Kommentar
Vi behøver lyset
J.M.W. Turner The Fifth Plague of Egypt
Dette er min pagt med dem,
når jeg tager deres synder bort.
I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.
Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«
Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne:
Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne?
Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet.
Der er ikke ret meget tvivl om hvad der menes med de to billedfortællinger vi hører her.
De handler kort fortalt, om Jesus af Nazareth, der kom for at frelse mennesker, men som blev afvist, anklaget for blasfemi og til sidst korsfæstet på en høj uden for Jerusalem.
Alt var ellers forberedt på forhånd. Der var sendt bud om, at han skulle komme, men budbringerne var blevet slået ihjel eller afvist.
Men den lille gruppe af mennesker, der kaldte sig kristne efter hans døds, det var deres tro, at han kom for at befri mennesker fra det mørke, der adskilte dem fra hinanden og fra Gud. Og de fortalte de videre til hinanden og til sidst skrev de det ned. De troede på, at han var kærlighedens sendebud, der var kommet til verden. De så, at han kom med fred, kærlighed og sandhed, for at give alt det til mennesker, men langt de fleste ville ikke bære frugt af den gave, der var blevet dem betroet.
Lysets søn var kommet til verden, men menneskene elskede mørket mere end lyset. De så det ikke. Ænsede det ikke, regnede det ikke for noget. Henviste det til en stald uden for byen. Hånede det. Ja, prøvede lige frem at fortrænge det og slukke det.
Så gik lysets søn, kærlighedens sendebud, ud til de der ville bære hans frugter. Hedningene. Kvinderne, luderne, børnene. De udstødte. Lejesoldaterne og skatteopkræverne.
Kristendommen kom nu til at slå rod i også hedenske verden, altså alt det uden for Israel – selvom den tog sin begyndelse i det lille folk i udkanten af Det mægtige romerske rige. Kristendommens centrum blev derfor hurtigt Rom frem for Jerusalem. Hurtigt nord frem for syd og vest frem for øst. Siden kom den også her op til det høje nord og blev givet til de der ville bære dens frugter.
Det har haft nogle fatale konsekvenser for det jødiske folk, at Guds søn udgik fra deres midte, for eftertiden har ofte og igen og igen afskyet, forfulgt dem og hånet dem for at have slået Guds søn ihjel. Jeg behøver ikke nævne eksemplerne. Der skal dog ikke være tvivl om at det er en stor fejl at se skævt til jøderne af den grund, det slår Paulus (der selv var jøde) jo fast i sit brev til en menighed i Rom: Jøderne er Guds udvalgte folk. De elskede. Og frelsen udgår fra jøderne. Ikke fra en fremmed planet eller et åndeligt fænomen, men fra dette konkrete folk. Og det skal vi som kristne altid huske.
Pointen med fortællingen i dag er ikke at udskamme jøder, nej pointen er, at det at bære Guds riges frugter ikke er begrænset til særlige grupper, eller et særligt folk. Indbydelsen kom først til folk i Israel – siden gik den ud til hele verden og gør det stadig. Kristendommen vokser eksplosivt i Kina hvor der efterhånden er op i mod 200 mill kristne. Guds rige gives til enhver, der vil bære dets frugter.
Men hvad er det så at bære Guds riges frugter? Jo det er egentlig ikke andet end at indrømme, at du ikke kan bære dem af dig selv. Du er nødt til at være forbundet med Gud for at kunne bære frugt.
Jesus siger det også sådan (og det skal vi høre om lidt, når vi skal døbe et lille barn), at vi skal blive som børn for at kunne modtage hans rige. Hvad mener han med det? Jo, se på et spædbarn. Det er 100 procent afhængigt af, at dets forældre vil tage sig af det, at de vil lære det at forstå sig selv, håndtere uforståelige følelsesudbrud, at de vil trøste det, når det føler smerte, frygt og utryghed og sult eller tørst. Spædbarnet befinder sig på den måde i et mørke, det ikke selv kan oplyse eller forstå. Et mørke det ikke selv kan overvinde.
Vi skal se, at det forholder sig på samme måde med os over for Gud. Vi kan ikke forstå os selv ved os selv. Vi kan ikke selv lyse mørket op. Vi behøver lyset, men vi kan ikke selv bringe lyset ind i vores liv. Vi kan ikke af os selv bære frugt. Så det vi skal gøre er at komme med vores tomme hænder til ham, der har livet og lyset, og lade ham fylde os med tro og håb og kærlighed, så vi kan bære frugt.
Spørgsmålet om Guds riges frugter handler salmen som vi lige sang også om. Den er skrevet i 1732 af salmedigteren H. A. Brorson, som senere blev biskop i Ribe. Han skrev den til sin elskede menighed, som han kaldte den dansk-talende menighed i Tønder, hvor han var præst inden han kom til Ribe. I salmen maler Brorson det smukkeste billede for os. Jesus er den dejligste pode, som blandt syndige mennesker groede. Rosen skyder op midt i en forvildet og øde verden fuld af tjørn og tidsel.
Jesus er altså som en rosenkvist, der forbindes med vildskud og tidsler – dvs os mennesker og på den måde kommer til at spire frem hos os. Rosen, ved vi, ser så sart og fin ud. Ja den er den fineste af alle blomster. Den er blomsternes konge. Men den er i virkeligheden hårdfør. Det kan ske, at den blomstrer i november og den kan klippes helt ned til jorden og alligevel vil den skyde igen. Ja, jo mere man klipper den, jo mere kraft.
Sådan er den et rigtig godt billede på den korsfæstede konge, der blev pint ihjel, men som opstod på tredjedagen.
Om lidt vil han, den korsfæstede og opstandne, den levende Guds søn, forbinde sig med et lille barn og hvor Guds søn spirer frem, der fortrænges de rivende torne, på barnets vej. Ikke sådan, at der ikke vil være mørke, tidsler og torne, for det er der i ethvert menneskeliv. Også det menneske der er forbundet med rosen vil opleve livet som en skrøbelig størrelse, hvor torne kan rive og nage og hvor det føles som om hjertet vil dåne og briste, men nu er der dog et holdepunkt: Rosen. Den vil barnet aldrig miste.
Et andet billede bruges der om Jesus. Han er som en vældig sten, der sættes midt iblandt os. Stenen, ved vi, den er fra gammel tid hellig. Den er et oldgammelt billede på Gud. Det kan vi også se i vores forfædres monumenter: Runestenene, gravhøjene og langdysserne, som er skabt af vældige sten. Stenene går igen i de romanske kirkehuses materiale. Og det giver god mening for der lå nemlig en symbolik i stenen som folk i forvejen kunne forstå. Stenen udstråler en rolighed og en styrke – en kraft fra en højere verdensorden.
Nogle vil falde over den – stenen – det vil sige de vil forarges over den eller være ligeglade med den. Ja det har også været dette gamle stenhus og dets herres skæbne.
Men huset står her nu alligevel stadig og der døbes stadig børn til at tilhøre husets herre, han som kaldes hovedhjørnestenen. Sådan har det været i nu 1000 år her i vores lille land. I 1000 år har kirken stået her og spredt sin velsignelse ud over marker og enge. Et lyst land midt i dødsnaturen. Knejsende som en skydende rose midt i en verden af rivende torne. Fra den skrøbelige blomst strømmer kraft til os alle. Fra Rosen har nemlig vi åndens frugt, som er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, mildhed, besindighed, godhed og trofasthed. Amen
(Det meste af afsnittet om Brorson skylder jeg Bente og Torben Brammings bog, Brorson – sjælens digter)
Nana Hauge er sognepræst i Hårslev-Padesø pastorat
