Jimmie Åkesson har gjort en formidabel indsats. Som han sagde ved 23-tiden: Jeg har ikke mere at give.

Sverigedemokratene havde spændt buen højt. Den brast ikke, men pilen fløj ikke så højt og langt, som man havde håbet. Når 25-tallet havde virket opnåeligt – og endda 29 – bliver lige under 18 lidt småt. Moderaterna blev større med 19,8.

SD havde håbet på at skabe revolution ved dette valg. I stedet blev det til en solid fremgang og en rolle som tungen på vægtskålen. Men det er ikke det samme som knockout.

Man er tilbage i en velkendt situation. Moderaternas leder Ulf Kristersson kan se langt efter at få SDs støtte gratis. Når han ikke vil give noget, vil han heller ikke få noget. Det vil skabe enorm frustration på borgerlig side. Spørgsmålet er, hvem det vil gå ud over. Trefjerdedele af Moderaternas vælgere ønsker, at partiet  samarbejder med SD. Det er en kombination af faktorer: De har sans for SDs indvandringspolitik og de vil have magten.

Når forventningene var så store denne gang var det, fordi Sveriges problemer er så store, at de ikke længere lader sig skjule. De griner mod dig overalt, hvis du vil se.

Men svenskerne er ikke som alle andre. Svenskene holder sig til “åsiktskorridoren”. Når staten siger hop, så hopper Medelsvensson.

Normalt ville SVTs behandling af Jimmie Åkesson efter partilederdebatten have udløst en vrede, som havde løftet partiet flere procentpoint. Men Sverige er ikke normalt.

Hvordan vil det gå? Jimmie Åkesson spåede, at fremgangen vil fortsætte i 2022. Men fire år er lang tid med det tempo, som Sverige forandres i.

Sandheden er, at ingen ved det.

Sverige er spændt ud mellem magtelitens forestillinger om virkeligheden og udviklingen på gulvplan. Der er et såpas stort spring mellem disse, at udviklingen ikke styres af myndigheder eller elite. Den drives frem af “events”, som Douglas Murray udtrykte det, da han var i Oslo.

Der er samme dynamik i alle de vesteuropæiske lande, som har igangsat det flerkulturelle eksperiment.

Folk på højresiden vil gerne tro, at det er muligt at overtage styringen og lodse landet ind i roligere farvand. Men det er ikke sikkert, at det går sådan. Det afhænger af utrolig mange faktorer, som man ikke har kontrol over eller kan overskue.

Den hestehandel og det taktiske spil, som partierne nu hengiver sig til, slider på vælgernes tålmodighed og fremmedgør dem. Det giver politikerne en illusion om, at de tager ansvar. I virkeligheden spilder de tiden.

I virkeligheden har Sverige ikke god tid. Ingen ved, hvor lang tid Sverige har til at ordne tingene. Men det er mulig at se for sig, at balkaniseringen fortsætter, så Sverige så småningom vil begynde at ligne Libanon.

Sverige vil ligge i første række i Vesteuropa, men alle lande, som har inviteret store muslimske befolkningsgrupper ind, er på samme spor: Balkanisering og libanisering.

Vi ved ganske meget om, hvad der skete på Balkan og i Libanon, hvad begreberne står for. Det er på tide at genkende symptomerne.

De findes allerede.