Hvor mange kender nogen som har problemer med at få en muslimsk skilsmisse? Hvor mange kender mænd med flere koner i Danmark? Hvor mange kender nogen som er blevet holdt tilbage i hjemlandet mod sin vilje? For hvert spørgsmål rækker 6-8 af de ca. 30 tilstedeværende muslimske kvinder hånden op når den danske udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) spørger dem.

Støjberg besøger disse muslimske kvinder i anledning af lanceringen af en ny rettighedskampagne, Ret til ligestilling. Vi skriver Danmark 2018, men den danske regering ser sig alligevel nødsaget til at lancere sin egen kampagne for kvinders rettigheder i et af klodens frieste, bedste og mest ligestillede lande. Et besøg på kampagnens hjemmeside afdækker at den sprogligt og visuelt ikke er rettet mod etniske danskere, idet den indledningsvist understreger at “Alle i Danmark har ret til ligestilling og til at bestemme over eget liv – uanset køn, etnisk baggrund og seksuel orientering.” Der er desværre næppe grund til at tro at en tilsvarende kampagne ikke skulle være nødvendig i Norge.

Det er den danske avis Berlingske Tidende som rapporterer fra mødet mellem vestlig frihedskultur og muslimske værdier og muslimsk “ligestilling”:

“Mange kvinder bliver boende med deres mand, fordi manden er forsørger, og fordi de er under pres fra familien. Kvinden tåler alt, indtil børnene bliver voksne, for manden truer også med, at hun mister børnene,” sagde en af de fremmødte kvinder.

Inger Støjberg afbryder næste kvinde i talerækken for at spørge:

“Er det et generelt problem, at mænd truer med, at man mister børnene?”

“Ja”, lyder svaret. En anden kvinde forklarer, at nogle mænd kun accepterer en muslimsk skilsmisse, på betingelse af at han får forældremyndigheden over børnene.

Når Støjbergs kollega, ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) spørger hvordan man får stoppet flerkoneri, foreslår en af kvinderne i forsamlingen at Statsforvaltningen skal samarbejde med en imam. Det afviser Inger Støjberg selvsagt blankt:

“Vi har én lovgivning i Danmark. Det er ikke sådan, at sharialoven gælder lidt.”

Eva Kjer Hansen spørger videre: “Hvorfor kan de islamiske regler blive ved med at gælde? Hvordan får vi det stoppet?” Flere kvinder svarer at imamerne ikke vil skille dem, dersom deres mand ikke også vil skilles. Igen må Støjberg understrege at kvinderne har akkurat de samme rettigheder som mænd: “Der er ét sæt regler, og kun ét, som gælder i Danmark.” En af kvinderne svarer:

“Med fuld respekt for, hvad du siger, minister. Men vi muslimer er troende, så vi skal have vores muslimske skilsmisse, før vi kan føle os frie.” En anden supplerer: “Du forstår ikke, hvordan vi har det.”

Inger Støjberg svarer: »Jo, jeg forstår godt, hvordan I har det. Men vi kan ikke indrette det danske samfund efter imamer.«

De muslimske kvinder i reportagen er anonymiserede. Dette skyldes delvis at de risikerer at blive sendt hjem, hvis de bliver skilt, fordi de er kommet til Danmark på familiesammenføring. Men nok så vigtigt er at det vil udgøre en trussel mod dem såfremt de står frem med navn og billede.

Det afviger fra Berlingskes normale praksis at bringe udtalelser fra anonymiserede kilder, men i dette tilfælde har hensynet til kvindernes sikkerhed og den offentlige interesse for deres udtalelser vejet tungere.

Så meget for islams ligestillingspraksis, altså. Er “norsk islam” stort anderledes?

Køb «Den islamske fascismen» af Hamed Abdel-Samad fra Document Forlag her.