Det er ikke bare de stater migranterne kommer fra, der slipper for byrderne i aftalen. Det gælder også migranterne selv. Der er kun tale om deres rettigheder, intet om at de måske skulle tillægges nogle pligter. At disse rettigheder har en pris som må dækkes af nogen, er ikke til debat. 

Det er de lande, som vil ligge på modtagersiden af de internationale migrationsstrømme, aftalen i al væsentlighed pålægger opgaver. Det er klart at de lande som giver grunde til udvandring, er såre fornøjede med dette og vil klappe ekstra kraftigt i hænderne, når aftalen efter planen skal vedtages ved akklamation i Marrakesh 10.–11. december.

Rigtignok handler et af de 23 mål om at minimere de grunde og strukturelle faktorer som tvinger folk til at forlade deres oprindelsesland, men her er det i hvert fald uforpligtende og luftig snak, og i det tilfælde, der står noget konkret, lades det åbent om det er disse lande selv der skal finansiere det. Hvad gælder omtale af den faktor, som er det aller mest væsentlige i denne sammenhæng, den alt for høje befolkningstilvækst i disse lande, glimrer denne med sit totale fravær.

Statscheferne i disse lande har så meget mere grund til at være glade, idet det ikke bare er de stater migranterne kommer fra, der slipper for byrderne i aftalen, det gælder også migranterne selv. Der er kun tale om deres rettigheder, intet om at de måske skulle tillægges nogen pligter. At disse rettigheder har en tilhørende pris, som må dækkes af nogen, er ikke noget tema. Vi ved hvem disse er: befolkningen i modtagerlandene. 

På regeringens netsider skrives:

«FNs migrationsplatform danner rammerne for videre udvikling af håndtering af migrationen på alle niveauer. Den samler principper, rettigheder og forpligtelser som følger af den eksisterende folkeret, blandt andet menneskerettighederne.»

Så «platformen» siger ikke noget nyt? Den sammenfatter bare hvad der allerede følger af folkeretten? Overhovedet ikke.

Aftalen skitserer 23 mål («objectives»), hvert af dem med en række underpunkter. Til sammen fylder dette intet mindre end 26 tekstsider. Jeg skal her begrænse mig til nogle af de punkter, der tydeligst har reelle – og kontroversielle – politiske konsekvenser for et land som Norge.

Det første mål handler om indsamling af data som grundlag for «evidence-based politics», og det skulle man måske ved første øjekast se som noget «alle kan være enige om». Mens noget af den dataopsamling, der lægges op til, selvsagt vil være til nytte for alle, handler det meste om at finde data som kan bidrage til det overordnede mål om at organisere migrationen, f.eks. punkt 17 d:

Collect, analyse and use data on the effects and benefits of migration, as well as the contributions of migrants and diasporas to sustainable development, with a view to inform the implementation of the 2030 Agenda for Sustainable Development and related strategies and programmes at the local, national, regional and global levels 

Dataindsamlingen skal altså vise migrantenes og diasporaenes fantastiske bidrag til en «bæredygtig udvikling». Der er ikke meget plads til synliggørelse af indvandringens reelle omkostninger i dette oplæg.

Del I

Øivind Østberg er norsk advokat der har arbejdet med indvandringsfeltet 

Kjøp Jean Raspails roman «De helliges leir» fra Document Forlag her.