Emmanuel Macron med indenrigsminister Gerard Collomb ved en ceremoni til minde om dem, der blev dræbt i det jødiske supermarked Hypercacher for tre år siden, samtidig med massakren på redaktionen hos Charlie Hebdo. Dato: 27. januar 2018. ingres:
“Situationen er svært vanskelig, og udtrykket “Reconquering Republic” (“Tag Republikken tilbage “) er passende, fordi det er narkotikahandlere og radikale islamister, der har fortrængt republikken i de indre bydele af Marseille, Toulouse og Paris.”
Ordene kommer ikke fra en dystopisk, populistisk skribent, men fra Frankrigs nyligt afgåede indenrigsminister, Gérard Collomb. Han er ingen Hr. hvem-som-helst. I løbet af sine 18 måneder i embedet blev Collomb anerkendt for at gøre en god indsats, men til sidst blev den 71-årige slidt op af den enorme opgave: Jobbet som indenrigsminister er en af de mest udfordrende stillinger i den franske regering. Hans afskedssalut om at “tage republikken tilbage ” bør give hans efterfølger Christophe Castaner søvnløse nætter.
Collomb uddybede sin bekymring nærmere: Hvis ikke noget gøres i dag, så vil Frankrig stå overfor “enorme problemer” i morgen. I et af sine sidste interviews, med ugebladet L’Express, uddybede han så hvad disse problemer vil være. Spurgt om han delte frygten med chefen for Frankrigs efterretningstjeneste (svarende til MI5) om at en borgerkrig er en reel risiko, sagde Collomb:
“Der er altid den risiko … det er ikke en fantasi, selv om jeg ikke kan lide at bruge ordet ”borgerkrig”.
Det tragiske her er at det ikke er en ny advarsel. Frankrig blev advaret om, hvad Collomb beskriver som «ghettoïsation» allerede i 2002 med udgivelsen af bogen “Republikkens tabte territorier: antisemitisme, racisme og sexisme i skolen”. En af redaktørerne var Barbara Lefebvre som, i stedet for at blive anerkendt for sin ærlige efterforskning, blev brændemærket som islamofob for at vove at snakke om det unævnelige.
I et interview med Le Figaro tidligere denne måned (med den sigende overskrift “Collomb bryder tavsheden”), sammenlignede Lefebvre Collomb med en kaptajn, som forlader skibet da det nærmer sig revet. Men hendes stærkeste kritik var reserveret Emmanuel Macron. Præsidenten, sagde hun, “synes at være overvældet af virkeligheden, af opløsningstendenserne i Frankrig.”
Disse opløsningstendenser er ikke noget fantasifoster skabt af højresiden. To anerkendte journalister fra den venstreorienterede avis Le Monde udgav denne uge en bog som beskriver omfanget af islamiseringen af Seine-Saint-Denis, nord for Paris. Der organiseres nu fagforeninger efter religiøse overbevisninger, buschauffører nægter at give hånd til kvindelige kolleger, og skoleelever unddrager sig svømmeundervisning.
Og så er der den endemiske vold i Frankrig: de hyppige bagholdsangreb på nød- og beredskapstjenester, antisemittiske mord, de homofobiske overgreb, den seksuelle chikane – det sidste så omfattende at der i Seine-Saint-Denis er indført en ordning hvor kvinder kan bede buschaufføren om at stoppe så nært som praktisk mulig på deres hjemsted for at reducere risikoen for at de vil blive antastet og chikaneret på gaden.
Borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo, kan male fodgængerovergange i regnbuefarver med homofil stolthed og prale af at hendes by er et “tilflugtsområde som omfavner republikanske værdier af frihed, ligestilling og broderskab” så meget hun vil. Men hun, som præsident Macron, kender også den bitre sandhed.
Denne virkelighed blev udtrykt i et åbent brev til Macron af moren til Adrien Perez, som helt uprovokeret blev stukket til døde udenfor en natklub i Grenoble i juli. Moren beskylder præsidenten for at svigte sin pligt til at beskytte sit folk, og afsluttede brevet med at latterliggøre Frankrigs stolte slagord:
Frihed: Den forsvandt da staten viste sig ude af stand til at garantere enhver borgers sikkerhed.
Ligestilling: Den forsvandt, da staten godkendte, at en morderisk minoritet kunne udøve terror.
Broderskab: Det forsvandt, da staten tillod vold at styre de sociale og nære relationer.-
Barbara Lefebvre mener, at situationen i Frankrig nu er så dårlig at “the tipping point er nær, alle kan føle det kommer”.
Dette er hvad den nytiltrådte indenrigsminister Christophe Castaner må give sig i kast med i den første uge af sit nye job – for ikke at glemme den anden heftige sag i indboksen, mærket “indvandring”.
Spørgsmålet er: Vil Castaner se sandheden i øjnene? Eller vil han følge med på hvad Lefebvre beskriver som “den progressive utopi”, som hans chef Macron følger? Castaner er kendt som en Macron-loyalist, hvilket ikke lover godt, særlig i lyset af hvad præsidenten sagde i et tv-intervju for nylig:
“The world is fracturing, new disorders are appearing and Europe is tipping almost everywhere toward extremes and again is giving way to nationalism,” declared Macron. “Those who do not see what is going on around us are sleepwalking. Not me”
Intet land i Vesteuropa går så hurtigt og så dybt op i limingen som Frankrig, og nationalisterne er ikke de skyldige. Alligevel nægter præsidenten at se virkeligheden i øjnene.
Gerard Collomb har talt om at tage Republikken tilbage, men for øjeblikket fortsætter erobringen af Frankrig af dem, som ønsker sig en islamisk republik.
