ingres: Migrationsområdet er omgivet af en forfærdelig mængde hykleri, siger Douglas Murray til Le Figaro. Men en dag vil virkeligheden blive for påtrængende. Hvad vil der så ske? I mellemtiden spreder forfatteren realisme. Politiske aktivisters propaganda skygger for selv de mest indlysende sandheder.

Med udgivelsen af «Europas underlige død» i Frankrig og al omtalen af den succesrige bog i den forbindelse, er Douglas Murray efterhånden blevet et kendt navn der til lands. På grund af de mange rystende begivenheder i Frankrig i de senere år, bliver franskmændene tilsyneladende mere åbne for den engelske journalist og forfatters skånselsløse og krystalklare budskab.

Dagen før foredraget i Oslo Militære Samfund blev Murray nok engang interviewet af Le Figaro, som er Frankrigs konservative newspaper of record – et initiativ de største norske aviser ikke tog under et sjældent besøg fra en af Europas fremmeste intellektuelle, om end Dagens Næringsliv bivånede hans møde med Torbjørn Røe Isaksen.

Den franske avis gør et hæderligt forsøg på at trænge ind i det, Hege Storhaug i omtalen af Murrays værk har kaldt vor tids vigtigste spørgsmål, og forfatteren spreder tålmodigt realisme:

Le Figaro: Indvandringsspørgsmålet er i færd med at skabe en dyb splittelse i Europa. Enhver som kommer udefra, ser ud til automatisk at blive placeret i kategorien «migrant» eller «flygtning». Men situationen er vel ikke voldsomt forskellig fra den ene til den anden?

Douglas Murray: De fleste europæiske medier og mange, om ikke de fleste, politikere bruger ordene «migranter» og «flygtninge» i flæng. De taler for eksempel om «flygtningekrisen» i 2015, men det som pågik, var i realiteten en migrationskrise. Der fandtes riktignok flygtninge blandt dem, men EUs egne tal, fra grænsebureauet Frontex, viser, at de fleste som kom i 2015 (mindst 60 %), ikke havde nogen større ret til at være i Europa end hvem som helst andre i verden. De fleste politikere ulejliger sig ikke med at skelne mellem disse ting, fordi det er hensigtsmæssigt. Eller de gør det med ord, men ikke i handling. Og fordi de fleste medier enten er lade eller bedriver kampagnejournalistik, vildleder de gerne deres seere og læsere. Men jo, det er virkelig meget forskellige situationer.

Murrays oplysningsarbejde møder mægtige modkræfter, ikke bare i politik, i journalistikken og blandt NGO-erne, men også fra kirkelig hold. Ikke sjældent må man høre fra præster, at de som søger bedre økonomiske muligheder eller angiveligt undviger «klimaændringer», også er på flugt. Men i de allerfleste tilfælde forlader migranterne ikke livstruende omgivelser, de er snarere privilegerede, fordi de har familier med tilstrækkeligt med midler til at sende dem til Europa. Andre, som ikke er lige så heldige, bliver tilbage – uden at blive genstand for den samme interesse fra godhedsbranchens side.

Denne propaganda skygger ikke bare for selv de mest indlysende sandheder, den risikerer også at dæmpe europæernes medfølelse, advarer Murray:

Har den manglende skelnen mellem flygtninge og økonomiske migranter kompliceret debatten yderligere?

Utvivlsomt. Interessant nok er det aktivisterne, som er tilhængere af «åbne grænser», der er mest tilbøjelige til at blande disse ting sammen, særlig NGO-er og journalister, som ønsker at fremstå som meget humanitære (selv om de forventer, at andre betaler deres regninger). De forsøgte at fremstille alle, som kom til Europa, som desperate asylsøgere. Men en, som rømmer fra borgerkrigen i Syrien, er ikke i samme situation som en fra Afrika syd for Sahara, som forsøger at forbedre sin levestandard. Økonomisk knaphed er forfærdelig vanskelig, det er klart. Men det er ikke det samme som at flygte fra etnisk udrensning. At tage imod alle er en katastrofe på lang sigt. For alle meningsmålinger viser, at europæerne har en velvillig indstilling til genuine asylsøgere. Det at blande dem med økonomiske migranter for om muligt at skaffe sig kortsigtede politiske fordele, vil hurtigt resultere i en kraftig reduceret empati hos europæerne med dem alle sammen, de fattigste inkluderet.

Murray har længe fremhævet, at Europa ikke engang er begyndt at drøfte de vigtigste spørgsmål på dette område, som er omgivet med tykke lag af hykleri:

Kan asylretten beskyttes, dersom vi skelner klart mellem de to situationer?

Ja, men en ubehagelig sandhed står tilbage: Europa kan ikke tage imod alle i verden, som er genuine asylsøgere. Vi kunne have ønsket alle syrerne, som bor i flygtningelejre i Libanon, Jordan og Tyrkiet velkommen, men det gør vi ikke, for vi foretrækker, at de ikke kommer. Men hvilken politiker ville vove at påpege – med rette – at vi helst ser, at syrerne forbliver i nærheden af hjemlandet, og at de ikke nærmer sig Europa? Det er så meget hykleri i alt dette. Tag den overenskomst, vi har med Tyrkiet. Vi betaler en kæmpemæssig bestikkelse til kalif Erdogan. Og til gengæld peger han med geværmundingen på Europas hovede.

En gang spurgte jeg en af Angela Merkels støttespillere, hvorfor Tyskland ikke havde hentet flere migranter direkte fra lejrene i Hellas og andre steder. Hvorfor skulle de ikke gøre det, hvis de tror så stærkt på deres politik? Hans svar var, at menneskestrømmen har aftaget, og at der ikke er behov for noget sådant. Faktum er, at strømmen har aftaget takket være en fed chek fra Tyskland. Hvorfor lyver vi om disse ting?

En forfærdelig destruktiv konsekvens af den politik, som har været ført på området, er, at den vender op og ned på al moral:

Vores politik gennem de sidste år har hverken været gennemtænkt eller retfærdig. Den har været tilfældig og kaotisk, og har gentagne gange været til fordel for dem, som bryder loven, og til ulempe for dem, som respekterer den. Vi har straffet dem, som har fulgt reglerne, og belønnet dem, som ikke har gjort det.

Hvilket budskab sender det til stadig mindre tålmodige værtsbefolkninger? Måske de også bliver fristet til at bryde såvel etiske som juridiske regler i deres kamp for tilværelsen?

Returnering af personer med ulovligt ophold i Europa kunne være et tiltag til bevaring af de oprindelige europæeres samfundsmoral. Matteo Salvini gik under valgkampen i Italien på banen med store løfter om dette. Vil han levere? Det tror Murray ikke.

Bør migranter, som ikke er kvalificerede til asylstatus, returneres, så snart de kommer til Europa?

Selvsagt. Hvis nogen kommer hertil og ikke har lov til at være her, bør vedkommende sendes tilbage. De retslige spørgsmål og de store antal er overvældende. Opgaven er særdeles vanskelig. Hvad enten vi kan lide det eller ej, vil Italien blive en test. Matteo Salvini har lovet at tilbagesende en halv million mennesker, som opholder sig ulovligt i Italien. Lykke til med det. Men jeg tror, at det vil vise sig at være umuligt. Medier verden rundt vil følge med i alt, som sker. Alle uheldige episoder vil blive udsendt af TV-stationer til alle fem verdensdele. Folk vil sige, at italienerne opfører sig som nazister. Det internationale pres vil øge. Alle vil fristes til at vende tilbage til den katastrofale situation, vi har i øjeblikket. Hvis det skal lykkes for Salvini  at gennemføre dette på en menneskelig måde, er det ikke bare de europæiske medier, men også de europæiske borgere, som må optræde ærligt og ansvarligt.

Selv om det skulle mislykkes for Italien, har landet i det mindste brudt en lydmur ved at anskaffe sig en såpas konfronterende og stridslysten toppolitiker. Det er ikke længere tabu at lufte tanken om udsendelse af hundredtusindvis af mennesker med ulovligt ophold.

Murray peger på en anden mental barriere: Hvad om det bedste ville være, om en del af dem, som har lovligt ophold, også returnerede til deres hjemlande?

Jeg mener, at vi burde drøfte, hvorvidt asyl burde være permanent, selv for genuine asylsøgere. I Sverige er der idag mange mennesker, som kom som genuine asylsøgere i 1990’erne, fordi de flygtede fra borgerkrigen i det, som var Jugoslavien. Deres hjemland har været fredeligt i mere end tyve år, og spørgsmålet om, hvad de fremdeles har at gøre i Sverige, virker relevant på mig.

Forfatteren forsøger, som det sig hør og bør for intellektuelle, at være på forkant med udviklingen. Han antyder, at vi har store ubehageligheder i vente:

I det store og hele vil alle i Europa vente på, at situationen bliver værre, mens de lader, som om alt er i orden og prøver at lukke munden på enhver, som siger noget andet. En dag vil det ikke længere være muligt at lade som om. Og da vil vi få panik.

Chemnitz giver måske en lille forsmag på den uro, som venter os. Det blir et krævende job at holde hovedet koldt.

Støtt Document 😊