Afslutning af ramadan på Rådhuspladsen juni 2018. Den usynlige vold er den, der gør os utrygge, når vi eksempelvis ser de fremmedes magtdemonstrationer i København. Blandt disse ikke-smilende muslimer er der nok nogle, der vil gøre os ondt, tænker vi. Og vi står ikke alene med frygten. For det samme tænker politikerne, der netop nu er i gang med at ombygge Christiansborg til en fæstning – for at beskytte sig mod blandt andet dem, de lige har givet dansk statsborgerskab.

Statistikere, politikere, medier, politiet og andre fortæller os, at volden i disse år er blevet mindre. Men de lyver. Den er ikke blevet mindre, men større.

For vold behøver ikke at være synlig eller fysisk. 

Den kan også være usynlig. Og netop det usynlige gør os angste. Den angst, der ligger latent i underbevidstheden hos mange, når de går ud for at handle, når de tager på festivaler, når de flyver på ferie, kører i tog eller når de går alene hjem om natten.

En angst, som de ikke tidligere har oplevet. En angst, som betyder, at mange danskere ikke længere føler sig trygge i deres eget land. Denne angst er kommet via de hundredetusinder af fremmede, som naive politikere gladeligt har lukket ind i vort land. 

Her glemte vore politikere endnu en gang at sondre. 

For disse fremmede er opvokset i en kultur, der sætter konfrontation højere end dialog. Så meget, at de endda lærer deres børn at være små krigere, at halalslagte dyr – og at hade mennesker, der ikke elsker islam. Derfor har visse arabiske tv-børnekanaler udsendelser, hvor selv små børn lærer at foragte og dræbe de ”vantro”. 

Hvordan kan disse børn – også som voksne – nogensinde integreres i et demokratisk samfund som Danmark? Og hvordan kan deres fædre, hvoraf flere tidligere har afbrændt det danske flag af had til os eller tidligere som soldater har kæmpet mod os, blive integreret i et demokratisk samfund som vort?

Alligevel bliver danske politikere ved med at lukke sådanne mennesker ind i Danmark. Også samme type mennesker, der efterfølgende har dræbt eller forsøgt at dræbe danske kritikere af islam. Men i medierne fortsætter politikerne med at fortælle os, at volden er blevet mindre. 

Ak, ja, men de undlader bevidst at fortælle os om omfanget af den usynlige vold, der med blot én bombe, ét knivangreb, ét skud eller én lastbil pludselig kan blive til en synlig vold.

Vi ved alle, at politikerne lyver for os. For de er selv bange for de fremmede.

Derfor ser vi nu koran-klodser rundt om Christiansborg og andre strategiske bygninger. Men også i havne, i lufthavne, ved festivaler, ved den jødiske synagoge, i Nyhavn, på Strøget og andre steder i landet, hvor mange mennesker færdes. Vi ser overraskende nu også vagter hos de civile domstole, i Statsforvaltningen, på skoler og i andre offentlige institutioner. 

Et trist syn, som udelukkende skyldes frygten for de fremmede. 

Alligevel fortsætter politikerne – omgivet af livvagter  – med at fortælle os, at vi alle bare skal fortsætte med at leve som vi plejer. Trods det, at de ved, at den usynlige vold når som helst igen kan slå til – fysisk voldeligt. Og når den rammer en af dem, der naivt troede på vore politikeres løgnehistorier, vil statsministeren formentlig gentage det, som han udtalte i forbindelse med drabene på 12 franske ansatte på satirebladet Charlie Hebdo: 

– Tyder på, at nogen har voldtaget islam.

Eller også vil han sige som andre europæiske politikere:

– Attentatet har intet med islam at gøre, men skyldes udelukkende en enlig, psykisk mands frustrationer. 

Sådan taler en blind og naiv politiker – mens fremmede, usynlige og skæggede mænd i deres skatteyderbetalte ghettoer griner deres røv i laser.

Man tror at det er løgn. Men disse synlige fornægtelser lever vore politikere højt og flot på. Fordi de tror, at deres fornægtelser af virkeligheden er usynlige for de borgere, der dagligt lever i angst med den usynlige vold. 

PS: Vold kan aldrig opgøres faktuelt retfærdigt. For hvordan tæller man de angstfyldte borgere, der lever i et utrygt land, hvor en bombe når som helst kan eksplodere?