Det spørges om Erna er begejstret for at få Sylvi Listhaug som næstformand for FrP. Listhaug kan udfordre statsministeren på en helt anden måde end Siv Jensen har gjort. Koalitionen kan blive vanskeligere at styre.

Der tilbagestår lidt oprydning efter Per Sandberg. Morgendagens pressekonference har ikke samme interesse nu, da han efter alt at dømme er ude af landspolitikken.

Nu vendes fokus mod Sylvi Listhaug. Hun får med ét slag en ønskeposition som fungerende næstformand. Nu ved alle, at hun står i position til at overtagerollen som leder. Alt andet ville være selvmord for FrP.

Det er at håbe, at Sylvi Listhaug kvitter den berøringsangst, som har præget FrP. i forhold til Sverigedemokraterna og Dansk Folkeparti, men også Trump og Bannon, Viktor Orban og Lega Nord. Der går en revolution gennem Vesten, og hvis FrP. Benægter, at de er del af den, vil de blive smidt på den historiske mødding.

Ting går uhyggelig stærkt i politikken. Norske medier stritter imod så godt de kan, og gør alt for at standse den historiske udvikling.

Listhaug kan stikke hul på denne byld ved at være lige så kold, som hun viste sig i opgøret med oppositionen og medierne, da hun måtte gå af.

De får et apoplektisk anfald bare ved tanken om at Listhaug kommer tilbage i manegen, nu som partileder. Hvis hun vover at trykke højrepopulismen til sit bryst, vil hun fratage medierne deres vigtigste våben: intimidering. Medierne og venstresiden er som en trold. De sprækker når solen står op. Solen er sandheden.

Sandheden om dagens velfærdsstat er, at det er den som er populistisk. Den bilder folk ind, at træerne kan vokse ind i himmelen. At velstandsvæksten og omfordelingen kan fortsætte på samme formel som før. Men skatterne må så sættes op. Det er et helt andet regnskab som banker på døren. Politikerne vil bare ikke fortælle folk det. Dette er selve definitionen på populisme. At fodre folk med tomme løfter.

Listhaug må forberede vælgerne på en helt anden og brutal virkelighed. De såkaldte højrepopulister må vise at de tager ansvar og tør begynde oprydningsarbejdet efter 50 år med en indvandring, som bliver stadig dyrere, samtidig med at vælgerne lulles ind i illusioner om at der er nok til dem også.

Pose-og-sæk-politikken vil være forbi i Vesteuropa. Hvis de nye højrepartier havde turdet fortælle vælgerne sandheden, ville de sætte systempolitikerne i skammekrogen. De har snydt folk til at tro, at der er nok til alle.

Højrepopulisterne har et stort fortrin. Det er kun dem, der har turdet sige, at regnestykket ikke går op og at folk aldrig er blevet spurgt om de vil leve som minoriteter. Det har givet højrepopulisterne en troværdighed de andre mangler. Den troværdighed må de bruge til at fortælle folk, at festen er forbi.