Migranter sidder i en politibus, efter at 120 migranter blev reddet og bragt til den maltesiske marines base Haywharf i Marsamexett-havnen i Valletta 7. oktober 2018. Foto: Darrin Zammit/Reuters/Scanpix

“Der findes 500 millioner vesteuropæere, og på den anden side af Middelhavet bor der 1,3 milliarder afrikanere. Allerede i 2050 vil der findes 2,5 milliarder afrikanere. Og de vil være unge; to tredjedele af dem vil være under tredive år. Derimod kommer vesteuropæerne til at være vældig gamle, og reduceret til 450 millioner. Disse tal fortæller om et massivt flygtningepres.”

Det siger Stephen Smith i et interview med Die Zeit, gengivet på norsk i Morgenbladet. Smith underviser i afrika-studier ved Duke-universitetet i Nord-Carolina, og er bogaktuel med Nach Europa! Das junge Afrika auf dem Weg zum alten Kontinent (“Mod Europa! Det unge Afrika på vej til det gamle kontinent”). I Frankrig har hans bog fået titlen La ruée vers l’Europe, “Stormen mot Europa”.

Smith hævder, at Europa må regne med 150 til 200 millioner nye indbyggere med afrikansk indvandrerbaggrund i løbet af de næste 30 år. Spørgsmålet, som da presser sig frem, er, om den europæiske flygtninge- og migrantpolitik er blind overfor fremtiden?

Den tyske politik handler indenfor en svært begrænset tidsramme. I kølvandet på flygtningekrisen i 2015 slider den fortsat med at finde en løsning med hensyn til asylsøgere, som skubbes frem og tilbage mellem de europæiske lande. Tyskland har store problemer med at tage sig af de indvandrere, som allerede er her, i Frankrig ser det ikke stort anderledes ud. Og overalt i Europa er det de populistiske politikere, som vinder på det. Ingen interesserer sig for det, vi har i vente.

Smith er amerikaner og overrasket over, i hvor høj grad særlig vesteuropæerne ignorerer den demografiske udvikling. 40 procent af alle afrikanere er under 15 år gamle. Han peger på, at det traditionelle Afrika er gået til grunde, værdierne og normerne fra fortiden betyder ikke længere noget for de unge. Deres idealer kommer udefra, via parabolantenner og internet. Den opadstræbende middelklasse, i dag omkring 150 millioner afrikanere, fire gange så mange om 30 år, kommer til at gøre det, som andre rundt om i verden har gjort i sammenlignelige situationer: De kommer til at udvandre.

Smith trækker en parallel til udvandringen af de ca. 60 millioner europæere, der udvandrede til USA, da den økonomiske udvikling ikke længere kunne holde trit med befolkningstilvæksten i 1800-tallet.

ZEIT: Og i dag flygter menneskene fra elendigheden i Afrika.

Smith: Det er netop det, de ikke gør. Det er kun de bedrestillede, som vover at begive sig ud på rejsen til Europa. De er de modigste i en stor afrikansk vandring. Vandringen begynder i landsbyerne og fortsætter til den nærmeste by, derfra videre til hovedstaden og så til nærmeste metropol og først derefter til Europa. Forestil dig en fontæne af flygtninge.

ZEIT: Du fornægter altså det afrikanske kaos?

Smith: Overhovedet ikke. Jeg har bare forstået den vigtigste årsag til det. Stillet overfor en befolkningseksplosion som denne, ville selv den ærligste og redeligste afrikanske regering ikke kunne klare at bygge så mange veje, skoler og sygehuse, som befolkningsvæksten kræver. At skabe balance i det postkoloniale Afrika er en uløselig opgave. Som journalist har jeg skildret problemerne med korruption, vanstyre og autoritarisme. […]

Allerede i 1960 var 60 millioner migranter i bevægelse indenfor Afrikas grænser, og kun 20 millioner udenfor kontinentet. I dag har 140 millioner afrikanere forladt verdensdelen, mens antallet af migranter indenfor Afrikas grænser aftager. Og migrantpresset vil først begynde at aftage igen om to, tre generationer, selv om alle afrikanere begyndte at bruge præventionsmidler i dag, hævder Smith.

Smith sætter fingeren på et stort problem i dagens politik og ikke mindst i nyhedsformidlingen fra Middelhavet:

ZEIT: Hvorfor er der ingen, som regner med millioner af nye afrikanske indvandrere hos os?

Smith: En af årsagerne er det Hannah Arendt kalder medlidenhedens politik. Den tilslører vort syn. Da mere end én million mennesker rejste over Middelhavet på vej til Europa i 2015, druknede 3771 af dem. Altså 0,37 procent. Den dag i dag er det fortsat de døde i Middelhavet, som dominerer flygtningedebatten. Men set med afrikanske øjne er faren slet ikke så overhængende. Risikoen i den afrikanske hverdag er langt større. Det er ærgerligt, at man i Europa ikke kan lave fornufts- og faktabaserede reportager, men straks må spille på følelser.

Han mener også, at det er legitimt at afvise migranter:

ZEIT: Tager du til orde for en europæisk fæstning?

Smith: Flyktninge kommer altid med legitime interesser, og vi kan afvise dem lige så legitimt. Havde jeg været afrikaner og så, at der i løbet af min levetid ikke ville opstå forhold, som ville åbne for at give mine børn del i verdens fremskridt, så ville jeg også være udvandret. Havde jeg derimod været europæer og var vidne til, at alt forandrede sig så hurtigt, at jeg ikke længere følte mig hjemme, ville jeg have ønsket at afgøre, hvem der får lov til at komme til Europa.

Smith er ikke specielt optimistisk på de europæiske regeringers vegne. Han fornemmer en panik, som ingen vil vedkende sig. Specielt gælder dette blandt teknokraterne, som skal udtænke løsninger, men ikke kommer på nogen.

ZEIT: Men forbundskansler Angela Merkel kan ikke komme med samme bortforklaring?

Smith: I juli 2015 sagde Merkel til en flygtningepige fra Palæstina, at politik er vanskelig, og at hun ikke kunne gøre noget for at forhindre, at hun blev sendt ud af landet. I september 2015 ændrede hun holdning og indførte en emotionel og opportunistisk politik.

ZEIT: Var flygtningene i 2015 bare en lille forsmag på det, som kommer?

Smith: Ja. Derfor mener jeg, at vi ikke kommer til at klare det her, hvis vi fortsætter, som vi har gjort hidtil. Merkels «Wir schaffen das!» (det klarer vi) havde sit udspring i en altfor begrænset forståelse af problemet, og skabte en stor illusion.

Hvorvidt det er Smith, Die Zeit, Morgenbladet eller oversætteren, som altovervejende benytter ordet “flygtning” om denne “storm mod Europa”, er uvist. Imidlertid er det for længst bevist, at der i det store og hele er tale om økonomiske migranter, og ikke flygtninge i ordets rette forstand, som ønsker at komme til  Europa.

Selv en fanatisk globalist og indvandringsliberalist som EU-kommissionens vicepræsident Frans Timmermans erkendte for mere end to år siden, at flertallet af de, som kom på den tid, var økonomiske migranter. Hans forsigtige estimat lød på 60 %. Men i 2016 var det noget under 3 % af asylsøgerne i Italien, som blev anerkendt som flygtninge. Situationen er næppe mere flyktningepræget i dag.

Støtt Document