Spaniens statsminister Pedro Sanchez tager imod sin tyske kollega Angela Merkel i Sanlucar de Barrameda den 11. august 2018. Foto: Marcelo del Pozo / Reuters / Scanpix.

Tysklands kansler Angela Merkel er i disse dage på et uformelt besøg i Spanien, hvor hun ventes at drøfte indvandrings- og asylpolitikken med den spanske statsminister Pedro Sanchez.

Konstellationen kan virke lidt besynderlig. Som dagens Europa fungerer, er disse spørgsmål i princippet genstand for en vekselvirkning mellem EU’s politik og de enkelte medlemsstaters– til og med ikke-medlemsstaters, som nordmændene kan konstatere. I udgangspunktet skulle man derfor tro at Sanchez’ naturlige samtalepartnere ville være Bruxelles og hans egen spanske opposition.

Opgaven er ikke så vanskelig at løse: Angela Merkel rejser til Spanien i egenskab af EU’s reelle politiske leder. Som Deng Xiaoping i sin tid blev kaldt for «Kinas stærke mand», kan man godt omtale den tyske statsminister som Europas stærke kvinde.

Omstændighederne før og under besøget påkalder sig nærmest en vis ironi. Tyskland tog for ikke så længe siden imod halvanden million asylmigranter på et års tid. Den migration, som måtte blive Spanien til del i år, ser i øjeblikket ud til at blive en del mindre – titusinder snarere end hundredtusinder. Skulle det være noget at snakke om?

Man kunne måske komme for skade at tro, at Angela Merkel er bekymret for de langsigtede konsekvenser for Europa: Endnu mere indvandring resulterer i yderligere indvandring som en slags renters rente. Sådan vil det Europa vi kender i det lange løb forsvinde, og det må for alt i verden undgås.

Men der er ingen grund til at tro, at dette er Merkels virkelige hensigt. Det hun snarere er ude efter, er at give befolkningerne indtryk af at hun tager migrationsspørgsmålet alvorligt, i den hensigt at bevare EU’s fælles politik på området. For uden en fælles politik vil unionen, som den har udviklet sig, ophøre med at eksistere.

Den nyligt indgåede aftale mellem Spanien og Tyskland om hurtig returnering fra Tyskland af migranter, som har søgt asyl i Spanien, er på den  måde kun et spil for galleriet. Den er i bedste fald en symbolsk aftale, da den kun skal komme til anvendelse på den tysk-østrigske grænse – en unødvendig omvej for migranterne.

Det Merkel forsøger, er altså at redde EU som vi – desværre – kender det i dag.

Tjenestepersoner i Bruxelles frygter at Spanien kan blive tungen på vægtskålen i kampen mellem EU centralt og de lande, som vil tage magten over migrationspolitikken tilbage til deres egne hovedstæder. Den frygt deler utvivlsomt Merkel, som siges at tænke på jobbet som EU-kommissionens præsident som en mulig retrætestilling, når den politiske karriere i Tyskland er forbi.

Det Merkel og Sanchez skal prøve at finde ud af i de nærmeste dage, er altså hvordan Spanien med sin gamle politiske klasse skal undgå at blive fanget af de populistiske vinde, som fejer hen over Europa. Set fra deres synsvinkel må Spanien for alt i verden undgå at gå sine egne veje eller følge i Italiens fodspor. 

Opgaven er fremfor alt at bevare overnationaliteten i EU – for enhver pris.

De får en vanskelig opgave. Ciudadanos vokser, og PP viser tegn på en mere national retning. Inden knapt to år er der parlamentsvalg i Spanien. I mellemtiden skal der holdes et EU-valg, hvor den populistiske blok forventes at få betydelig fremgang.