Kommentar

Billedet: Christmas Prayers, 1872 / Henry Bacon, †1924

Prædiken 13. s. e. trin. 2018

Jeg er mor. Jeg har tre børn, og de er det bedste, jeg har. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at hele mit liv drejer sig om dem – så bliver det også lidt kedeligt, når de flytter hjemmefra – men de er det vigtigste i mit liv. 

Flere undersøgelser viser, at folk, der ikke har børn, generelt er mere lykkelige end folk, der har. Det giver mening, for når man har børn, bekymrer man sig hele tiden for dem. Det er blevet sagt, at man kan altid kun blive så lykkelig som ens u-lykkeligste barn. Det er vise ord. Man ønsker intet højere, end at det skal gå godt for ens børn, og man vil gøre alt for dem. Og det er jo fordi, man elsker dem så ufattelig højt. 

Fortællingen i evangeliet til i dag handler netop om sådan en mor, der vil sine børn det bedste. De har fulgt Jesus så længe og hun vil så gerne have, at det skal gå dem godt. Derfor beder hun nu Jesus om, at de også skal have noget ud af det. Hun beder om, at de må få pladserne lige ved siden af Jesus – den ene til højre og den anden til venstre. Det synes hun, de har fortjent, de gode drenge. 

Men hun aner i virkeligheden ikke, hvad det er, hun beder om.  Hun ønsker, at hendes sønner skal få del i den storhed og ære, som hun fornemmer skal blive Jesus til del. Men den vej, Jesus skulle gå, var ikke beklædt med den røde løber. Jesu vej er den lidende tjeners vej – og pladserne ved hans side gik som bekendt til de to røvere, der blev korfæstet ved siden af ham.  

Hun vidste det ikke, men vi ved det. Vi ved at det vil gå ham, som han forudsiger. Vi ved, at Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Det var hans tjeneste.

Efter døden på korset blev han dog oprejst af graven og for til himmels, hvor han sidder ved sin fars højre hånd, og han har lovet, at vi også engang skal sidde på troner og være konger og dronninger i Guds rige. Sådan er vi på én gang Guds og hverandres ydmyge tjenere – og kongesønner og kongedøtre; på én gang Guds tjenere –  og Guds børn. 

Dette mærkelige felt, hvor vi er udspændt mellem at være tjenere og konger, er vores virkelighed som kristne mennesker. Der findes mange andre religioner, hvor man også forstår sig som Guds tjenere. Alle religioner er ikke ens, der er faktisk stor forskel på dem. Nogle religioner har meget tilfælles med kristendommen – det har i særlig grad jødedommen – andre har knapt så meget, og nogle er nærmest diametralt modsatte i deres kernebudskaber. Hvis man går til den gamle babyloniske religion, så har man et billede af en overgud, Marduk, som regerer over et hierarki af underguder. Mennesket blev skabt, fordi underguderne havde for meget at lave og bad Marduk om at få nogle slaver. Så sagde Marduk, at hvis de slagtede én af underguderne, så kunne de lave nogle slaver ud af ham – det blev så til menneskene. Det er et noget andet billede af, hvad menneskets forhold til gud eller guderne er. Og det er en helt anden motivation for at tjene. Marduks tjenere tjener Marduk, fordi de er underkuede slaver af den store herskergud. Kristne mennesker tjener Gud og hverandre, fordi de ønsker at følge efter den evighedernes konge, der gjorde sig selv til en tjener.

Vi er dermed sat i et helt særligt tjenerforhold. Vi skal tjene hinanden, fordi Jesus tjener os, og vi skal følge efter ham. At følge efter Jesus er ikke, som Zebedæus-sønnernes mor måske troede, en vej til hæder og ære, i hvert fald ikke her på jorden. Det kan let være vejen til kors og lidelse. Det er også vejen til opstandelse og herlighed, men kun på den anden side af graven og døden. Jesu vej er den ydmyge tjenestes vej.

Men den ydmyghed, vi tjener med, er ikke grundet i frygt for straf fra en streng og fjern Gud, men i glad taknemmelighed og kærlighed til Ham, der selv kom til jorden for at være en tjener. 

Hvordan skal vi så være tjenere? Hvad er det rette tjener-sind? Vi skal tjene på samme måde, som Jesus gjorde. 

Hvad bestod så hans tjeneste i? Ja den bestod ikke i at behage mennesker. Den bestod ikke i at tilpasse sig deres tilbøjeligheder og ønsker. Når Jesus måtte dø på korset, var det jo fordi han selv – hans ord og hans gerninger – ikke havde passet menneskene. Han havde ikke tjent dem på den måde, som de forventede. Han tjente dem ikke ved at sige det til dem, som de gerne ville høre. Nej, han forlangte noget. Han bad dem opgive deres stolthed over sig selv og i stedet give Gud æren. Han forudsagde, hvordan de ville blive forfulgt og forkastede. Han viste dem, at der er noget man skal gøre – ikke fordi man har lyst, men fordi man skal. Og Han gjorde sig selv sårbar –  fordi han ikke ville please menneskene og give dem det, som de ville have, han skulle gøre. Og derfor korsfæstede de ham.

Sådan en tjener er han. Sådan ville han lære os at spørge: ikke efter hvad der tjener os selv bedst– men hvad der tjener Gud, og hvad der tjener det andet menneske. 

Dvs vi skal gøre os klart, at man ikke altid tjener sine medmennesker bedst ved at ligge på maven for at tækkes dem. Vi er ikke tjenere forstået som noget i stil med en tjener på en fin restaurant – sådan én, der skraber og bukker og siger ”javel  herr” og ”så gerne” og ”jajaja, nu kommer jeg”. Det ord, som Jesus bruger, er ”diakon”, og det betyder kristen tjeneste og omsorg for andre mennesker. Man er altså ikke sat til at gøre kunderne tilpas, men til at tjene sine medmenneskers bedste, og det gør man ikke altid ved at give efter for ethvert krav, der måtte komme. 

Jesus er som sagt forbilledet for vores tjenergerning. Han gav sit liv for mennesker; men Han gav ikke altid menneskene det, de forventede eller krævede. Han gav dem det, det havde brug for, nemlig Guds Ord og evangeliets trøst, og det er nøjagtigt det samme, vi som kristne skal gøre.

Han kom ikke for at lade sig tjene, men for at tjene, og for at give sit liv for os. Vi er godt tjent med Jesus Kristus som Herre, og det må vi aldrig glemme at takke for. 

Amen

 

13. s. e. trin.

Denne hellige lektie skriver profeten Mika: »Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?« Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.

Mikas Bog 6,6-8

* Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til Timotheus:
Jeg takker ham, der har givet mig kraft, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste, skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, og vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus – troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen. 1 Tim 1,12-17

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«

Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matt 20,20-28