Stefan Zweig der skrev Verden af i går. Zweig begik selvmord i Brasil efter at have flygtet fra nazisterne.

Når en herskende klasse er ved at gå i graven bliver den reaktionær. At den fortsat ser på sig selv som progressiv forhindrer ikke, at den er tilbageskuende og mister grebet.

Forholdet til Donald Trump er blevet en målestok på om man evner at omstille sig og se tingene med nye øjne.

Berlingeren klarer det ikke. Lederskribenten skubber anstændigheden foran sig.

Donald Trumps stædighed har ført USA hinsides enhver form for humanitær tankegang, når det gælder behandlingen af børn på grænsen til Mexico. De vestlige værdier bør være mere robuste, så vores behandling af børn ikke ender som en falliterklæring for vores vestlige moralbegreber.

Obama gjorde præcis det samme. Denne anstændighed, hvor gode chancer har den egentligt for at overleve migranttrafikken i Middelhavet? Har b.dk ikke forstået. hvad Uffe Østergaard har opdaget på sine gamle dage? Ingen må tro han kan drive politik i vore dage uden at få snavs på hænderne. Verden er blevet et grimt sted.

En anden, der længes nostalgisk tilbage i tiden er Søren Pind. Han skriver et brev til USA’s ambassadør, Carla Sands, som han kender fra sin tid som minister:
Kære fru ambassadør: Hvad er det, der er sket med USA?
Pind sværmede for Ronald Reagan. Det var hans USA. Nu kender han ikke landet igen. Trump-land er ikke hans USA.

Pind mener, at Trump har gjort Europa til fjende. Det er forkert. Trump har gjort visse sider af den multikulturalistiske politik til sin fjende, fordi det truer med at udslette det Europa, vi kender. Det forsvinder foran vores øjne. Hver eneste dag bliver det lidt mindre. Ser Pind ikke det? Er det derfor han bliver sentimental, og vender sig mod fortiden fordi han ikke kan holde ud, at hans indsats i politikken bidrog til at ødelægge det, han holder af?

Denne smerte er følelig, når Pind omtaler Danmarks indsats i Afghanistan:

Mit lille land så 43 unge soldater falde i Afghanistan, da USA kaldte. Talløse flere er blevet såret og lemlæstet. I dette land betyder det, at alle kender nogen, som har mistet, eller nogen som kender nogen.

Jeg besøgte selv disse modige unge mænd og kvinder i uniform, da jeg var udviklingsminister. Helmand. Sammen med briterne. Det hårdeste sted i Afghanistan. Jeg besøgte som den første minister fra det europæiske kontinent markedet i Nad-e-Ali, hvor jeg nægtede at bære hjelm. 150 skarpskytter lå i terrænet, og tre pansrede køretøjer og ekstra soldater fulgte mig rundt, mens to helikoptere svævede over os. Jeg så vore soldater. De var så unge. Så ubegribeligt unge. Men vi måtte gøre det. Vi måtte støtte USA, og vi måtte være der.

Så hvert eneste år går jeg til vores monument over de faldne og ser på de sørgende familier. Og jeg diskuterer med mig selv: Var det virkelig nødvendigt, at de betalte den pris? Og hvert år har jeg været i stand til at gå hjem og stadig tænke ja.

Så mener han, at Trumps politik får ham til at tvivle. Men er det virkelig Trumps fejl? Er det ikke Trump, der har draget nogle helt nødvendige konklusioner: Engagementerne i Det udvidede Mellemøsten kunne ikke fortsætte. Politikken havde ikke længere støtte blandt amerikanerne.

Det har heller ikke det forhold, at USA betaler 70 procent af NATOs udgifter.

Trump var en omlægning i 11. time, af sikkerhedspolitikken og af handelspolitikken. Med Obama-Hillary ved roret var USA i færd med at blive en andenrangs nation.

Spørgsmålet er: Hvilket handlingsrum får små nationer som Danmark og Norge, hvis USA mister sin magt?

De mest indlysende sandheder er ved at gå tabt i Danmark såvel som i Norge.

Her vil politikerne ikke indse, det som Trump indså.

Der må ske en kraftig omlægning af kursen, hvis man vil beholde friheden og demokratiet.