CCTV-kameraer i Beijing

De kinesiske myndigheder planlægger opsætningen af omkring 626 millioner overvågningskameraer i Kina inden år 2020. Kameraerne kommer blandt andet til at sende oplysninger til et nationalt “socialt kreditsystem“.

Når systemet er på plads om måske to år, vil det tildele enhver person i Kina et antal point, der konstant opdateres på baggrund af deres iagttagede opførsel. Fanger et af kameraerne for eksempel, at en person går over for rødt, vil det medføre færre point.

Selvom myndighederne kan håbe på at nedsætte antallet af tilfælde, hvor folk går over for rødt, ser de ud til at have langt mere dystre ambitioner, såsom at sikre sig, at folk efterlever kommunistpartiets politiske krav. Det ser kort sagt ud til, at styret har besluttet sig for at danne det, som Economist kalder for “verdens første digitale diktatur“.

Når først det sociale kreditsystem er blevet perfektioneret, vil det sikkert blive udvidet til udenlandske firmaer og personer.

Der er nu mere end ti nationale lister, og 30-40 forskellige steder har haft forsøg med systemer til beregning af social kreditværdighed. Nogle af systemerne har været helt forfejlede, mens andre, såsom systemet i Rongcheng i Shandong-provinsen, er blevet betragtet som vellykkede.

I Rongcheng-systemet begynder alle beboere med 1.000 point, og afhængigt af deres skiftende pointtal bliver de klassificeret fra A+++ til D. Systemet har påvirket folks opførsel: utroligt nok for Kina standser bilisterne for fodgængere i lyskryds.

Bilisterne standser ved fodgængerovergangene, fordi beboere i denne by har taget det sociale kreditsystem til sig, som Foreign Policy skriver. Nogle synes så godt om systemet, så de har oprettet små sociale kreditsystemer på skoler, hospitaler og i boligområder. Sociale kreditsystemer opfylder tydeligvis et behov for noget, som folk i andre samfund tager for givet.

Kan det, der virker i én by, bredes ud til hele Kina? Efterhånden som teknologiske fremskridt og databaser tilføjes, vil de små eksperimentelle programmer og nationale lister smelte sammen til et landsdækkende system. Styret er allerede begyndt at udrulle sit “Integrerede Fælles Operativsystem“, der samler data fra forskellige kilder, såsom kameraer, identifikationskontroller og “wifi opsporere”.

Hvordan vil slutproduktet komme til at se ud? “Der bliver ikke tale om en samlet platform, hvorfra man kan indtaste en persons identitet og få et enkelt trecifret pointtal, der bliver afgørende for vedkommendes liv”, siger Foreign Policy.

På trods af magasinets forsikringer er det netop den systemtype, som de kinesiske myndigheder giver udtryk for, at de vil have. De fortæller os trods alt, at initiativets formål er at “give den pålidelige person lov til at bevæge sig frit overalt under himlen, mens det bliver svært for den miskrediterede person at tage et enkelt skridt.”

Den beskrivelse er ingen overdrivelse. Myndighederne forhindrede journalisten Liu Hu i at tage et fly, fordi han havde et lavt pointtal. Ifølgetabloidavisen Global Times, der hører under kommunistpartiets People’s Daily, havde myndighederne ved udgangen af april 2018 forhindret enkeltpersoner i at tage 11,14 millioner flyafgange og 4,25 millioner rejser med højhastighedstog

Kinesiske myndigheder bruger listerne til mere end blot at bestemme over adgangen til fly og tog. “Jeg kan ikke købe bolig. Mit barn kan ikke gå på privatskole”, siger Liu. “Man har en følelse af konstant at blive kontrolleret af listen.”

Systemet konstrueres til at være adfærdskontrollerende ved at give det regerende kommunistparti mulighed for at tildele straffe og uddele belønninger. Systemet kan ende med at blive nådesløst.

Den tidligere vicedirektør for statsrådets forskningscenter Hou Yunchun udtalte i maj til et forum i Beijing, at det sociale kreditsystem bør forvaltes således, at “miskrediterede mennesker går fallit”. “Hvis vi ikke øger omkostningerne ved at blive miskrediteret, opmuntrer vi miskrediterede folk til at forblive der”, sagde Hou. “Det er ødelæggende for standarden.”

Det er ikke alle embedsmænd, der har en så hævngerrig holdning, men de deler tilsyneladende alle den samme antagelse, eftersom den moderate Zhi Zhenfeng fra Det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskab udtaler, at “miskrediterede mennesker fortjener at opleve juridiske konsekvenser”.

Præsident Xi Jinping, der er den endegyldige og måske eneste dommer i Kina, har gjort det klart, hvad han mener om muligheden for at få en ny chance. “En gang upålidelig, altid begrænset”, siger den kinesiske regent.

Hvad sker der med et land, hvor kun den lydige må gå ombord på fly eller belønnes for sine statstjenester med rabatter? Ingen ved det, for intet styre har hidtil haft mulighed for at vurdere alle konstant og kunne gennemtvinge sin vilje. Folkerepublikken har været mere omhyggelig end tidligere kinesiske regeringer med at have arkiver og klassificere borgerne, og computerkraft og kunstig intelligens giver nu de kinesiske myndigheder ekstraordinære muligheder.

Kina vil med stor sandsynlighed udvide det sociale kreditsystem, der har rødder i forsøg på at kontrollere hjemlige virksomheder, til også at gælde for udenlandske virksomheder. Vi må huske, at kinesiske ledere i år har angrebet den globale rejsebranche ved at tvinge hotelkæder og luftfartsselskaber til at betragte Taiwan som en del af Folkerepublikken Kina, så de har vist vilje til at intimidere og straffe. Når først det sociale kreditsystem er taget i brug, vil det kun være et lille skridt at inkludere ikke-kinesere i systemet og udvide Xis teknologidrevne totalitarisme til hele verden.

Den dominerende fortælling i verdens liberale demokratier er, at teknologien fremmer totalitarisme. Strenge regimer, der ikke begrænses af hensyn til privatlivets fred, er ganske rigtigt bedre til at samle, analysere og anvende data, der med hjælp af kunstig intelligens vil kunne give et forspring, når beslutninger skal træffes. En demokratisk regering vil kunne lave en liste med flyforbud, men den ville aldrig komme i nærheden af at indføre et socialt kreditsystem som Xi Jinpings.

De kinesiske myndigheder har længe været optaget af, hvad den tidligere præsident Jiang Zemin i 1995 kaldte “information, automatisering og efterretninger”, og de er kun lige begyndt. Det menes, når man tager de færdigheder, som de har samlet sig, i betragtning, at de vil kunne gøre ulydighed til en umulighed.

Teknologien kan endda gøre liberale demokratier og frie markeder “forældede”, skriver Yuval Noah Harari fra Jerusalems Hebræiske Universitet i Atlantic. “De totalitære regimers største handikap i det 20. århundrede – ønsket om at koncentrere al information og magt ét sted – kan blive deres afgørende fordel i det 21. århundrede”, skriver han.

Der er ingen tvivl om, at teknologien giver Kinas etpartistat magt til effektivt at undertrykke folk. Et vigtigt bevis for dette er naturligvis landets sociale kreditsystem.

Kinas kommunister vil dog muligvis gå for langt. Landets foreløbige erfaring med sociale kreditsystemer tyder på, at embedsmænd er deres egne værste fjender. Et tidligt forsøg på at opbygge et sådant system i Suining-amtet i Jiangsu-provinsen var en fiasko:

“Både beboere og statsmedier angreb systemet for dets tilsyneladende uretfærdige og tilfældige kriterier. En statsejet avis sammenlignede systemet med Japans certifikater til den ‘gode borger’ under landets krigstidsbesættelse af Kina.”

Rongcheng-systemet har været mere vellykket, da dets mål har været relativt beskedent.

Xi Jinping vil ikke være begrænset ligesom Rongchengs embedsmænd. Han mener øjensynlig, at partiet skal have fuldstændig kontrol over samfundet, og han skal have fuldstændig kontrol over partiet. Det er ret utænkeligt, at han ikke vil inkludere politiske kriterier i det nationale sociale kreditsystem, når det sammensættes. Kinesiske embedsmænd forsøger allerede at bruge kunstig intelligens til at forudsige opførsel, der er illoyal over for partiet.

Xi Jinping er ikke blot en autoritær leder, som det ofte siges. Han fører Kina tilbage til totalitarisme, idet han søger at få Mao-lignende kontrol over alle samfundsaspekter.

Spørgsmålet er nu, om det stadigt mere trodsige kinesiske folk vil acceptere præsident Xis altomfattende vision. Mange er i de seneste måneder gået i demonstration: lastbilchauffører strejker på grund af udgifter og gebyrer, krigsveteraner demonstrerer for pensioner, investorer blokerer regeringskontorer få at få penge tilbage fra svindlere, muslimer omringer moskeer for at standse deres ødelæggelse, forældre protesterer mod falske vacciner, for at nævne nogle eksempler. De kinesiske ledere mener tydeligvis, at de med deres sociale kreditsystem kan standse dem og andre udtryk for utilfredshed.

Lad os håbe, at Kinas befolkning ikke har mistet modet. Når man tager omfanget af det kommunistiske partis ambitioner i betragtning, har alle, hvad enten de er kinesere eller ej, en interesse i, at Kinas digitale totalitarisme ikke lykkes.

Gordon G. Chang er forfatter til bogen “The Coming Collapse of China” og er seniorforsker ved Gatestone Institute.

Kinas ‘digitale’ totalitære eksperiment
af Gordon G. Chang
1. November 2018
Oprindelig engelsk tekst: China’s ‘Digital’ Totalitarian Experiment
Oversat af Kirsten Valeur