Brett Kavanaugh i 1996 da han arbejdede for specialefterforsker Kenneth Starr (foran). Kavanaugh lærte, hvad magt er. 

Da Demokraterne gik løs på Brett Kavanaugh, lagde de sig ud med The Establishment. Der findes uskrevne love i Washington. Du forsøger ikke at karaktermyrde en af deres gulddrenge. Kavanaugh var ikke først og fremmest Trumps mand, han var Bush-dynastiets og de kastede sig ind i kampen for ham.

Både George H.W. Bush og junior drev lobbyvirksomhed for Kavanaugh. Kavanaugh var sekretær for staben i Det Hvide Hus. Han var den, som skulle sammenfatte forskellige opfattelser og præsentere dem for præsidenten. De vidste, hva han var god for. De vidste, at han var så dygtig, også som jurist, at få kan måle sig med ham.

Kavanaugh er af good breed, han har arbejdet hårdt. The Establishment kan ikke tillade, at en sådan duks bliver slæbt gennem sølet. Demokraterne viste ingen tilbageholdenhed. At fremtromme kvinder, som anklager en mand som ham for at have organiseret gruppevoldtægter, er at fornærme en hel klasse. At Demokraterne er sunket ned på niveau med pornostjerneadvokater er så lavt, at The Establishment bakker.

Spørsmålet er ikke, hvas der er sket med Trump, men hvad der er sket med Demokraterne.

Bildet af Kavanaugh må justeres noget. Han kan godt have været jomfru til langt op i tyverne og arbejdet hårdt, men han er ingen helgen. Kavanaugh kender magtens pris. Det er ikke til at komme udenom, når man følger præsidenten verden rundt og kender hemmelighederne.

Du får ikke en sådant job, hvis præsidenten ikke kan regne med, at du kan træffe vanskelige valg, når situationen kræver det.

En, som oplevede denne side af Kavanaugh er Telegraphs meget specielle kommentator, Ambrose Evans Pritchard. Han havde et sammenstød med Kavanaugh i 1990’erne, som han sent glemmer. Kavanaugh var den gang en af operatørerne hos specialefterforsker Kenneth Starr, som granskede Clintons.

Ambrose åbner med at sige, at den side, han så af Kavanaugh, viste, at han er uskikket til at sidde i Højesteret. Det er et fjollet statement. Der sidder ikke dydsmønstre i Højesteret. Det er mennesker af kød og blod, som træffer vanskelige valg. Nogle gange lander de på afgørelser, som tramper på retfærdigheden, måske ikke som dommere, men som operatører i det politiske landskab.

Centralt står Vince Foster, tidligere advokatpartner med Hillary Clinton og medarbejder i Bill Clintons Hvide Hus. Foster blev fundet død og dødsfaldet er omgivet af mystik.

Evans opdagede, at et førstehåndsvidne, Patrick Knowlton, ikke var blevet afhørt af Starr.  Evans opsporede ham og Knowlton kunne fortælle, at Foster havde hatt et stort sår i nakken, at han m.a.o blev dræbt. Men i politiforhøret stod det ikke noget om det. FBI havde skrevet det, de ville have ham til at sige: At der ikke var tegn på vold.

Dette var eksplosivt stof. FBI ville kunne gøre Knowltons tilværelse uudholdelig.

He agreed to go public and accused the FBI of falsifying his witness statement. This was to court trouble.

Key witness Patrick Knowlton

As soon as the print edition of the Telegraph reached Washington, the Starr investigation issued a subpoena calling Mr Knowlton to the grand jury. He was to face questioning by Brett Kavanaugh.

Knowlton blev forfulgt af et kobbel agenter, åbenbart for at intimidere ham. Hans telefon blev afbrudt. Da han endelig stod overfor storjuryen og Kavanaugh skulle afhøre ham, var det ikke Vincent Foster, som blev temaet, men Knowltons karakter.

Med tanke på det, han selv er blevet udsat for, er det interessant at høre Evans sige, at Kavanaugh begik karaktermord.

When Mr Knowlton appeared at the grand jury – thinking he was doing his civic duty – he says he was subjected to two and a half hours of character assassination by Mr Kavanaugh. There was little attempt to find out what he knew about the Foster death scene.

Could it be that the witness was distraught and imagined much of this? Possibly. But Mr Knowlton and his lawyer later filed a federal lawsuit against FBI agents he claimed were working for Brett Kavanaugh, alleging witness tampering and a conspiracy to violate his civil rights. This eventually reached the US District Court in Washington DC. The quixotic case was impossible to prove. Yet it was the action of a man who clearly felt wronged. To this day he blames Mr Kavanaugh personally.

Der findes hemmeligheder i Washington, som ikke skal frem i lyset, og man går langt for at beskytte dem. Vincent Fosters skæbne er en sådan hemmelighed. Det var en anklager, Miguel Rodriquez, som først havde ansvaret for efterforskningen og som måtte kaste håndklædet i ringen. FBI tillod ham ikke at forfølge de tråde, som han fandt mest lovende.

His resignation letter– later leaked – said he was prevented from pursuing investigative leads, that FBI witness statements did not reflect what witnesses had said, that the suicide verdict was premature, and that his grand jury probe was shut down just as he was beginning to uncover evidence. An informed source told me his work had been sabotaged by his own FBI agents.

Kavanaugh var klar over drabsmistankerne. En drabsefterforskning ville have fået store konsekvenser for Clintons præsidentperiode, som allerede var ude i tovene.

Mr Kavanaugh’s reaction to the findings of his colleague can be found in the stash of released documents from the Starr inquiry. One says in his hand-written notes: “startling discovery”, “blew up portions of photo – trauma to the neck on rt side”, “appears to be bullet hole”.

He was presented with a long analysis by Rodriguez that ripped apart the earlier Fiske report and called for an open homicide investigation. This had huge implications for the Clinton presidency and caused an internal crisis in the Starr office. A decision was made to shut down that part of probe. Miquel Rodriguez said he was “forced out”. It was the end of the only genuine probe of the Foster death – conducted under oath – that had ever occurred.

Det var Kenneth Starr, der traf valget om ikke at forfølge drabssporet. Kavanaugh måtte bestemme sig for, om han skulle forfølge sandheden eller karrieren. Havde han gjort som Rodriquez, var han aldrig  blevet sekretær for George W. Bush.

Den pris var Kavanaugh ikke villig til at betale.

Mr Kavanaugh faced a choice. He chose to go with the establishment rather than stick up for his colleague. This proved good for his career. He took over the grand jury, by then a legacy showpiece. His treatment of my witness revealed his colours.

Men hvad forventer Ambrose Evans Pritchard sig? Tror han, at folk er villige til at kaste sig foran bussen? Systemet fungerer ikke på den måde.

Kavanaugh aflagde en loyalitetsprøve. Han beviste, at han var til at stole på.

En Demokrat som Dianne Feinstein kan dette spil. Hun har været leder af efterretningskomiteen og ved, at også USA lever i en uperfekt verden.

For folk på indersiden i Washington er dette en selvfølge. Du slipper aldrig ind igen i disse cirkler, hvis du viser, at du forbeholder dig retten til at overprøve en beslutning om at lægge låg på en sensitiv sag.

Kavanaugh var dengang en mand på vej opad.

Hvad han i dag vil sige om en tilsvarende situation, ved vi ikke.

Men at Washington er sted, hvor mange af den slags hunde er begravet, er noget alle er klar over.

At Demokraterne gik løs på en sådan mand, som har bevist sin dygtighed og pålidelighed, var det samme som at angribe systemet.

Det gør man ikke ustraffet.

Kongressen ønsker ikke en tilstand, hvor en dygtig karrierebevidst person kan ødelægges af historier, som er 36 år gamle.

My sinister battle with Brett Kavanaugh over the truth