Arnold Böcklin: De dødes ø

Den schweiziske maler Arnold Böcklin, der er omtrent jævnaldrende med Gustave Courbet. Hans mest kendte værk er Dødens ø, der kunne ligne coveret til en stilfuld gyser, men måske giver størst mindelser om Anders Behring Breivik på vej til Utøya. Uwe Max Jensen

Establishmentet i Norge og i særdeleshed venstrefløjen har tilladt sig at gøre noget med 22. juli som de aldrig ville være gået med til, hvis der havde været tale om islamisk terror: De har skilt handlingen fra tankerne bag, så de kan bruge handlingen præcis som de vil.

Hvis der havde været tale om islamisk terror, ville eliten have forsøgt at forklejne og afgrænse handlingen, som f.eks. tysk og fransk politi gør når de nu rutinemæssig stempler alle jihadister som sindssyge i gerningsøjeblikket.

Med højreorienteret terror forholder det sig modsat: Man laver en definition af tanker og holdninger bag terroren, der omfatter alle, der bevæger sig udenfor meningstyrraniet. I Danmark er det ikke så rigidt, men i Sverige er det hinsides al fornuft.

Norge er ikke kommet videre siden 22.juli-terroren, i modsætning til hvad eliten ellers siger om sig selv. Venstrefløjen kunne ikke modstå fristelsen til at bruge terroren politisk mod sine modstandere. Siden den er på tilbagegang, må venstrefløjen lave en fortælling der omfatter det hele.

Selv ikke en tidligere justitsminister er beskyttet, hvis hun vover at udfordre venstrefløjen. Det gjorde Sylvi Listhaug fra Fremskridtpartiet. Hun udfordrede Arbejderpartiet og beskyldte dem for at være mere optaget af IS-krigernes retssikkerhed end af det norske folks tryghed.

Baggrunden var at Ap ikke ville være med at gøre fratagelse af statsborgerskab til en administrativ afgørelse. Ap ville have fuld retsbehandling, noget der trækker tiden ud.

Det var den norske udgave af TV-avisen, der havde et indslag om behandlingen af forslaget i stortingskomiteen, med filmklip af IS-krigere.

Datoen er let at huske: 8. marts.

Dagen efter postede Listhaug det berømte opslag, hvori hun beskyldte Ap for at svigte befolkningen. Samme aften skulle der være premiere på filmen om Utøya, lavet af regissør Erik Poppe. En kommunikationsansvarlig i Ap mente, at det kunne give gevinst at koble de to ting sammen: Var Listhaugs holdning mon ikke et angreb på de overlevende?

Man behøver bare at plante sådan en idé på de sociale medier, så flammer de op.

Medierne og venstrefløjen satte gang i en heksejagt mod Listhaug, der endte med at hun måtte træde af som justitsminister.

Næste uge udkommer hun med bogen Tør der andre tier.

Den officielle version.

Afsløringen af at regeringens eget center om 22. juli sætter Listhaug i sammenhæng med nynazisme og Anders Behring Breivik, satte den i forlegenhed. Men næppe venstrefløjen.

De mener at Listhaug hører til i det selskab, sammen med Donald Trump.

Det opsigtsvækkende er at denne fremstilling sker mens en borgerlig regering er inde i sin anden periode.

Fronten går tværs gennem Fremskridtspartiet: På den ene siden evnen til at bevare den kritiske tanke.

Det, at tænke kritisk om islam eller muslimer, gør dig ikke samtidig til medskyldig i massemord, ikke til inspirator eller medløber.

Det er en gammel disciplin, venstrefløjen ved meget om. Det er venstrefløjen, der ved alt om at stemple mennesker som medløbere.

Nu anvender de denne viden mod deres modstandere.

Det sker under vægten af islam. Uden islams tilstedeværelse ville det aldrig være sket.

22. juli skal udvikles til at blive den store fortælling om demokratiet i Norge og dets fjender. Skoleklasser er dagligt på besøg. Der laves kurser for lærere og de tages bagefter med ud på Utøya.

Hvem vover at protestere og sige, at fremstillingen har ideologisk slagside og at den undergraver demokratiet?

I centeret får unge mennesker at vide, at en politiker, der var justitsminister så sent som for nogle måneder siden, hører hjemme ved siden af Nordisk Modstandsbevægelse. (En nordisk organisation med nynazistiske tendenser.)

Hvilke forudsætninger har unge mennesker for at forstå det de udsættes for?