Carpaccio The dead Christ supported by angels

1. SØNDAG i ADVENT “Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se din konge kommer til dig – retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel”

Sådan lød profeten Zakarias’ ord om den Messias, der skulle komme. Og Palmesøndag oprandt endelig den dag, hvor Israels folk så det ord gå i opfyldelse. Dér kom han, den nye davidskonge, som skulle befri dem fra det romerske herredømme og indføre Guds retfærdighed i landet. En ny tid var indvarslet, ny – og bedre. Og alle glædede sig og råbte Hosianna, og svingede med deres palmegrene for at hylde den nye konge, der kommer ridende, sagtmodig, på et æsel, på en æselhoppes føl, fuldstændig som det var forudsagt, at han ville. Hosianna, Davids søn!

Kun Jesus vidste, hvordan det ville ende, langfredag, med døden på et kors, forladt af alle og udsat for al mulig hån og spot. Og med opstandelsen påskemorgen, hvor den nye tid virkelig begyndte.

Palmesøndag, siger jeg, og det er på en måde Palmesøndag, det handler om her 1. søndag i advent. For der er det særlige ved dagens tekst fra Matthæus-evangeliet, at den er evangelietekst til to søndage i kirkeåret. Vi hører den i dag, første søndag i advent. Og vi hører den igen den dag, den egentlig beskriver: Palmesøndag.

Første søndag i Advent hører vi den som indledning til vores kirkeår, og som et løfte om, at Jesus indtog ikke blot skal være i Jerusalem; men at indtoget også skal være et indtog ind i os – at dette kirkeår skal bære evangeliets gode frugter, fordi Jesus har holdt sit indtog i os og i vores liv.

Indtoget 1. søndag i advent peger også frem mod fødslen af barnet i stalden julenat. Det er et forvarsel om, at nu begiver Gud sig med kød og blod ind i vores liv. Men indtoget i Jerusalem Palmesøndag er et andet indtog – selvom det er nøjagtigt den samme tekst, som vi hører i dag. Når vi her op til jul hører beretningen om, hvordan Jesus red ind i Jerusalem under folkets hyldestråb, så bliver vi fyldt af adventstidens forventning og glæde – snart er det jul. Snart kommer lyset til verden. Men når vi hører den samme beretning som optakt til påsken, så sætter teksten nogle helt andre tanker i gang.

Når jeg som barn hørte om Palmesøndag, så sad jeg med min bagklogskab om, hvad der skete få dage efter indtoget i Jerusalem – hvad der skete Langfredag, da folkets ’Hosianna’-råb var forstummet og det i stedet lød ’korsfæst ham’. Og i mit stille barnesind håbede jeg altid, at Jesus ville vende om og tage hjem til Galilæa og leve lykkeligt til sine dages ende. For jeg vidste jo at i Jerusalem ventede kors og død; ja selvfølgelig også opstandelse; men det blev ligesom overskygget af alt andet – af døden og lidelsen.

Jesu indtog er denne første adventssøndag virkelig et indtog i ordets bogstaveligste forstand – den Kristus, som vi har ventet på, kommer nu endelig, nu drager han ind til os, ind i vore hjerter. Men påskens indtog erfares mere som en udgang – som et farvel til Jesus. Da Jesus rider ind i Jerusalem, fornemmes det, som om Jesus rider ud af vores liv.

Adventstidens indtog er velkomsten: “Se din konge kommer til dig” – ja, også i år kommer han til dig. Påsketidens indtog er afskedens og fraværets indtog, for man ved, at de mennesker, der den ene dag hylder Jesus, den næste dag kræver ham henrettet, og man fyldes af en nagende tvivl: er man selv en af dem?

Adventstidens indtog fylder én med bønnen om, om Jesus også vil drage ind i mig. Påsketidens indtog fylder én med tvivlen om, om Jesus nu drager ud af mig, og ind mod kors og død og pine. Det er det selvsamme evangelium, der lyder. Ordene er de samme, men de rammer på to vidt forskellige måder. Indtoget forkynder ankomsten af Jesus i kød og blod. At Gud er blevet mennesker lig og er trådt frem som et menneske: som en af os. Dette virkelige, håndgribelige legeme bæres nu ind i Jerusalem, den hellige stad, af et æsel. Gud frembæres i kød og blod, og folket hylder ham. De hylder Jesus på æslet som en konge, som Davids søn.

Indtoget bringer et menneskeligt legeme med sig, og det er hvad enten indtoget nu finder sted til advent, ved kirkeårets begyndelse, eller ved påsketid. Indtoget bringer mennesket – Jesus Kristus – ind i byen. Indtoget ved advent peger frem mod en fødsel, mod Guds komme til verden. Indtoget Palmesøndag peger også frem mod en fødsel, mod en genfødsel: opstandelsen Påskemorgen. Det er dét, indtoget forkynder, både ved advent og ved påske: Guds komme til verden; først som et sårbart lille barn, og dernæst som det sårbare og skrøbelige menneske, der ydmyger sig og bliver lydig indtil døden, ja, døden på et kors, og dernæst genfødes Påskemorgen i opstandelsens morgengry.

Indtoget forkynder begge steder, at Gud tager magten i vores liv og i verden. Gud tager magten julenat, som det spæde barn, der gjorde en verden til forskel, og han stadfæster dén magt Påskemorgen, hvor døden sprænges, så vores tilværelse ikke er en dødens tilværelse, men en livets tilværelse i glæde og lys. Indtoget forkynder begge steder, at det handler om Gud – at det er Gud der er det afgørende i livet, og ikke om man kan vifte med palmeblade og råbe højest “hosianna”. Indtogets forkyndelse siger os, at det er Gud, der kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og et trækdyrs føl.

Det er Gud, der kommer til dig, som et menneske af kød og blod. Gud kommer til dig, både Palmesøndag og 1. søndag i advent – og alle andre dage – som mennesket Jesus af Nazaret, ham som Påskemorgen én gang for alle stadfæstede sin magt i opstandelsen og derved i overvindelsen af dødens magt. Hans indtog peger frem mod Langfredag, en dag, der er præget af følelsen af fravær. Både fraværet af den hyldende folkeskare, og disciplenes fravær, og endelig det totale Guds-fravær, som er den mørkeste død. Men selv dér – i den mørkeste død – måtte Jesus være, så han kunne gå forud, for at være der og tage imod os, når vi kommer der. Jesus holdt sit indtog i vores liv og i verden, og han blev ved med at være sin Far lydig, selv i den mørkeste nat og den dybeste anfægtelse. Og derfor viste den sagtmodige Herrens tjener sig at være stærk som en kæmpe. Det vil vi holde advent på! Amen.