Hvis man sidder på en mørk parkeringsplads midt om natten og er tvunget til at vente, selv om krop og hoved er tunge, kan man vælge at indtage en tilbagelænet position og forsøge at få tiden til at gå. Eller man kan se en video af sidste MAGA-rally.

Donald Trump har en energi, som overføres til publikum. Det er derfor der var 18.000 på mødet i Texas og endda flere udenfor. Det er et fænomen vi ikke har set magen til.

Det samme kan vi sige om Jordan Peterson. Han har besøgt 85 byer på seks måneder, og det begynder at blive bemærket. Tirsdag var han i Oslo Koncerthus. Smækfuldt, 1.500 mennesker.

Det er interessant at se, at Peterson har så mange følgere i et land, hvor medierne ikke er sympatisk indstillet overfor ham. 

Det som slår mig er at disse mennesker, ligesom Trumps følgere, aldrig går tilbage, hvor de kom fra. Det er ikke en vækkelse i ideologisk forstand, som venstresiden praktiserede. Det var religion forklædt som politik.

Dette er noget andet og mainstream medierne, ideologiske som de er, mangler ord for det.

De, som var forsamlet i Oslo Koncerthus, var 1.500 meget forskellige mennesker. Mange var inde i Petersons tankeverden og kendte de udtryk, han bruger.

Dette er mennesker som er usynlige i den norske offentlighed. Medierne ignorerer dem. Men de bliver flere og flere.

Når medierne messer om højrepopulisme dummer de sig. Den eneste måde de kan redde sig i land på er at fokusere på et par håndfulde højreekstreme eller nazister som findes i ethvert land. Sidst racisterne ville demonstrere i Washington kunne de være i en bus, som Peterson udtrykte det.

Det siger noget om radikaliseringen af det liberale USA, at de heller ikke har kunnet acceptere eller forstå fænomenet Peterson. Det er det, som interesserer mig. Mennesker og institutioner som anser sig selv som eksponenter for det liberale samfund, klarer ikke at forstå en højt kvalificeret akademiker og original tænker, men afviser ham ved at stemple ham.

Det er som Trump siger, pøbelens fremgangsmåde. De kan ikke møde nogen med åbent visir, men bruger rå magt.

Petersons  bog ”12 rules for life”, bliver ikke opført på New York Times bestsellerliste. Forklaringen de giver, er at det er en canadisk bog. – Men I har andre bøger på listen, som er udgivet i Canada, svarer Peterson dem. – Vi har ingen pligt til at redegøre for vore metoder, svarer NY Times. – Jo, det har I. Dette handler om tal og hvordan I tæller, svarer Peterson. -Vi er the New York Times, vi kan gøre hvad vi vil, svarer avisen. -Nej, det kan I ikke, svarer Peterson med eftertryk. Underforstået: -Det får konsekvenser.

I hver eneste diskussion, hvor nogen forsøger sig med det samme kneb som New York Times: Bluff som viser sig at skjule rå magt, taber de.

De Liberale har udpeget nogle fjender: Trump og Peterson. Men i et digitaliseret samfund kan folk selv se om påstandene stemmer. Det er denne kamp de liberale medier og politikere taber. Igen og igen. Derfor er Peterson og Trump blevet fænomener.

Dette er efter mine og mange andres begreber en fornyelse af demokratiet. Det er et tegn på liv, ikke forfald.

Venstresiden og de venstreliberale kalder det højrepopulisme, et begreb som skal fremkalde associationer fra de mørkeste kapitler i vor historie. Det har virket en stund. Men er 20 procent af svenskerne eller tyskerne, eller 40 procent af italienerne virkelig på vej mod det yderste højre?

Norsk debat er præget af en fordummelse fordi de, som styrer den, har bygget en mental mur rundt om landet. Ingenting af det, som sker ude i verden gælder hos os: Hverken integrationsproblemerne eller højrepopulismen. Wir schaffen das!

Mødet i Oslo i går viste, at det ikke stemmer.

FrP har ikke forstået, at vinden vender. De tør ikke erklære sig pro Trump. Peterson aner de slet ikke hvem er.

Hvis Sylvi Listhaug skal lykkes, må hun stige på toget.

Det har allerede forladt stationen.

Hvis du kan lide Peterson vil du også kunne lide Grau:

Forhåndsbestill Alexander Graus “Hypermoral” fra Document Forlag her!