. Det er helt uacceptabelt at en så vigtig sag kun skal håndteres som et anliggende for regeringen og embedsværket, næsten uden offentlig debat.