Tegning: Niels Thomsen

Svenske vælgere har talt: SD vandt og Sverige tabte. Nu må vi vente på et forhandlingsresultat, mens Löfven klamrer sig til magten og maner til værdighed, mens han hetzer mod SD og siger «hold sammen», mens han vil splitte Sverige med mere af samme politik, som har skabt problemerne og splittelserne. It‘s a mess. Jeg vælger derfor hellere at sige noget om det politiske klima i den «humanitære stormagt», hvor fornuftig ny politik bliver kaldt ekstremisme, og politik, som har skabt ekstremisme, bliver kaldt samlende. Hvordan opstår sådanne svenske tilstande?

I fjor fik Sverige valgdagsmålinger, som var helt i skoven. TV4’s måling omfattede fire gange så mange respondenter som normalt, men det hjalp ikke: De bommede med hele 4,6 procentpoint på SDs faktiske opslutning. Og det gik ikke meget bedre for SVT, som bommede med 2.4 procentpoint. I år gik de langt for at gøre det bedre, men det er en international trend, hvor både Trump, briternes Brexit og Le Pen i Frankrig er blevet undervurderet i alle målinger. Det er interessant. Hvorfor vil højrevælgere ikke sige sandheden om, hvordan de vil vælge?

Trenden er så gennemgående, at den ikke kan være tilfældig

Vælgere på højresiden vægrer sig ikke bare mod at fortælle sandheden til venner, bekendte og kollegaer, men også til helt anonyme meningsmålingsbureauer – som ingen bør have den mindste betænkelighed ved at fortælle sandheden. Det kan bare betyde én ting: Rædslen for at blive «afsløret» stikker så dybt, at det over hele Europa er blevet et overlevelsesinstinkt hos en stor gruppe vælgere. Som Frp-politiker hører jeg stadig væk dette fra vælgere her i Norge:  Mange er forsigtige med at tone rent flag, akkurat som SD-vælgere.

Hvorfor viser nogle en sådan forsigtighed i et land som Sverige, som jo roser sig selv for at være mere generøst, civiliseret, inkluderende, demokratisk, ordnet og åbent end alle andre? Det giver jo ingen mening. Folk, som stemmer på andre partier, viser jo ingen tegn til sådan paranoia, selv når de stemmer på ekstremistiske kommunistpartier.

Kun én ting kan skabe en sådan rædsel: Et svagt demokrati

Der findes mange lande og regimer, hvor det er helt normalt ikke at sige, hvad du egentlig mener: Vær ikke åben om dine holdninger. Kritiser ikke magtstrukturerne. Lad som om du ikke er interesseret i politik. Vær rund, vag eller lyv. Vær ikke ærlig, for det kan være farligt. En sådan adfærd er et vindpust fra totalitære stater, og fik du ikke gåsehud nu, skal jeg nævne noget, som er værre:

Denne forsigtighed med at tale om noget, som burde være helt uproblematisk, stammer ikke fra indbildning eller overreaktion, men af erfaring. Det er ikke flovhed over at mene det, man mener, men snarere en naturlig reaktion, skabt af eksemplets magt: Nationalkonservative vælgere har set, hvordan det går med dem, som ikke er forsigtige. De har gode grunde til at være forsigtige. Men det er heller ikke det værste:

I samfund, hvor løgn bliver et instinkt for at undgå ubehageligheder, så er dette behov altid skabt af politiske kræfter, som er kæmpestolte af den frygtkultur, de har skabt. At folk ikke tør indrømme, hvad de mener, tolker disse kræfter som et godt tegn. Og som om det ikke var nok, så sidder disse antidemokratiske kræfter overfor dissidenter med både magt, definitionsmagt og helt reelle tvangsmidler,  som de gerne benytter med stolthed og uden nåde. Det er netop derfor, at vælgere på højresiden bliver så forsigtige. Kan det blive værre? Åh jada:

For at skabe en sådan national frygtkultur, er disse kræfter afhængige af én ting: At den fjerde statsmagt ikke angriber dem og afslører dem, men snarere er med til at bygge den gabestok, som skræmmer dissidenterne. En fri presse skal slå ned på de magtstrukturer, som skaber et sådan ukultur. Hvis den ikke gør det, så fungerer pressen ikke længere og bliver en medløber og et instrument for antidemokratiske kræfter. Netop det er sket i Sverige.

Alle er enige om, at Sverige har problemer, men kun få vælgere vil gøre noget ved det

Sverige har alvorlige problemer – det er næsten alle enige om. Problemerne er skabt af dårlig politik – det er næsten alle enige om. Problemerne gør, at man må finde nye løsninger gennem ny politik – det er også næsten alle enige om. Til trods for dette, så stemmer over 80% af svenske vælgere på de samme politikere og de samme politiske partier og den samme politik, som har skabt problemerne.

Når hele 28% af svenske vælgere fortsat stemmer på katastrofepolitikeren Löfven, så minder Sverige-valget også lidt om valget i Frankrig, hvor vælgerne aldrig har været mere misfornøjede med den præsident, de forkastede … og valgte lærerstarutten med nøjagtig samme politik. Det er som om, at etniske svenske vælgere har et politisk Stockholmssyndrom: De klamrer sig til problemskaberne, af frygt for det, som kan komme. Og det, som kan komme, er skabt af dem, de klamrer sig til. I tillæg har vi «de nye svenskere». Hvad gør de?

Valgresultaterne fra svenske byer viser noget endnu mere bekymringsfuldt: I indvandrertætte områder ser vi valgresultater, som minder om kommuniststaters: Rødgrøn politik kan få op mod 90% af stemmerne. Det indebærer, at indvandrerne er blevet en vigtig magtfaktor for socialisterne, men ikke fordi alle indvandrere er socialister eller glade for Sverige. De gør det, fordi det gavner dem selv og deres; siden venstresiden har omfavnet islam, benytter indvandrerne Sosialdemokraterna som islamistparti by proxy, og infiltrerer aktivt venstresiden. Venstresiden bliver spist indefra, og de elsker det.

Det var ikke åbenhed som skabte problemerne, men hadet mod højresiden

Politiske kommentatorer og analytikere hævder, at Sverige har fået store problemer, fordi de har valgt en åben samfundsmodel, baseret på et ønske om at blive en «humanitær stormagt», og at denne vision blev omfavnet og delt af de store politiske partier både til højre og venstre. Det førte til en ukontrolleret masseindvandring, som eksploderede i 2015 – akkurat, som der var advaret imod. Det hævdes, at det er denne «generøsitet» som har skabt problemerne i Sverige. Det er forkert.

Problemerne i Sverige er som alle bilulykker: Det var ikke evnen til at give gas, som skabte havariet, men snarere den manglende vilje til at bremse. Og i Sverige har eliten, politikere og medier på tværs af alle politiske skillelinjer givet gas og valgt at kneble kritikere, afskære bremsefunktionerne og sørge for, at absolut ingen ustraffet fik lov at råbe «STOP!» Studér hvordan Tjernobyl-ulykken skete, så forstår du, hvordan Sverige er havnet i dette uføre. Gruppepres er farlige sager.

Hele det svenske samfund var med:

Gennem tyve år er enhver, som har vovet at tale imod masseindvandring, islam, flerkultur og ikke-integrering blevet smidt i gabestokken og nådesløst blevet spyttet på, hadet, hetzet mod og kaldt Hitler, nazist, racist, fascist, islamofob, fremmedfjendtlig, hadefuld og alt andet folkehoben kunne komme på i deres blodrus. (Nazifrisør er et interessant eksempel fra vor hadflora) Og eftersom staklerne stod der til spot og spe, bestemte andre sig hurtigt for at holde kæft, så de ikke blev de næste i gabestokken. Til slut var der ingen, som længere vovede at hæve stemmen og sige højt, hvad de mente. Hoben så det og syntes, det var godt.

På den måde skaber man en dyb frygt i en befolkning, og er man vokset op med den frygt, så forsvinder den ikke lige med det første. Den går lige i rygmarven. Enhver i Sverige under 30 har fået dette ind med modermælken og tror, de lever i et sundt demokrati, som mange i totalitære stater også tror. Sveriges demokrati har ikke fungeret i årtier, takket være socialisternes ekstremisme og splittelsesprojekt. I en sådan politisk atmosfære er det næsten utroligt, at SD er kommet så langt, som de er.

En ekstremist-baggrund? Hvad så?

Når et land synker ned i en frygtbaseret tavshedskultur, bliver der færre og færre, som tør hæve stemmen. Til slut er det bare de tøffeste, galeste og mest ekstreme, som faktisk tør det. De er allerede hadede og udstødte, og er fuldstændig ligeglade. Kun ekstremister kunne have modstået den totalitære tavshedskultur i Sverige, og derfor er det sikkert rigtigt, at SD kan have haft en broget fødsel. Men hvad så? Det var dengang, og dette er nu. Sosialdemokraterna har selv hele skabet fuldt af raceteori-skeletter, men det hindrer dem ikke i at fortsætte nazi-hetzen mod SD. De vil aldrig opgive det narrativ. Gabestokke er så effektive magtmidler, at de ikke forsvinder af sig selv. Det må der trods, magt og sammenhold til.

Heldigvis ser vi konturerne af et sådant pan-europæisk sammenhold blandt patriotiske partier i Europa. Foreløbig har det norske Framskrittspartiet ikke meldt sig ind i denne fold, og det er en dumhed. Dette er ikke tiden til at ride gamle kæpheste eller vente og se. Dette er tiden til at tone rent flag og vise, hvad man står for, så ingen længere er bange for at sige deres mening. Det er et sundt demokrati. Sverigedemokraterna trænger til al den hjælp, de kan få. Det gør deres vælgere og Sverige også.