Solen går ned over Capitol Hill og Jonathan Ernst er der og fanger øjeblikket. Ernst er blandt Reuters bedste fotografer. 

Der kom ingen blå bølge (blå er Demokraternes ”farve”. o.a.), men en grøn: Milliardæren Mikael Bloomberg alene postede 110 millioner dollar ind i kampen. Alligevel snakkede den kommende flertalsleder i Huset, Nancy Pelosi, i nat om “dark money”.

Pelosi er selv multimillionær. De “gamle” Demokrater fortsætter med at snakke ud fra et gammelt billede, hvor Republikanerne er ”corporate America” og Demokraterne forsvarer den lille mand. Det er den sne, som faldt for tyve år siden, og ingen tror længere på den. Men nogen bliver opsat af retorikken.

Det fungerer som grønt lys for den yngre garde af Demokrater, der ikke er bange for at tage ordet socialisme i deres mund. Som Tucker Carlson siger: Er det godt, at de unge vender sig mod socialisme? Lønningerne har stået stille, en college-uddannelse koster en formue. For første gang i amerikansk historie har den yngre generation dårligere fremtidsudsigter end forældrene.

Bernie Sanders var i det mindste ærlig. Hillary og Pelosi er BS – bullshit.

Men efter dem kommer radikale Demokrater som Kirsten Gillibrand, der blev valgt som senator fra New York. Hun vil nedlægge grænsepolitiet ICE. I praksis går dagens Demokratiske ledelse ind for åbne grænser. De byder den karavane, som bevæger sig op fra Mellemamerika, velkommen, vel vidende, at den betyder flere stemmer for dem.

Indvandringen forandrer landkortet: Stater, som tidligere var solide Republikanske, som Arizona og Texas er i dag ”toss-ups”, stater som kan falde begge veje. Det er noget nyt. Som Laura Ingraham siger: Det Amerika vi ser, er ikke det vi så for tyve år siden. Det forandres til det ukendelige.

Demokraterne hylder forandringen som en ny skanse, et nyt historisk niveau. Obama og Google-cheferne er enige om dette: De repræsenterer fremtiden, de hvide heterofile fortiden. Historien har nu taget to skridt tilbage, men det er bare et bump på vejen.

Her nærmer de liberale sig en marxistisk forståelse af historien: Et deterministisk syn. Kursen er bestemt og hvad, der udgør et fremskridt, har de en objektiv definition på. De er så skråsikre på deres egen forståelse, at de ikke har nogen betænkeligheder ved at hjælpe udviklingen med at få et sikkert greb: Hvad enten det er med manipulation af beregningsmodellerne eller brug af racismekortet.

Obama gjorde det stik modsatte af de forventninger, der var til ham: Han opdelte USA efter race ved at understrege, at forklaringen på sociale og politiske konflikter var racemæssige. Hvis du giver minoriteter anledning til at bruge hudfarve eller kultur som argument, vil de gøre det. Zlatan snakkede i går om at han var blevet diskrimineret i forhold til sin karriere.

Opdeling af mennesker i race giver betydelige point, idet de er baseret på medfødte karakteristika. En svensker kan ikke blive en muslim fra Balkan. Indfødte svenskere må derfor se sig skubbet til side. Når staten opbygger love og institutioner, der bevirker, at de med sådanne point går foran andre i køen, skaber man modsætninger i samfundet i stedet for bedre sammrnhæng.

Dette er helt efter bogen, hvis man ville bruge erfaringerne fra USA: såkaldt ”affirmative action” har haft nogle store omkostninger.

Nu har denne kvotering taget et nyt skridt: Minoriteterne er blevet større og flere. Det giver mange strenge at spille på for demagoger. De virkelige populister er ikke Trump, men de Demokrater, som lader deres spidskandidater trække racekortet. Stacey Abrams i Georgia og Andrew Gillam i Florida var skræmmende eksempler. De brugte race uhæmmet som argumentation. Abrahams ville forbyde automatvåben, samtidig med at Black Panthers poserede med netop sådanne våben på hendes vegne. De liberale medier gør deres til at sådanne selvmodsigelser ikke bliver fremhævet. Det forråder politikken.

Trump har ikke kun de liberale medier mod sig; også Hollywood og musikindustrien kaster sig ind i kampen imod ham.

Obama og Oprah Winfrey drev begge kampagne for Abrams og Gillham. Ingen anden præsident har som Obama forsøgt at ødelægge efterfølgerens muligheder. Ifølge Karl Rove må man helt tilbage til Herbert Hoover i trediverne for at finde magen til. Ingen liberale medier skriver om dette. De deltager i den samme krig.

Alligevel formåede de ikke at rejse en blå bølge.

Det lover godt for 2020.

Hvis man sætter hetzen mod Trump op mod resultatet af midtvejsvalget, er det en stor sejr. Trump forsvarer ”Middle America”, mens Demokraterne repræsenterer de rige og minoriteterne. Det billede vil blive tydeligere i 2020, nu da Trump “ejer” GOP.

Trump repræsenterer normaliteten og det, som må og skal gøres, hvis USA skal forblive et demokratisk, frit samfund. Han repræsenterer en tilbagevending til en konservativ, pragmatisk linje i amerikansk historie. At dette kaldes ekstremt fortæller noget om, hvor meget det liberale USA har bevæget sig væk fra det unikke ved Amerika. Visse ting må være på plads, hvis USA skal kunne lave et fællesskab ud af de mange. Obamas USA er et ideologisk fællesskab som udraderer og bekæmper USA’s historie. Det er ikke tilfældigt, at man er begyndt at nedrive og fjerne historiske monumenter.

Det er dybt uamerikansk.

Parallellen mellem USA og Vesteuropa er tydelig: Den politiske elite har forsøgt at skabe et nyt samfund, som både demografisk og værdimæssigt er anderledes end det, som var engang. Den indfødte befolkning er ved at opdage, at de vil miste deres historiske hævd på landet. I stedet er det nye grupper som løftes frem, selv om nogle af dem åbent tilkendegiver, at de ikke har planer om at overtage europæiske værdier.

Muslimer udgør en del af den Demokratiske koalition i USA, og to muslimer blev valgt ind i Kongressen. Men situationen er helt anderledes i Europa, hvor muslimernes andel vokser med rekordfart.

Eliten i Vesteuropa skælver for Donald Trump. De mærker, at han udgør en trussel. Trump er irriterende sikker på sig selv. Han siger nu, at han er en nationalist. Trump vil uden tvivl være et boost for den nationale bevægelse i Europa. Når vesteuropæerne sværter ham til, sværter de samtidig alle de europæere, som er enige med ham, til. Der vil blive flere.

Tilsværtningen vil ikke virke.

Pernille Vermund er ikke radikal. Hvis Danmark havde bevaret sin historiske kontinuitet, ville Vermunds program have passet ind i et moderne konservativt parti. Det er ikke Vermund, der er kørt af sporet. Det er dagens store koalition.

Bestill Douglas Murrays bok “Europas underlige død” fra Document Forlag her!