Murrays foredrag om bogen i Oslo Militære Samfund

Pakistan erobrer England. Marokko og Algeriet erobrer Frankrig. Tyrkiet erobrer Tyskland. Islam har erklæret Vesten krig, men det bliver fortiet, relativiseret, idylliseret, ignoreret og fordrejet af politikere, journalister, præster og universitetsansatte. De påstår hårdnakket, at “det har ikke noget med islam at gøre!” – jvf. “Vestens arabiske mareridt” i tidsskriftet Indsigt-Udsyn, september 2018, s. 10.

Igen og igen myrder islamiske revolutionære tilfældige ikke-muslimske personer med råbet: “Allah-u-Akbar”. Stillet for en dommer proklamerer arresterede mordere, at de udkæmper jihad på befaling af deres blodtørstige gud, mens juristerne prøver at korrigere, at det har de unge revolutionære helt misforstået.

Blandt islams magthavere har adskillige åbent forklaret, hvorledes nedkæmpelse af de urene, formørkede og dødsdømte “vantro” skal finde sted. Kanoner og bombefly er stort set ubrugelige for de revolutionære muslimer, og en generalstab efter europæisk model – som skildret af Clausewitz – kan ikke organiseres. I stedet benyttes trusler og ritualmord, begået af mindre grupper. Over den halve klode indoktrineres børn og unge i moskéer, friskoler og på internettet. De lærer foragt og had til Vesten. Den virkeligt effektive strategi har eksempelvis Houari Boumedienne og Muammar Ghadaffi forklaret. De var militærdiktatorer i henholdsvis Algeriet og Libyen, og deres opskrift er fødselsoverskud og invason af Europa. Det samme gælder for en strøm af unge mænd fra “subsahara” Afrika. Folkevandringen over Middelhavet viser det klart. Med assistance fra vestlige agenturer – deriblandt EU – strømmer arabere og afrikanere ind i de europæiske velfærdsstater.

Hvorfor har de europæiske regeringer ikke forlængst sat en stopper for den trafik og nedkæmpet de fjendtlige islamiske agenturer? Douglas Murrays seneste bog om “Europas undergang” (forlaget Ellekær) giver en grundig redegørelse for det katastrofale forræderi, politikere og overnationale bureaukrater har begået og stadig begår.

Murray stiller skarpt på immigrationspolitikkens perversitet: Multikultur, globalt ” ansvar” og mangfoldighed – “diversity”. Disse floskler er gennem tre årtier blevet paradigme for beslutningstagere i en stribe af europæiske nationalstater. Her kommer to udpluk:

I 2009 udkom forhenværende premierminister Tony Blairs memoirer, hvor han forklarer, at Labourregeringen gav grønt lys til en invasion af muslimer fra især Pakistan og Bangla Desh for “at tvære de konservatives næse i multikulturen”. Her var Barbara Roche minister for asyl og indvandring. Hun tillod enhver asylsøger at flytte til UK, uanset om der fandtes en begrundelse. At bremse tilstrømningen var “racistisk”, og alene det at omtale den blev stemplet som “racistisk”. Efter ti års indsats for fri adgang til en strøm af ikke-vestlige immigranter erklærede hun overfor pressen, at hun elskede mangfoldigheden i London. Den føltes “behagelig”.

Derimod var Tysklands kansler Angela Merkel en overgang betænkelig ved folkevandringen, der hovedsagelig bestod af muslimer. I 2010 holdt hun en tale, hvor hun erkendte, at Tyskland ikke formåede at integrere de tilstrømmede. I dette år ankom 48.589 asylansøgere, og hvad gjorde regeringen så ved det? Intet. I 2015 var tallet på ca. halvanden million. Invasionen fik kanslerinden til at erklære de berømte ord: Wir schaffen das!

Det gjorde de så ikke. Hybris efterfølges af nemesis, og Merkel vil ikke blive husket som en leder, der gavnede den tyske befolkning. Læs Murrays fremragende værk – og giv bogen videre som julegave til Folketingets medlemmer.

Bogen kan købes her