Mottoet for demonstrationen i Berlin lørdag 13 .oktober var #unteilbar (udelelig) og denne enhed byggede på, hvad man var imod: “diskriminering, fattigdom, racisme, sexisme, at fratage nogen deres medbestemmelse og nationalisme”. Dvs. alle skal med. På dette niveau kan alle være for. Men hvad er de egentlig for?

Valget i Bayern var et jordskælv. Den kristelige-sociale union, CSU, mistede sin suveræne position. Det er det dårligste resultat i 60 år. Der sker store ændringer blandt vælgerne. CSU er for lidt handlekraftig i indvandringsspørgsmålet for nogle, og for opsætsig overfor CDU for andre. Et stort tema river partiet i spåner.

Det samme kan man sige om SPD, som blev halveret til under ti procent. Men SPD har længe været på vej ned. Socialisterne bliver over hele Vesteuropa identificeret med islam. Det er et uigendriveligt faktum, som deres politikere bekræfter igen og igen, i småt som i stort.

Angela Merkel har forsøgt at overtage temaet indvandring uden den stærke ideologiske ballast, men lider nu af regeringsslitage og det samme som CSU: Merkel magter ikke at skære igennem. Forsøg på nyorientering i spørgsmål om Europas grænser ender altid med, at hun falder ned på den samme side: Europas pligt, Europas ansvar. Solidariteten er med de andre.

Men folk efterlyser solidaritet med eget folk. Merkel har ikke været imødekommende på dette punkt, overser det, og stempler hellere  protesterne som hadefulde og højreekstreme. Alternativ for Tysklands succes burde have fortalt hende, at stempling ikke nytter. Vesteuropa er forbi det punkt, hvor man kan få folk til at skamme sig. Men Merkel tager det ikke ind.

Eliten i Vesteuropa bevæger sig til venstre, mens folket bevæger sig mod højre. Det skaber en stor kløft, en stadig større kløft, som politikerne og medierne kalder “polarisering”. Også det får folket skylden for, for det er det jo ikke politikerne og medierne, som polariserer!

Denne totale mangel på selvkritik og selverkendelse øger kløften endnu mere. Ingen ved, hvor dyb den egentlig er, for mange tier. Men at den ødelægger tilliden og sammenhængskraften i samfundet, synes utvivlsomt.

Det er den nye situation, vi står overfor: Det er ikke indfødte mod fremmede, læs: muslimer. Det er europæere mod europæere. Nordmænd mod nordmænd. Svenskere mod svenskere. Danskere mod danskere og tyskere mod tyskere.

Venstresiden mener, at den har det moralske overtag. Den har uddannelsen og behersker sproget og meningsindustrien.

Den gode vilje kan den vise på to områder: Venlighed overfor fremmede og jordens fremtid.

Venstresiden holder tysk fortid levende og bruger den som mobiliseringsargument og til intimidering.

At associere modstanderne med Det Tredje Rige giver en maksimal feelgood-oplevelse.

Det begyndte som massedemonstrationer i München af alle steder for nogle uger siden. Store demonstrationer på 50.000 mennesker mod forsøg på at bruge indvandring som politisk stridstema. Men hvad har de egentlig at sætte ind med overfor de massive problemer Tyskland kæmper med af kriminalitet, parallelsamfund og hundredetusinder, som har fået afslag, men som bliver på skatteydernes regning. I Berlin i lørdags stillede 250.000 op.

Det er hippie-kulturens Make Love not War og venstresidens revolutionsromantik, som har en sidste blomstring, før den dør. For denne bevægelse har på forhånd afskrevet løsninger, som nytter.

Det er det, som er bevægelsens politiske funktion: Den udsætter seriøs debat, til problemerne er vokset  endnu større og der må endnu mere radikale løsninger til. Undervejs er der blevet endnu færre politikere, som har nerver til at tage tørnen med at sige de ubehagelige ting.

Det fortalte Douglas Murray, da han var i Oslo: Han møder politikere på topniveau, som har kendskab til situationen og til, hvor ilde det står til . Men de kan ikke sige det offentligt, for så er de færdige. Hele systemet sætter politikken skakmat.

Flower-power-demonstrationerne skal blokere for “andre løsninger” – endnu mere af det samme.

Det et ritual, som venstresiden lærte i 1960’erne: Vi var imod amerikanernes bombning i Vietnam. Det fik os til at føle os gode og retfærdige. Men da vietnameserne flygtede i hundredetusindvis, sank det politiske budskab ikke ind. Flugten ødelagde vores selvbilleder.

Sådan er det også idag. Alle voldtægterne, terroren, slørene, halal, sharia, antallet af den sociale understøttelse kan ikke forstås i sin fulde udstrækning. Det ville ødelægge venstresidens selvbillede. Det er dem selv de i virkeligheden forsvarer, når de marcherer i hundredetusindvis i Berlin og München.

Medierne siger det selvsagt ikke. De er lige så imponerede som demonstranterne. De står i den samme feelgood-tradition. At det er noget egoistisk, selvcentreret, at det handler om at forsvare sit eget selvbillede, er en utænkelig tanke.

Men andre ser det. Det er noget virkelighedsfjernt og uægte over engagementet.

Men De Grønne har en slags forankring i virkeligheden, eller? Det mest opsigtsvækkende ved valget i Bayern er, at De Grønne kom tæt på 20 procent i en delstat, som historisk er kendt for at være meget konservativ. Det markerer et skifte. De Grønne tager AfDs pladser.

De Grønne overtager også socialisternes islamofili.

Situationen både i Tyskland og Sverige har noget til fælles: Det er en fastlåst situation. Det gamle partimønster er fragmenteret ret og slet, fordi det ikke længere opfanger de nye store temaer: Indvandring, nation, identitet, grænser, ydre og indre.

De Grønne har en stor sag, som de lægger under alle andre: Miljø, og ud fra den skal de også behandle indvandrere pænt.

Demokraterne i USA er ude på den samme galej, og endda mer aggressivt: De går ind for at nedlægge grænsekontrollen.

At et stort etableret parti med en lang historie kan lade de radikale tage over og lyder som en version af No Border-bevægelsen, er en chokerende erfaring, som norske vælgere ikke opfatter.

Hvis de skulle vinde frem, er det ude med USA. Det samme gælder for Tyskland og Sverige, hvis “godheden” vinder.

Bestill Douglas Murrays bok “Europas underlige død” fra Document Forlag her!