Thilo Sarrazin. 

Bare titlen på Thilo Sarrazins nye bog, Feindliche Übernahme: Wie der Islam den Fortschritt behindert und die Gesellschaft bedroht, eller «Fjendtlig overtagelse: Hvordan islam forhindrer fremskridtet og truer samfundet», bærer bud om, at den vil blive elsket, hadet og omdiskuteret, allerede før den bliver læst.

Sarrazin, som er ugleset i det socialdemokratiske parti (SPD) og forsøges smidt ud af partiet på grund af sit forfatterskab, er manden bag efterkrigstidens største forlagssucces i Tyskland, «Deutschland schafft sich ab» (2010), eller «Tyskland afskaffer sig selv» – det nådesløse opgør med tysk indvandringspolitik, som solgte i halvanden million eksemplarer. Kan han leve op til de forventninger, som uundgåeligt følger med denne gang?

At den nye bog lå øverst på Amazons salgsstatistik, før den udkom den 28. august, vidner i al fald om, at en stor succes er inden for rækkevidde for den nu 73 år gamle forfatter, som blev fyret fra bestyrelsen i den tyske centralbank på grund af 2010-udgivelsen. Brodden mod islam er skarpere denne gang, og Sarrazin er også gået til kilderne, nærmere bestemt Koranen.

I forbindelse med publikationen af den nye bog har Sarrazin givet et langt interview til Conny Bischofberger i den østrigske avis Kronen Zeitung, hvori han tager et flammende opgør med islam.

Kronen Zeitung: Herr Sarrazin, deres nye bog er udkommet og den har fem hundrede sider. Hvor længe har De arbejdet på den?

Thilo Sarrazin: Med nogle afbrud i knapt et år. Størsteparten af arbejdet var ikke selve det at skrive – jeg er jo ingen romanforfatter, som sidder der og bider negle, indtil jeg har konstrueret intrigen. Det vigtigste var at sammenfatte fakta. Bare gennemlæsning af Koranen tog en måned.

Hvordan var det at læse Koranen?

Meget oplysende, for hvem læser egentlig Koranen? Heller ingen af os læser Bibelen, for at være ærlig. Man læser udvalg og er dermed afhængig af dem, som har foretaget udvalget.

Men De har læst den i sin helhed?

Ja, fra første til sidste linje, i Rudi Parets oversættelse, som mange regner som den bedste, der foreligger på tysk. Jeg forstår nu, hvad det er Koranen vil sige, og dermed forstår jeg også, hvordan mange muslimer tænker.

Bischofberger vil vide, hvorfor Sarrazin har brugt ordet «fjendtlig» i titlen. Forfatteren peger på kombinationen af muslimers voldsomt anderledes mentalitet og deres øgende antal. Selv om de ikke følger nogen bestemt plan, er virkningen i det lange løb en fremmed overtagelse, som i sin natur er fjendtlig:

Flertallet blandt muslimer er til syvende og sidst afvisende overfor de grundlæggende værdier i vort samfund, og det kan jeg ikke lægge skjul på. De har ingen forståelse for vort samfund.

Avisens programmæssige indvending kommer umiddelbart, men Sarrazin lader sig ikke vippe af pinden – tvært imod:

Men dog ikke alle. Skærer De ikke 1,8 milliarder mennesker over én kam?

Når jeg taler om en gruppe mennesker, har det sin berettigelse, selv om det ikke gælder hver enkelt. Faktum er, at 50 til 90 procent af alle muslimer i Tyskland, Østrig og Europa tager islam bogstaveligt, og i realiteten er fundamentalister. Blandt de yngste øger denne andel desværre. Det, som har interesseret mig mest, er hvad det er med islam, som præger muslimer på en så speciel måde.

Spørgsmålet, om hvorvidt islam efter statsministerens eller andre tyske politikeres opfattelse hører hjemme i Tyskland, er irrelevant, mener Sarrazin. Det afgørende er, at de fleste muslimer ikke anser sig som vestlige. De ønsker ikke at tilhøre os.

Forfatteren vil begrænse migrationen, men intervieweren indvender, at Genève-Konventionen forpligter de europæiske lande. Det afficerer ikke Sarrazin:

Geneveflygtningekonventionen blev indført i 1951 og var beregnet for europæiske flygtninge i Europa og blev i midten af 1960’erne – uden protester – udvidet til at gælde hele verden. Man kunne nu ændre den på ny.

Ønsker De en ændring af Flygtningekonventionen?

Ja, naturligvis. Men uafhængigt af det, er det fornuftigere at indlogere flygtningene i nærheden af hjemlandene. Altså: Afrikanske flygtninge i Afrika, flygtninge fra det nære Østen hører hjemme i det nære Østen, og afghanske flygtninge i Afghanistan eller Pakistan. Så lever de i en beslægtet kultur, hvilket vil være en fordel for dem.

Nøjagtig hvorfor bør der ikke komme flere muslimer til Europa?

Fordi flertallet af mennesker i Østrig, Tyskland og Europa vil være muslimer i løbet af to-tre generationer på grund af den høje fødselsrate blandt muslimer, som opholder sig her – dersom man også anslår en høj fremtidig indvandring. Såfremt vi ikke ønsker det, må vi standse indvandringen. Den, som ikke ønsker et stop, må tage det med i beregningen.

Det går jo godt i Tyskland, indvender Bischofberger. Hvorfor skal man bekymre sig om forfatterens prognoser?

Jeg kommer ikke med prognoser, jeg viser trends. Fremskrivningerne, som jeg beskrev i min bog «Deutschland schafft sich ab», er allerede indhentet af virkeligheden. I Europa har vi nu byer, hvor der fødes flere muslimske børn end andre. Pew Research antager, at i 2050 vil der i Sverige fødes flest muslimske børn. Hvordan det står til i store dele af Wien, kan De selv bedst bedømme.

To–tre generationer er egentlig et forsigtigt overslag, mener Sarrazin. Det kan gå hurtigere, men det lader sig ikke gøre at spå om historiens gang, siger han. Intervieweren henfalder til utopier:

Når nu intet lader sig forudsige, kunne det så ikke også blive sådan, at islam reformerer sig?

Jo, det minder mig om reformkommunisterne, som altid håbede, at kommunismen ville ændre sig. Men det skete ikke, og systemet brød til slut sammen. Den islamske verden har så mange uløste økonomiske og sociale problemer, det kan godt være, at de en eller anden gang siger, at «Der må være noget galt med vores religion, når så meget mislykkes her». Men det ved jeg ikke. Og vi kan under ingen omstændigheder øve indflydelse udefra.

Sarrazins anklagepunkter mod islam er lidt af en salve:

For det første: Muslimer tror, at islam er bestemt til at herske over hele verden. For det andet: Muslimer regner sig derfor som bedre, eftersom de har den rette tro og ser ned på alle vantro. For det tredje: Eftersom de har den rette tro i modsætning til alle andre, er de mindre interesseret i uddannelse, og derfor fører islam til tilbageståenhed. Og for det fjerde: I det absolutte centrum af denne religions verdslige bestemmelser står kvinders underordnede position, der handler alt jo om seksualitet, påklædning, hijab og så videre – og det fører til, at kvinder i dem islamiske verden har lavere uddannelse. Og for det femte: Islam er på længere sigt demografisk overlegen. Dette er religionens virkelige sprængkraft.

Avisen mener, at Sarrazins udtalelser er egnet til at styrke oppositionspartiet Alternative für Deutschland (AfD), som om det var det værste, som kunne ske i verden. Havde folk hørt på mig i 2010, ville der aldrig være blevet noget AfD, replicerer forfatteren.

Vi ville også have haft en anden indvandringspolitik. Det er i grunden ganske enkelt. Når de herskende partier forsømmer temaer, søger temaerne andre partier.

Højreekstremismen vokser, fordi folk mister tilliden til den rådende politik, mener Sarrazin, og her tænker han ikke på AfD, men på ægte ekstremister, som utvivlsomt findes. Men stemplingen misbruges:

Herr Sarrazin, der er brugt mange betegnelser om Dem: folkeoplyser, provokatør, formaner, uforfærdet. Hvilken synes De personligt er bedst dækkende?

Dette er alt sammen bare mærkesedler. I det berømte eventyr om Kejserens nye klæder var provokatøren barnet, som sagde: Men han har jo ikke noget på! Og det var sandheden.

Mange kritikere har dummet sig voldsomt i forbindelse med mine tidligere bøger, og jeg kan ikke forhindre, at de kommer til at gentage sig selv. Kritikerne klarer hverken at bagatellisere mine spørgsmål, eller at argumentere mod de svar, jeg giver. De fakta, jeg har nævnt – bortset fra uvæsentlige detaljer – er i sidste instans ubestridt af kritikerne.

Avisen spørger, om ikke forfatteren hælder benzin på bålet. Men skulle sandheden være for farlig? indvender Sarrazin.

Mennesker, som tænker på den måde, burde ikke betros offentlige hverv. Jeg ser en stærk tendens til, at man ganske enkelt fornægter de dele af virkeligheden, man ikke sætter pris på. Flere SPD-politikere har allerede sagt, at de under ingen omstændighed vil læse bogen. Jeg siger bare: «Javel, så fortsæt med at være dumme».

Findes der også partifæller, som har takket for bogen?

Ja, ganske mange. Det er også betegnende, at det var den tidligere bydelsborgmester i Berlin-bydelen Neukölln, Heinz Buschkowsky, også fra SPD, som præsenterede bogen ved pressekonferencen. Og i 2010 var der en undersøgelse fra M-Net , bestilt af Der Spiegel. Der kom det frem, at over 60 procent af socialdemokraterne fandt det vigtigt at beskæftige sig med disse temaer, og at 44 procent var på linje med mig.

Det er altså ikke folk, som har svigtet venstresiden, det er venstresiden, som har forladt sine egne. Resultatet er den politiske dynamik, vi på godt og ondt kan bivåne hver dag.