Migranter befinder sig ombord på det italienske kystvagtskib «Diciotti» på havnen i Catania den 22. august 2018. Foto: Antonio Parrinello / Reuters / Scanpix.

Mens EU-kommissionen fredag med én dags varsel afholder et uformelt krisemøde om migrationspolitikken mellem tolv af unionens medlemslande i Bruxelles, foregår en indenrigspolitisk nervekrig i Italien om 148 migranter, som befinder sig ombord på kystvagtskibet «Diciotti», men ikke får lov til at gå i land på havnen i Catania på Sicilia.

Italiens vicestatsministre og partileder i regeringskoalitionen, Luigi Di Maio og Matteo Salvini, insisterer på at andre EU-lande må tage imod migranterne på «Diciotti». Men i kulisserne har den italienske præsident Sergio Mattarella forsøgt at trække i trådene for at migranterne skal få lov til at gå i land i Italien.

Il Secolo XIX skriver torsdag, at Mattarella ifølge pålidelige kilder har lagt pres på statsminister Giuseppe Conte for at få gang i sagen – en usædvanlig fremgangsmåde fra Italiens præsident, hvis rolle er at holde overopsyn med at grundloven overholdes. Samtidig efterforsker tre anklagemyndigheder om der er sket ulovligheder i sagen. Kan retsapparatet også bruges til at presse regeringen?

Ifølge Genova-avisen bekræfter Salvini dette på sin egen måde, idet han skriver på Facebook at «hvis præsidenten eller statsministeren vil gribe ind, må de gøre det, men det bliver uden mit samtykke». Udtalelsen tolkes som en implicit trussel fra Salvinis side om at han er rede til at gå af som indenrigsminister – et træk fra den populære minister, som ganske sikkert ville sætte sindene i kog blandt mange italienere.

Også gammelmedierne tager globalisternes side. Gian Antonio Stella går i Corriere della Sera i rette med Salvini. Eritreere kommer fra et af verdens værste lande og har ret til asyl, skriver Stella – aldeles uanfægtet af det bjerg af efterretninger, som efter hinanden fortæller en helt anden historie.

Krisemødet i Bruxelles er ifølge El País kommet i stand på initiativ fra Spanien, som ønsker sig en stabil og velfinansieret instans i EU for modtagelse af migranter, der kommer på NGO-skibe som «Aquarius» og andre. Man kan ikke fortsætte med at improvisere hver eneste gang, mener den spanske regering.

Den invasionsvenlige akse Spanien–Frankrig–Tyskland håber, at også de EU-lande, som nægter at tage imod omfordelte migranter, vil være med til at finansiere fordelingen til de stater, som accepterer dem. Hvorfor skulle de det?

Unionen er altså stadig lysår fra en australsk løsning på migrationens eksistentielle trussel. I stedet for at gøre fælles anstrengelser for at standse invasionen over Middelhavet, fortsætter sorteperspillet om hvem, der skal bære byrden med indtrængerne – et spil hvor alle taber. 

Det spil, som dette utrættelige EU-maskineri og dets mægtige allierede driver år efter år uanfægtet af tingenes tilstand, kan sikkert godt ende med at politikere som Salvini neutraliseres.

Men Lega er steget himmelhøjt i meningsmålingerne siden den nye italienske regering tog over, og det er let at tænke sig at befolkningen reagerer med endnu større opslutning om populisterne. EU-valgene til næste år kan blive en massakre af den traditionelt dominerende politiske klasse. Skal migrationens drama blive det, som gør ende på unionen?