Margaret Thatcher

I en mediedebat under Arendal-dagene fornylig stod afgående Klassekampen-redaktør Bjørgulv Braanen frem med vidnesbyrd om det massivt politisk korrekte meningspres, som råder så stenhårdt i norsk journalistik, noget samtlige journalister i norske medier benægter i flok. At bryde med vedtagne sandheder i det norske kommentariat er farligt, påpegede han og sagde: «Jeg ved ikke, hvad der sker, men der opstår et psykologisk rum eller klima i forbindelse med visse sager, når man siger noget andet end kommentariatet». Men okay: Lad mig oplyse dig om det, Braanen, for jeg ved godt, hvad der sker.

Jeg har jobbet med massepåvirkning gennem reklamebranchen i over 20 år, og håndterede dette fænomen dagligt, så lad mig forklare det lidt nærmere: Erhvervslivets vigtigste værdi er nemlig ikke digitale data om, hvordan mennesker beter sig som individer. Den vigtigste værdi er, hvordan menneskemasser kan styres af flokmentalitet, og derfor kan manipuleres til at gøre/tro det mest utrolige. Folk ønsker nemlig at gøre det, som alle andre gør og mene det, som alle andre mener – med enkelte afvigelser – og al reklame og propaganda er afhængig af, at mennesker er sådan, ellers ville ingenting have fungeret. Så ville ingen have købt Nikesko.

Menneskelige samfund er bygget på massesuggestion

Havde mennesket ikke haft en trang til gruppetænkning, ville vi ikke have haft modebølger, religion, militær, ritualer, kickoff og ej heller kulturelle særpræg. Klima-idiotiet ville aldrig være blevet et altoverskyggende globalt dommedagshysteri, og Nesbø havde ikke været så rig, som han er. (Læs snarere Kent Andersen. Hint-hint!) Indeed: Havde alle mennesker været individuelle som katte, ville verden have set fuldstændig anderledes ud, og vi ville næppe have domineret planeten og være blevet snart 8 milliarder. Men vi er flokdyr. Vi bevæger os i flok, lever i flok og mener, vi er individualister i flok. Og mister vi flokken, så savner vi den. Derfor dyrker vi flokken og gruppetænkningen og kalder det «teambuilding» eller «god moral».

Dette er menneskelig adfærd, og naturligvis er der ikke noget galt i at være menneske. Vi er bare ikke så individuelle, som vi kan lide at tro. Stenalder-DNA gør os stammetilhørende, og det er næsten umuligt at hæve sig over disse naturlige instinkter, for de fungerer underbevidst: De allerfærreste bryder sig om at stå alene. De fleste ønsker at blive optaget i en gruppe, enten det er en familie, bande, klasse, menighed, middagsselskab eller supporterklub. Næsten ingen ønsker at blive smidt ud af flokken og ikke længere blive inviteret. Alle frygter at blive hånet og hetzet mod af de andre, og jeg tvivler på, om man kan lære at kunne lide det. I bedste fald bliver man vant til det.

Individualisme er sjældent

Ægte individualister er sjældne og sære og sjældent særlig populære, for de har en tendens til at gøre flokken ukomfortabel: De følger ikke moden. Følger ikke koderne. Passer ikke ind. Tænker ikke på samme måde som andre. Interesserer seg sjældent om kendisser eller autoriteter. Bekymrer sig ikke om socialt pres. Ser ikke på andre, før de siger noget. Gør ikke, som andre gør. Det er mennesker, som ofte er født sådan og ikke altid forstår, hvorfor de står alene, men som Steve Jobs hyldede på følgende måde:

Here’s to the crazy ones. The misfits, the rebels, the troublemakers, the round pegs in the square holes, the ones who see things differently. They’re not fond of rules, and they have no respect for the status quo.

Sådanne mennesker har næppe nogen chance i jobinterviewer i dagens åleglatte, konforme erhvervsliv. Hvem vil ansætte særlinge, som ikke har samme uddannelse som alle andre, ikke har behov for at passe ind eller tilhøre et større miljø, og genuint ikke bryder sig det mindste om, hvad hverken flokken omkring ham eller ledelsen mener? Det er jo ren hasard, og det er sikkert rigtigt, hvis man søger fred, harmoni, konsensus og smooth sailing, fremfor uro, diskussion, kreativitet, innovation, feedback og korrektion.

En tid, hvor individualismen hyldes intenst – og hades tilsvarende intenst

Man kan ikke skabe genuine individualister. De kan ikke trænes op eller uddannes gruppevis på seminar. De er født sådan. De må findes, omfavnes og plejes ind i en gruppekultur, uden at man forlanger, at de smelter sammen med gruppen – for grupper fungerer ikke uden individualister, og individualister fungerer ikke uden grupper. Man må ret og slet give dem frirum, uden at forlange, at de bliver som alle andre, og det indebærer at være på giversiden, være åben, og ikke holde regnskab eller føle sig truet. (Sæt ikke en gruppeorienteret leder til at føre udviklingssamtale med en individualist, for det bliver altid ugly.)

Mange ønsker at være individualister, men ægte individualisme er ikke at misunde: Det har en pris at stå udenfor flokken. De er som sand i maskineriet. En trussel mod harmonien. Moderne, strømlinede bedrifter og organisationer ønsker at være unikke, innovative, og nytænkende, samtidig med at de foretrækker ansatte, som «passer ind», så ingen føler sig stødt, krænket, udfordret eller usikker. Så bliver lederjobbet også meget lettere: Moderne ledere vil helst have friskfyragtige unge, som kan «formes»  og uden for megen ballast eller erfaring – samtidig med at ledelsen vil have innovative og selvstændige medarbejdere med relevant erfaring. Har du hørt mage til ærkesludder?

Konsensus har ingen betydning for individualister. Det får konsekvenser

Socialismen har, siden blev udformet, været et stort, populært og altomfattende gruppeprojekt, fordi den appellerer til gruppeinstinktet. Den er næsten uimodståelig for dem med flokmentalitet, og netop derfor har socialismen været umulig at blive kvit, uanset hvor forfærdelig galt det går hver gang.

Socialisme er at presse samtlige til gruppetænkning for at skabe et skin af harmoni, samtidig med at man frier til menneskets værste instinkter: Misundelse og forenklede fjendebilleder. Nøjagtig det samme gør Islam. Den slags fører aldrig til noget godt. Og nu har socialismen fået et nyt navn: Globalismen.

Ingen ledelse, uden at nogen tør stå udenfor flokken

Vi lever i en tid, hvor gud og hvermand jagter «individualisme» i flok. Men skal nogen lede andre, se da må man omfavne de, som er villige til at gøre det modsatte af, hvad flokken ønsker og mener er rigtigt – uden at lade sig påvirke af gruppepres. Skal man forhindre, at flokken falder i afgrunden, ja da trænger man til individer, som tør stå imod konsensus og føre samfundet i helt andre retninger. Det er sjældne individer som Winston Churchill, Margaret Thatcher, Ronald Reagan og Donald Trump.

Dette er nogle af de mest hadede og udskældte politikere i verden, og vel er de ej lige så hyggelige, moralske, skikkelige og runde som folk som Obama og andre, som er lette at kunne lide. Men alligevel er det disse «udskud», som har ledet samfundet i en ny retning: Væk fra kollektiv konsensus og hysteri, og mod modernitet, rigdom, tryghed, og sikkerhed for Vestens unikke frihedsværdier, under enorme protester og ingen taknemlighed. Det er sådanne ledere vi behøver, nu da globalismen har spillet fallit, og islam hellere end gerne overtager stafetten for at kollektivisere de nye okkupationszoner i Europa.

Når eliten også bliver en flok, drevet af gruppepres, hvad sker da?

Siden de allerfleste mennesker har flokmentalitet, så vil også presse, elite og politik være præget af flokmentalitet. Og når de ikke styres af ægte individualister, men snarere af andre med flokmentalitet, ja DA opstår fænomenet, som Klassekampen-redaktør Bjørgulv Braanen ikke kan forstå. Og han kan ikke forstå det, fordi han selv er et flokdyr og er en del af den flok, som har grebet magten i vort samfund ved at hetze alle ægte individualister væk. Over hele Vesteuropa, faktisk.

Hans miljø avskyr individualister, og vil hverken anerkende, kende, invitere, interviewe eller forsøge at forstå dem. De vil gerne gøre dem til klovne, men aldrig give dem gratis reklame. I stedet bliver individualisterne hetzet mod, hadet og mobbet og kaldt racister, højreekstreme og fremmedfjendtlige. Og dette gør hans flok med vidende og vilje som en advarsel til alle andre. Når de andre i flokken ser, hvordan det går med den slags kættere, så holder de op med selv at tænke nye tanker og gør hellere som alle de andre. Det virker. Bare se på Sverige.

Flokmentalitet er vigtig for samfundet. Og tilsvarende farlig

At mennesket kan ledes, gør, at samfunnet kan ledes. Det sørger for viktige kollektive funktioner som militær, sygehuse, lovgivning, trafikregler og evnen til at løfte i flok. Det var derfor erhvervslivet holdt op med at have chefer, men fik «ledere» i stedet. Disse er altså ansat til at «lede» de andre til at passe ind i bedriftskulturen, så ingen rokker båden, men alt er harmonisk og lystigt. (Til information har vi ikke «ledere» i Document.no. Jeg er ikke et får og kan ikke ledes.)

Faren ved gruppetænkning er, at den kan tage fuldstændig over: Når ledende figurer selv  tilhører grupper, kan individualisme blive betragtet som uønsket. En trussel mod konsensus og bedriftskulturen og ikke mindst en trussel mod «lederens» egen gruppetænkning. Det bliver ubehageligt og slidsomt at have sådanne folk omkring sig. Derfor bliver individualister i dagens erhvervsliv og politik fyret. Det er meget lettere at forholde sig til yes-men end til djævelens advokat, og så kan gruppetænkningen endelig overtage helt.

På den måde blev flerkultur, islamisering og masseindvandring til noget godt. På den måde blev vort samfund overtaget af klimahysteri, grøn planøkonomi, integrering som ikke fungerer, monsterfortættelse af byerne, bompengeeksplosion, og stadig flere migranter, som undergraver velfærdssystemet. På den måde blev alle journalisterne til en fåreflok, hvor ingen tør sige andet end «bææ». See?

Kun modige individualister kan stoppe meningspres og politisk korrekthed

Når flokmentaliteten bliver enerådende, mister gruppen/firmaet/partiet/organisationen også evnen til at undgå fejlslåede projekter, fejlslutninger eller forkert kurs. Man laver en lemmingefabrik, hvor alle omfavner koncepter som socialisme, flerkultur, integrering, masseindvandring, bompenge, grøn omstilling eller grøn planøkonomi, og sammen marcherer mod afgrunden med et smil. Siden alle er enige, så må det jo være rigtigt?

Derfor råder det et massivt politisk korrekt meningspres i norsk journalistik, Bjørgulv Braanen. Gruppepresset er blevet så massivt, og gabestokken udenfor menigheden er blevet så blodig og fuld af spytklatter, at ingen længere tør gøre sit job og bryde med vedtagne sandheder i det norske kommentariat. Men ægte ledere går ikke i flok. Det siger sig selv. Ægte ledere laver bølger. Som Document.no.

Klassekampen-redaktør: Uhyggelig journalistisk meningspress