Interessant kommentar på Facebook af Firoozeh Bazrafkan:

“Mandag aften blev eks-bandeleder, Nadim Yasar (også kendt som Nedim Yasar, red.), skudt i hovedet. Det skete, da han var på vej hjem fra reception for sin debutbog, Rødder, som netop handler om hans liv som kriminel. Siden er Facebook/aviserne nærmest flydt over med beskyldninger og motivspekulationer. Og det er ikke småting, der bliver læst ind i mordet på Nadim Yasar. Alt fra et angreb på ytringsfriheden og svigt fra myndigheder og samfund til et eller andet internt banderelateret om broderskab, loyalitet og ære.

Men det er at tillægge et usselt mord alt for meget. Det handler ikke om andet end gemen dødsvold opdyrket og fremelsket af en primitiv machokultur.

Machokulturen har intet problem med at få udstillet sin voldsdyrkelse. Tværtimod. Den lever af og på fortællingen om vold, som bygger den op og skaffer den privilegier gennem frygt. Popkulturen er fyldt med eksempler.

Det er heller ikke samfundet, der har svigtet. Hvis det er det danske samfund, der fremmedgør disse mennesker, hvorfor er det så kun drengene, der bliver kriminelle? Deres hijab-klædte søstre bliver jo tandteknikere og socialrådgivere.

Nej, fællesnævneren er, at flertallet af bandekriminelle er opdraget i en islamisk machokultur, hvor vold er et helt legitimt og anerkendt sprog i omgangen med sine medmennesker. Og man lærer som hankøn, at man skal kunne tåle det. Ellers er man et skvat. Ikke en rigtig mand.

For Nadim Yasar levede ikke kun på lånt tid, fordi nogen ville slå ham ihjel, men også fordi hans kultur modsatte sig. Han tog ikke sin alarmtelefon (overfaldsalarm, red.) med sig og havde takket nej til politibeskyttelse. Det er samme forstokkede maskulinitet, der gør, at mænd ikke kommer til lægen i tide, og som i sidste ende koster dem livet. Det er udelukkende destruktivt og dumt.

Bandemiljøet udnyttede Yasars uforsigtighed til at myrde sig til en plads i det broderskab, der er mere myte end ære.”