»For mange, mange år siden var Kim Larsen min lærer. Jeg havde ham i religion, og det var stort set det eneste, vi aldrig beskæftigede os med i hans timer. Vi unger elskede ham, men skolens viceinspektør, frøken Herzung hed hun vist, var ikke glad for ham – og da slet ikke den morgen, han dukkede op uden den slidte lædertaske.«

»Lærer Larsen forklarede frøken Herzung, at han havde parkeret sin cykel ude foran en bæverding (ja, det var det ord, han brugte) på Christianshavn og havde glemt at tage tasken med bøgerne med ind. Og tasken var væk, da han kom ud igen. Frøken Herzung vrissede, at han selv kom til at betale for bøgerne, hvorefter hun skred ud af klassen. Larsen trak på skuldrene, hev guitaren frem og råbte:
»Hva’ så unger, ska’ vi synge en sang?««

Trine Villemann, journalist og forfatter i Berlingske