På et topmøde 11. juli fremstod EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, plakatfuld. Alligevel har en række danske medier fortiet eller nedtonet affæren.

Det hele startede med en opsigtsvækkende video fra et NATO-topmøde. Udover at svaje og vakle forekom Juncker opstemt, idet han uddelte smil og kys til tililende statsledere, som holdt godt fast i ham.

Druk eller ej, en Infomedia-gennemgang viser, at videoen blev nedprioriteret af Danmarks Radio, Altinget, Mandag Morgen, Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske, Information, Børsen, Weekendavisen, Ritzau, Kristeligt Dagblad og regionale stiftstidender.

Siden gik Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske, Weekendavisen og Nordjyske Stiftstidende et skridt videre ad fortielsens vej ved at afvise læseres indlæg om kommissionsformandens tidligere optrin.

Fake snooze

I en tid med “fake news” introduceres hermed begrebet “fake snooze”. Mediernes mangelfulde omtale af Juncker-episoden er endnu et eksempel på, at danske redaktioner blunder og ender med at være systemtro og EU-positive.

Udløsende for fake snooze i dette tilfælde har formentlig været Kommissionens bastante benægtelser.

Trods videoen, som der linkes til for neden, sagde en EU-talsmand, at al snak om alkoholproblemer var “smagløs” og “fornærmende”. Også Juncker, der ellers selv kan være ganske grov i mælet over for andre, var fremme og offentligt kræve “respekt” om sin person.

Den officielle forklaring er, at Juncker lider af iskiassmerter og balanceproblemer.

Desværre undlod medierne at referere fra et pressemøde i Bruxelles, hvor en EU-talsmand på påfaldende vis undlod at svare klart på spørgsmålet om, hvorvidt Juncker inden NATO-optrinnet havde drukket alkohol.

Balanceproblemer?!

Forklaringen om rygsmerter er måske ikke forkert, men heller ikke fyldestgørende. En person med stærke iskiassmerter har sjældent overskud til både smil og kram, sådan som Juncker havde på videoen.

Og således har medierne fejlet deres egne nyhedskriterier.

For det første og vigtigst: Som chef for Kommissionen er Juncker EU’s vigtigste embedsmand, og Danmark har under Brexit-forhandlingerne (desværre) deponeret sin suverænitet hos Kommissionen. Dermed har Juncker betydning for Danmarks økonomi, og dermed brød mange danske medier deres eget grundlæggende “relevans”-kriterie.

For det andet rapporterede førende internationale medier og sociale medier omgående om videoen. Når noget er “talk of the town” i den globale landsby, bør familien Danmark også vide det.

For det tredje kan man spørge, om danske medier havde ignoreret videoen, hvis hovedpersonen var Lars Løkke Rasmussen (V)? Næppe, og med god grund. Løkke var tidligere kendt for sin angivelige hang til fadbamser.

For det fjerde har Juncker før leveret lignende episoder, når han var i nærheden af officielle middage og fine vine. Den journalistiske tommelfingerregel burde være “jo flere optrin, desto mere nyhedsrelevant”.

For det femte burde danske medier være årvågne af historiske årsager. Medierne blev eksempelvis snydt, så vandet drev, i forbindelse med statsminister Viggo Kampmanns (S) depressioner og drukture. Til sidst blev Kampmann så uarbejdsdygtig, at han trådte tilbage i 1962. Den virkelige historie kom først frem længe efter.

For det sjette, angående Juncker: Jeg har personligt som EU-korrespondent oplevet Juncker ravende fuld på særlig ét pressemøde i Bruxelles. Ingen tvivl. Dette beskrev jeg i sommeren 2017 i et blog-indlæg, hvilket betyder, at interesserede journalister året efter, altså 11. juli 2018, havde adgang til mindst én relevant kilde.

For det syvende burde især de medier, som har korrespondenter i Bruxelles, vide, at Junckers hang til alkohol blev drøftet i krogene allerede i 2014, da EU’s stats- og regeringschefer udnævnte ham til kommissionsformand. Alkoholspørgsmålet blev fejet til side, blandt andet fordi Juncker kommer fra et lille land, Luxembourg, som taler for mere EU og mindre nationalstat. EU-militæret er på Junckers ønskeliste.

Stadig mere ustabil?

For det ottende bliver Junckers ustabilitet måske værre. Som eksempler kan nævnes velkomstseancen ved et møde i Riga i 2015 eller kommissionsformandens besøg i London i april 2017. Her skulle han tale Brexit med premierminister Theresa May.

Besøget endte som et formålsløst presseslagsmål og et klassisk eksempel på, hvordan Europas toppolitikere på begge sider af Brexit nøler med reelle forhandlinger. Nøleriet øger risikoen for “hård Brexit”.

Juncker bærer et medansvar for den dårlige tone i Brexit-forhandlingerne, og hans opførsel kan, fuldskab eller ej, gøre stor skade på danske jobs, økonomi og handelsinteresser.

Andre tegn i sol og måne

For det niende har Juncker fundet det nødvendigt at få en sjældent indflydelsesrig rådgiver i embedsmanden Martin Selmayr, hvis rolle leder tanken hen på J.F. Struensee (1737-1772) i Danmark. Nødvendigheden af at installere en særlig magtfuld rådgiver er endnu et tegn på, at Juncker selv er dysfunktionel.

For det tiende viser videoen en syg mand med behov for hjælp. Alkoholikere er ofte i fornægtelse, og i så fald er Lars Løkke Rasmussen (V) og EU-kommissær Margrethe Vestager (R) måske forsømmelige på det personlige plan. Der gribes ikke ind.

Lægger man ovennævnte aspekter sammen, står det klart, at førende danske mediehuse forsømmer deres rolle som frie og troværdige nyhedsformidlere.

Årsagen er nok, at druk anses for at være et tabu underlagt privatlivets fred, dels at danske chefredaktører og jourhavende er berøringsangste eller uvidende, og dels at danske Bruxelles-korrespondenter undertiden er både kildeafsmittende og ensidige.

Det sidstnævnte fænomen er alvorligt og beskrives således af Christian Howard-Jessen, som i mange år var Bruxelles-korrespondent for Danmarks Radio:

“Det centrale problem er, at vi som journalister i Bruxelles opererer i en slags to-dimensionel verden, kun befolket af os og folk der er EU-begejstrede.”

Det bør nævnes, at TV2, Radio24syv, Ekstra Bladet og BT bestod troværdigheds-testen.

Tre af disse fire medier har ikke engang fast udstationerede journalister i EU.

Men de lavede nyhedshistorien, kort og godt og ganske objektivt. Hvorimod dækningen i Jyllands-Posten, Berlingske og Danmarks Radio var utroværdig, alt mens Politiken, Altinget, Mandag Morgen og andre medier var helt væk.

Danmarks Radio er som sædvanlig en historie for sig

DR har talrige medieplatforme, hvoraf ungdomskanalerne gerne svælger i skæve drukhistorier.

Men i syv dage var DR Nyheder tavs om Juncker-optrinnet, og først efter 18 dage reddede DR2 Deadline lidt ære med et harmløst “portræt” af Juncker. Portrættet gav et forkølet påskud for at vise små brudstykker af topmødevideoen.

Alt i alt minder statsradiofonien i dette tilfælde om avisen Pravda i 1980’erne, når sovjetiske ledere skrantede.

Journalistikkens “balanceproblemer”

Som tidligere Bruxelles-baseret journalist må jeg overveje, om nogle af de danske korrespondenter undviger eller dækker over Junckers “balanceproblemer”.

Men efterkritik, etisk debat og selvransagelse er ikke just kotyme jævnfør dette tweet fra Thomas Lauritzen. Han er mangeårig korrespondent i Bruxelles for Politiken og nu Altinget:

Min pointe er såmænd blot, at også journalister i Bruxelles bør overholde deres professions objektive nyhedskriterier. Forpligtelsen til objektivitet gælder især medier, som ønsker direkte eller indirekte statsstøtte.

Desværre ville Thomas Lauritzen i Twitter-strengen ikke besvare, hvorfor han, mediehuset Altinget og Mandag Morgen stadig fortier Junckers bizarre opførsel.

Samme pointe gælder en anden veterankorrespondent, Ole Ryborg fra Danmarks Radio. I maj 2017 undlod Ryborg at besvare dette simple spørgsmål:

Heller ikke 29. juli 2018 blev det Ryborg, som for DR omsider fortalte historien, hvilket desværre er sigende for kvaliteten i dansk EU-journalistik. Læs mere om det her.

Se videoen fra NATO-topmødet 11. juli her.

Læs mere om Juncker og fire glas champagne her.

Eller læs min bog “Mod vinden. Danmarks plads i Europa”.