Tyskland har spillet en ledende rolle i udformningen af Pagten om migranter og en tilsvarende om flygtninge. Det er ikke muligt at spore nogen uenighed mellem Merkel og Erna Solberg. De to mødtes i Berlin 18. oktober. 

Ifølge VG (lederplads 28.11) handler FNs Global Compact of Migration om et «luftigt og uforpligtende» dokument med intention om at fremme internationalt samarbejde mellem alle relevante aktører om migration, noget ingen – ifølge avisen – egentlig kan være uenig i. 

Det, som beskrives, er et dokument som i den engelske originalversion har titlen «Global compact for safe, orderly and regular migration.»

Ordet «compact» virker i denne sammenhæng fremmed for de fleste norske læsere, men ifølge forskellige opslagsværker er det synonymt med «covenant», som vi kender fra centrale juridiske tekster som FNs «International covenant for civil and political rights», altså det samme som konvention eller international aftale. Alene titlen fortæller dermed at det langt fra er noget uforpligtende. 

Compact betyder aftale – ikke platform

Men VGs lederskribent har nok forholdt sig til den norske regerings oversættelse, hvor den har valgt udtrykket «platform» både i overskriften og overalt ellers i teksten, hvor originalen bruger ordet «compact». I den franske og spanske version af dokumentet bruges henholdsvis ”pacte” og ”pacto”, som enhver bruger af disse sprog vil opfatte ensbetydende med «aftale», til og med en specielt højtidelig aftale, som den norske version af det latinske navneord: «pagt». Men det norske Udenrigsministerium har altså valgt et ord som giver helt andre associationer. Det er umuligt at opfatte dette som tilfældigt. Regeringen, med god hjælp af servile medier som VG, har jo lagt stor vægt på at sælge dette dokument til den norske offentlighed som en samling fromme intentioner uden forpligtende karakter. 

Et andet oversættelsesvalg er ikke mindre afslørende for hvordan regeringens spin-doktorer her har sejret over tolke-etikken. I den engelske original står der lige under overskriften følgende: «Intergovermentally negotiated and agreed outcome.»Hvordan har Udenrigsministeriet håndteret denne oversættelsesknude, med sin ubehageligt klare ordlyd? Ved slet og ret at udelade den. Denne tekstbid er blevet borte i den norske version.

For de, der læser så langt som til de sidste to kapitler af aftalens 35 tekstsider, fremkommer dokumentets forpligtende karakter med al tydelighed. På engelsk er en af overskrifterne «Implementation». Dette ord er for det norske folk blevet godt kendt som betegnelse for, hvordan vi forholder os til EU-direktiver: De gøres til en del af norsk ret. Den norske version bruger ordet «Gennemføring», hvilket må siges at være klart nok, om end med en noget større tvetydighed i sig. I punkt 40 og 41 hedder det:

1. 1.For the effective implementation of the Global Compact, we require concerted efforts at global, regional, national and local levels, including a coherent United Nations system.
2. 2.We commit to fulfil the objectives and commitments outlined in the Global Compact, in line with our vision and guiding principles, by taking effective steps at all levels to facilitate safe, orderly and regular migration at all stages. We will implement the Global Compact, within our own countries and at the regional and global levels, taking into account different national realities, capacities, and levels of development, and respecting national policies and priorities. 

Ordlyden i punkt 41 er krystalklar. Her påtager de undertegnende myndigheder sig forpligtelser på vegne af deres lande. Forpligtelserne gælder både målsætningerne såvel som de konkrete tiltag pagten indeholder. Der ligger ingen modificering af forpligtelsesniveauet i henvisningen til at forskellige nationale virkeligheder, kapaciteter, udviklingsniveauer osv. skal tages i betragtning. I særdeleshed ved vi, at argumenter for at være mindre end 100 % loyale mod vore «internationale forpligtelser» af denne type anses at have kun beskeden betydning for Norge – «verdens rigeste land». 

De sidste punkter i aftalen indeholder en række konkrete organisatoriske bestemmelser om gennemføring på FN-niveau, blandt andet skal International Office for Migration (IOM) udbygges til at have en betydelig rolle som sekretariat for et FN-netværk for migration. Der skitseres et oplæg for opfølgning og evaluering af «the progress made at local, national, regional and global levels in implementing the Global Compact.» FNs generalsekretær og diverse FN-organer tildeles roller og opgaver. 

Om de enkelte stater hedder det i punkt 53: 

“We encourage all Member States to develop, as soon as practicable, ambitious national responses for the implementation of the Global Compact, and to conduct regular and inclusive reviews of progress at the national level, such as through the voluntary elaboration and use of a national implementation plan.”

«Non-legally binding»– et fikenblad som ikke kan skjule realiteten

Hvad så med pagtens punkt 7 som forsikrer at «This Global Compact presents a non-legally binding, cooperative framework…»? Denne formulering kan selvsagt bruges som forsvar, hvis et land skulle blive stævnet for FNs Internationale domstol (ICJ) for brud på pagten. En domstol Norge har været stævnet for bare tre gange i historien. Der spørges vel, om ikke betydningen begrænser sig til det. I det totale internationale samarbejde spiller denne domstol ikke en stor rolle. I praksis er det ikke trussel om søgsmål for ICJ som motiverer Norge til at følge op på, hvad man anser at have forpligtet sig til overfor det internationale samfund. Dette er et dokument Norge har været med til at forhandle igennem, og hvor Norge, ifølge hvad regeringen pointerer på sin hjemmeside, har haft indflydelse på indholdet af flere konkrete punkter. Hvis Norge, ved landets regering, vælger at undertegne dette, så er det utænkeligt at man i næste omgang skulle lægge det til side og sige, at «vi er ikke juridisk forpligtet, så dette forholder vi os frit til.» Det er ikke sådan internationalt samarbejde fungerer, og i særdeleshed er det ikke sådan Norge forholder sig til aftaler indgået i FN-regi. 

En anden pointe er at de samme politisk/humanitære kredse, som i dag fremhæver aftalens ikke-bindende karakter, så snart den er undertegnet, vil vide at bruge den indenrigs, både i retslige og politiske sammenhænge som argument netop for hvad Norge er forpligtet til at gøre.

At kalde alt dette for «uforpligtende» er ren desinformation. 

Bedre er det ikke med karakteristikken «luftig», som læseren nok har gættet allerede. Men det er først når man går ind i aftalens konkrete bestemmelser, dvs. dens lange katalog af specifikke målsætninger og konkrete tiltag, at man fuldt ud kan forstå hvor omfattende forpligtelser den lægger på politikken for de enkelte lande. 

Del II kommer i morgen