Yayha Hassan er igen kommet på kant med loven og skal møde i retten for flere forhold, bl.a. trusler på livet og kørsel i påvirket tilstand.
Ifølge Ritzaus oplysninger er 23-årige Hassan af anklagemyndigheden blandt andet tiltalt for trusler og kørsel i påvirket tilstand.
Det bekræfter hans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen.
»Jeg kan bekræfte, at jeg møder som forsvarer for Yahya Hassan i retten«, siger han.
Michael Juul Eriksen ønsker ikke at udtale sig yderligere om, hvad Hassan er blevet tiltalt for.
Hassan opførte sig truende overfor en kvindelig gæst på Hotel Royal i Aarhus
I maj i år oplyste politiet, at man var blevet kaldt ud til Hotel Royal midt i Aarhus, fordi en mand havde truet både gæster og ansatte.
En kvindelig gæst forklarede politiet, at hun var blevet vækket af Yahya Hassan.
Han havde banket på hendes dør og truet hende på livet. I hotellets reception besluttede betjente at anholde ham.
Yayha Hassan er tidligere idømt et år og ni måneders fængsel for at have skudt og såret en anden person i benet.