Historikeren Uffe Østergaard er vågnet op og har fundet ud af at forherligelsen af EU var forkert. Det fortalte han i et interview med Weekendavisen for at par år siden.

Østergaard sagde, at Europa må beskyttes af høje hegn og skarpe skud. Det var en kovending, der vagte opsigt.

Nu har Østergaard skrevet en bog om Europas situation og det er samtidig et slags opgør med sig selv. Hvorhen Europa? er bogens titel. Kristeligt Dagblad vælger at bruge overskriften: Uffe Østergaard: Europas dominans er en afsluttet parentes i historien.

Først skal vi forføres til at tro på en lysende fremtid med indvandring. Når realiteterne så bliver umulige at skjule, vælger arkitekterne at begå selvmord.

At EU står over for en indvandring så stor, at den kan forandre det europæiske kontinent fuldstændigt, er ikke noget, højrenationalisterne har fundet på, understreger Uffe Østergaard. Europa trues af en folkevandring, der minder om tiden op til Romerrigets undergang i 400-tallet, siger han.

”Det er en nærliggende parallel, for vi lever i en periode med lige så markante folkevandringer, i dag fra Mellemøsten og Afrika. Det er et permanent problem, som er resultatet af mange mislykkede stater og enorme økologiske katastrofer, som Europa selv har del i. Uhæmmet indvandring kan føre til et mareridtsscenarie, hvor systemet, herunder vore velfærdssystemer, bryder sammen. Romerne havde et vist held med at afsondre sig bag mure, inden riget i løbet af et par hundrede år gik under. På samme måde vil EU søge at styrke sine ydre grænser, men reaktionen kan også blive en permanent genindførelse af de indre grænser mellem landene, og så er der ikke meget EU tilbage. …,” siger han. …

Man kan påkalde Romerriget for at undgå en lignende skæbne, eller man kan påkalde det for at forsone sig med sin egen undergang. Østergaards erkendelse minder mest om det sidste. Han bruger historien som sovemedicin.

Levende mennesker, unge mennesker, familier har ikke råd til en sådan luksus. Østergaard har trukket sig tilbage til Højbro i Nordjylland. Han slipper for at opleve ragnarok. Men hvad er konsekvensen af hans indsigt for mennesker, som ikke står ved afslutningen af livet?

Vi kommer til at se flere af Østergaards slags, som får mod til at sige sandheden når de indser, at livet nærmer sig sin afslutning. Men også sandheden kan virke forstemmende, ligesom den løsning Østergaard i mange år formidlede, gjorde det.

Sandheden om den politiske situation virker lammende, hvis den ikke følges af en tro, et håb, en vilje til at kæmpe for de værdier, de europæiske samfund er bygget på. Det vil sige af et forsvar, der kan modstå angrebet fra islam og migranterne fra MENA-landene.