Hvor meget er ytringsfriheden værd? Ikke meget, hvis det er en islam-kritiker der ryger i spjældet. Men sagen om Robinson gælder også noget andet: retsstatens principper. Heller ikke de betød noget, fordi det var en islam-kritiker der blev dømt.

At Lord Justice nu har omstødt dommen gør den til en retslig skandale.

Ud over Trykkefrihedsselskabet har kun folketingsmedlem Claus Kvist Hansen (DF) forsvaret Tommy Robinsons ytringsfrihed.

Ingen journalister, ingen mainstreammedier, ingen jurister har talt hans sag. JP skrev på lederplads 17/6 om sagen mod Tommy Robinson: »Der er altså ikke tale om en tilfældig eller umotiveret anholdelse« (…) »og det er heller ikke et angreb på ytringsfriheden…« Det var forkert.

Udenrigsminister Anders Samuelsen skrev 6/6 i et svar på et paragraf 20-spørgsmål fra Claus Kvist Hansen: »Lennon (TR) erklærede sig skyldig i anklagen om at have udvist foragt for retten.«

Hvilket var løgn. Samuelsen gad simpelthen ikke efterprøve sagen, i lighed med journalisterne og akademikerne.

Også underviser ved det juridiske fakultet i Aarhus Jon Rostgaard Boiesen hævdede, at sagen mod Tommy Robinson var kørt helt efter bogen, og at der »var tale om en tilståelsessag« (JP 16/6). Når han ikke underviser jurastuderende i retfærdighed, er Rostgaard Boiesen aktivt medlem af Enhedslisten, hvilket forklarer hans subjektive modvilje mod Tommy Robinson.

Dommen over Robinson er i virkeligheden en dom, venstrefløjen fælder over sig selv. De er ikke længere i stand til at forsvare elementære principper. Man smider dem overbords.

Heller ikke talsmanden for Fri Debat, Niels Ivar Larsen, ville samle handsken op:

Da Trykkefrihedsselskabet forsøgte at invitere ham til en åben debat om sagen, afviste Larsen med den begrundelse, at sagen efter hans mening var »for perifer og for lidt principiel til, at vi vil gå specifikt ind i den i Fri Debat.«

Amnesty har ikke villet tage sagen op, kan Aia Fog og Michael Pihl fortælle.

Det står rigtig skidt til.

Robinsonaffæren afslører politisk korrekt hykleri