Her taler vi naturligvis ikke om deres kristne opvækst, men om noget helt andet. For de har alle set et nyt, eventyrligt og fundamentalistisk lys – nemlig islam. 

Glemt er århundrede års kamp for frihed, demokrati – og ligestilling mellem kønnene. 

Qua deres nye guddommelige indstilling kaster de sig nu hadefuldt over enhver, der formaster sig at være kritisk over for en bevægelse, der hylder barnebrude, flerkoneri, stening af kvinder, indespærring af kvinder, tilhyllede kvinder, religiøse bøger i danske skoler etc. Godt støttet af skatteyderbetalte danske kvindeorganisationer. 

Disse kvinders hyldest til islam er også blevet hørt af de homoseksuelle, de intellektuelle, de venstreorienterede og flere andre segmenter, som ellers historisk set hyldede friheden.

Fornuftige mennesker opfatter denne fravælgelse af demokratiet som en dualisme, et paradoks, et modsætningsforhold. For hvordan kan frihedselskende danske kvinder elske en ikke-frihedselskende bevægelse?

Det kan de, fordi kvinder tænker med hjertet – og ikke med den rationelle del af hjernen. Se f.eks. bare den svenske regering, der primært består af kvinder, der de seneste år har bevirket, at ikke mindre end (hold fast) TO millioner muslimer nu bor i Sverige. Og når disse kvindelige regeringsmedlemmer besøger et arabisk land, er de alle tilhyllede af respekt for islam – og de-respekt for FN´s menneskerettigheder. 

Modsætninger mødes.

Derfor ser vi især to årsager til kvindernes pludselige forelskelse i en diametral modsætning. Den ene er, at disse naive kvinder tror, at de kan omvende et folk, der i 1.400 år har efterlevet alt, hvad deres pædofile ”gud” i sin tid fortalte dem. Det andet er, at en masse kvinder, især feministerne, tror på det multikulturelle – og den globale lyksalighed.

Ak, ja, disse tåber kender ikke historien. I ethvert samfund, hvor muslimer og vestlige skal leve sammen, ender det som oftest med vold, drab og andre ulykker. Og altid er det islam, der ønsker at undertrykke dem, der ikke tænker det samme som de indbyggere, hvis land, de er blevet gæster i. 

Men trods det faktum fortsætter 50 procent af danske kvinder med at forsvare verdens mest grusomme bevægelse. Til gengæld er der kun få af dem, der ønsker disse barbarer inden for deres egne, private døre.

Præcist som deres egne børn, der støttet af deres mødre vil redde hele verden for forurening. Men når de unge forlader Roskilde Festivalen efterlader de ubeskrivelige mængder af affald.

Kvindelig logik?