Politikere kan ikke lide at bruge betegnelsen no-go zoner. I stedet bruger de i Frankrig udtrykket “sensitive områder”. Sensitivt for hvem, kan man spekulere på. De, som bor der er i hvert fald ikke specielt sensitive. De mejer hinanden ned for fode i kampen om narko- og banderevirer. Eller måske starter det hele med såkaldt “blinkning” og at disse indvandrerdrenge (for det er det, de er) er lynhurtige til at blive krænket på enhver måde. Eller måske bruger de det bare som en undskyldning. Uanset hvad, de er hurtige til at ty til hævn med våben i hånd. Og det er ikke papirknive i baglommen disse gutter hiver frem i et bandeopgør. Frankrig ligger længere fremme i forløbet end de fleste andre europæiske lande når det gælder import af voldskultur. Douglas Murray sagde i forrige uge i sin tale i Oslo Militære Samfund, at politikken i Europa drives af “events”. Og det gør indsatsen for at bekæmpe kriminaliteten naturligvis også.

De aller fleste kunne nok tænke sig at bo i land, hvor politiet kun behøvede at bruge en myndig stemme for at få alle til at gå hjem og skamme sig. Omtrent sådan, som vi over 50 husker fra vor egen barndom, hvis nogen en sjælden gang faldt i lovens lange arm. I dag er lovens lange arm ikke lang nok. I de sensitive områder er det farligt at bevæge sig, selv for politiet. Den ”kække” ungdom, som vi importerer i raskt tempo forsøger hellere på at aflive politiet end at adlyde dem. I Sverige knuser de ruderne på politibilerne og punkterer dækkene, mens de i Frankrig forsøger at brænde bilerne af; og så helst med politiet innei bilen:

På Nørrebro i Danmark er “civile” (er vi ikke alle det?) ved flere anledninger blevet truffet af kugler fordi de befandt sig “på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt” som det hedder. “Forkert sted” er på gaden hjemme hos en selv i Danmark og “forkert tidspunkt” er når som helst.

Dansk politi har for længst indrømmet knæfaldet for volden: De kan ikke beskytte befolkningen og beder folk om at passe sig selv. Politiet siger også, at det kun er banderne selv som kan standse skyderierne:

– De kan kun selv standse det – dem, der selv deltager i det.

Eksempel på fransk politi som behøver assistance.

I Sverige er skuddramaer blevet hverdag. Og det svenske folk trækker let på skuldrene og synes måske det er et fedt så længe de afliver hinanden. I deres egne områder. De svenskere som fremdeles er blevet boende i parallelsamfundene er nok ikke helt så enige i at dette er fedt. Men hvem bryder sig vel om dem? Det er det vel kun Sverigedemokraterna som gør, og der er fremdeles ikke nok svenskere, der skønner at de skal stemme på dette parti, hvis der skal komme nogen ændring i politikken.

Små lokalnyheder (som drab) når ikke så ofte over landegrænserne, med mindre der er tale om et terrorangreb. Hvad ved vel den gennemsnitlige svensker eller nordmand om hvad, der foregår på lokalt plan i Europa? Medierne tier og de er ikke særligt interesserede. De fæle ting sker jo der, og ikke her. Ikke vort problem. Kommer ikke til at ske her. Tror de. Ikke det?

I Frankrigs no-go zoner går det stadig hårdere for sig. Hæren er for længst sat ind og undtagelsestilstanden bliver næppe nogen sinde opløst. Kun de mest optimistiske ser for sig en fremtid hvor gemytterne falder til ro og muslimer ikke længere mener, at islam er vigtigere end livet selv.

I Storbritannien har militære styrker måttet overtage fra politiet. Operation Temperer blev planlagt i det stille af Theresa May i 2015. 5000 militærfolk blev udplassert.

The introduction of Operation Temperer will see soldiers replacing police at key sites including nuclear power plants to free up extra armed officers for regular patrols.

I Frankrig har militæret længe været en del af bybilledet. Mange turister, som kommer på romantisk osetur til Paris bliver nok lidt overrasket over det sikkerhedsniveau, de møder.

Også statsminister Löfven har snakket om at sette inn militære i sine egne innvandrerghettoer, eller i sensitive områder, hvis det lyder bedre. Og det bør han gøre først som sidst. For Frankrig viser os hvilken vej det går; og det kommer til Sverige før til mange andre europæiske lande.

Natten til søndag blev to gutter skudt og dræbt i en lille kystby i Frankrig. Bilen, de sad i, blev beskudt af maskerede mænd med kalashnikover. De to blev 14 og 19 år gamle. En lille lokalsag, som ville være gået upåagtet hen, hvis det ikke havde været fordi den nittenårige havde været en lovende fodboldspiller.

 Også hans bror blev skudt og dræbt for et par uger siden.

A former professional footballer with French Ligue 1 side Saint-Etienne has died after he was reportedly shot with an AK47 at the age of 19.

The circumstances surrounding William Gomis’ sudden death are yet to be clarified, but reports in Saint-Etienne suggest he was shot and killed in the street in La Seyne-sur-Mer.

It has also been reported that a 14-year-old boy also died in the incident, with police finding 24 Kalashnikov cases at the scene.

One of Gomis’ brothers had also reportedly died from gunshot wounds only a few weeks ago.

Parallelsamfund med deres voldkultur er farlige steder at bo – for alle. Danmark gør det eneste rigtige, når de siger de vil rive ghettoområder ned. Man får håbe, at de samtidig også luger ud og fængsler/udviser de voldelige elementer i stedet for bare at flytte problemet. Hvis ikke er kalashnikover næste fase i “Europas underlige død”.

Daily Mail   20minutes.fr   Le Figaro

Bestill Douglas Murrays bok “Europas underlige død” fra Document Forlag her!

Dansk valobservatör: ”Aldrig sett ett val så odemokratiskt som det svenska”