I dag fejres 75-årsdagen for redningen af danske jøder ved en mindehøjtidelighed i Gilleleje, blandt andet med deltagelse af den danske statsminister og den israelske præsident, og det er ganske givet sidstnævntes deltagelse, der gør det nødvendigt at lukke Gilleleje by.

I den henseende kan man passende citere den socialdemokratiske statsminister Thorvald Staunings tale i Studenterforeningen, 8. marts 1941 – to år og syv måneder før danske fiskere sejlede jøder til Sverige. Stauning ville have tilpasning til det nye Europa, være en del af ‘den tyske planøkonomi’, og undsagde samtidig ‘det liberalistiske Samfund’ baseret på ‘Egoismen’. Han krævede derfor ‘Ro og Orden’, selvom ‘fremmede Tropper har besat Landet’. Fra Danmarkshistorien.dk – Thorvald Staunings (S) tale i Studenterforeningen 8. marts 1941.

“Forskellige Staters Ophævelse igennem svundne Aar og Udviklingen nu under Krigen viser, at Tyskland indtager Pladsen som den centrale Magt, og den vil ogsaa angive visse Hovedlinier baade af kulturel og økonomisk Art i Fremtiden. …

Det er mit Indtryk, at Tyskland har visse Planer, der ikke blot sigter efter øje­blikkelig Nyordning, men efter en blivende europæisk Nyordning, der skal være raa­dende ud i Fremtiden. Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betyde­lige Fordele fremfor den Planløshed, som har været raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget Grad bygger paa Egoismen – altsaa Erhvervs- og Samfundsegoisme.

Den tyske Planøkonomi kan tænkes praktiseret igennem Overenskomster mellem de enkelte Lande og Tyskland, rimeligvis langtrækkende Overenskomster, som bestem­mer, at man aftager tyske Raastoffer og Industriprodukter imod til Gengæld at levere Landbrugsprodukter og andre Varer, som det bliver muligt for enkelte Lande at producere. Der tænkes sikkert paa en Arbejdsdeling i Europa, og for saa vidt den bliver fornuftig og hensynsfuld, er der ikke deri Anledning til Indsigelser. …

I denne Planøkonomi vil man sikkert kræve gennemført en moderne Produktions­ordning baade i Tyskland og de samarbejdende Lande, ligesom en Ensartethed med Hensyn til Prisniveau og Valutaforhold vil blive tilstræbt, og en fælles Kreditgivning imellem Landene vil sikkert ogsaa blive etableret. Naturligvis kan en saadan Udvikling nødvendiggøre Ændringer i de tilvante Forhold, men det kan ikke være afgørende, og jeg ser det i hvert Fald som Opgaver, vi stilles over for, og som skal løses.

Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den Tilpasning, jeg her har antydet, naar Tiden dertil er inde, og den vil ikke være saa afskrækkende, som nogle maaske vil synes.

Det er usundt og uklogt at vende sig imod en Udvikling, som Tid og Forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af Tidens politiske Opgaver. …

Og saa er der endnu eet at bemærke. Det gælder om at bevare Ro og Orden i Landet, naar fremmede Tropper har besat Landet. Det kan medføre særdeles alvorlige og ubehagelige Følger, hvis alvorlige Forstyrrelser af Ro og Orden finder Sted.”