Efter Hamas’ voldelige magtovertagelse af Gazastriben i 2007, opdagede de israelske myndigheder, at Hamas var i færd med at importere store mængder våben og ammunition til Gaza fra Iran.  Flere skibslaster med sådanne våben blev beslaglagt, og Israel erklærede derfor søblokade for våbensendinger til Gazastriben.  Dette militære og forsvarsrettede tiltag er fuldt lovligt efter international ret, hvilket er bekræftet både fra FNog fra det norske Utenriksdepartement.

I årene efter magtovertagelsen på Gazastripen har Hamas rettet i tusindvis af raket- og bombeangreb mod de nærliggende civile landsbyer på israelsk side af grænsen og har dræbt og lemlæstet mange israelere.  Denne adfærd giver i sig selv tilstrækkeligt retsgrundlag for at afskære Hamas-regimets tilgang til våben, men deres venner og støttepiller, blandt andet i Norge, mener noget andet.  Norske Hamas-venner satser penge, liv og helbred i forsøg på at forhindre, at Israel blokerer våbensendingerne til Gaza.  Det er det bevægelsen “Ship to Gaza” har som formål.  Deltagerne indgår også i BDS-bevegelsen, som vil have fuld boykot af Israel og støttes aktivt af Den Norske Kirke.  Alle andre varer transporteres dagligt i store mængder ind i Gaza fra Israel.  Det er våben og anden militær kontrabande, som er forbudt.

Hamas-vennernes argumentation i medierne lægger vægt på den humanitære nød, som også findes i Gaza, men den lindres ikke ved at åbne grænsen for våbenforsendelser fra Iran.  Dele af befolkningen på Gazastripen har det vanskeligt, men det skyldes ikke manglende våbenforsendelser.  Det skyldes terrororganisationen Hamas’ omfattende og ekstreme vanstyre, som bruger nødhjælp til terrorformål.  Vi har set en række eksempler på, at Hamas saboterer sin egen infrastruktur for at skabe nød og krise i befolkningen, og når de jager tusinder af civile mod grænsehegnet som levende skjold for terrorister, begår de åbenlyse krigsforbrydelser rettet mod deres egen civilbefolkning.  Hvorfor reagerer “Gaza-aktivisterne” ikke på det?  Er de blot ego-aktivister?

Men selvmodsigelser forstyrrer ikke de norske blokadebrydere, som synes at tro, at de gør Gaza-folket en tjeneste ved at udfordre den israelske våbenblokade.  Det, vi har set i sommer, er et patetisk forsøg fra den yderste politiske venstreside i Norge på at få folk til at tro, at de havde en humanitær hensigt med at sende en norsk fiskekutter med 22 mennesker om bord som levende skjold mod den israelske marine.  Det havde de ikke.  Hensigten var at lave et reklamestunt for sig selv.

Vel hjemme i Norge igen efter at have forladt passagerer og mandskab, fortæller skibsføreren til NRK, at “det er godt at være tilbage i Norge, men jeg tænker på de af mandskabet, som fortsat sidder i israelsk fængsel. Jeg er urolig for deres helbredstilstand og deres retssikkerhed,…”

I Norge er der ingen,som reagerer på, at en skibsfører med forsæt og vel vidende, hvad der vil ske, går med skib, mandskab og passagerer i konfrontation med flådestyrker, som forsvarer en lovlig våbenblokade.  Da de blev arresteret, satte mandskabet sig til modværge ved ikke at følge ordre.  Nu klager de over, at de derfor blev arresteret med magt og påstår frækt, at det er Israel, som bryder reglerne. Hvad med skibsførerens eget forhold til det regelværk, han er forpligtet til at følge som ansvarlig for mandskab og passagerers sikkerhed?  Har han ikke netop diskvalificeret sig selv både som sømand og skibsfører?

Det, vi er vidner til, er i virkeligheden en fuldstændig ansvarsløs handling fra en skibsfører og et mandskab, som udviser uagtsomhed og inkompetence, ved at de med forsæt sætter skib, mandskab og passagerer i fare for at forfølge et yderliggående politisk formål.  Han havde ingen garanti for, at den pågribelse, han forudså, ville ske så smertefrit, som den gjorde.  At han så klager over den behandling, de fik, afslører blot, hvor uprofessionelt han optrådte.  Det er opsigtsvækkende, at denne skibsfører ikke bliver frataget sit certifikat og stillet til ansvar for overtrædelse af sine pligter overfor skib, mandskab og passagerer ved forsætligt at skabe en nødssituation.

Heller ikke Utenriksdepartementet reagerer rationelt, når de anmoder israelske myndigheder om at klargøre på hvilket grundlag, de greb ind mod den norske fiskekutter “Kårstein” med politiske Gaza-aktivister om bord.  Utenriksdepartementet ved ned til mindste detalje, hvad grundlaget er, men vælger af politiske årsager at lade som noget andet.  Utenriksdepartementet, som hele sommeren har kendt til formålet med denne konfrontation, der har været meget omtalt i medierne, bør derfor indrømme et medansvar for det, som skete.  Som ansvarlig for at udstede “rejseinformation” til rejsende nordmænd, burde udenrigsministeren have vist sig sit ansvar bevidst og proaktivt frarådet denne politiske provakation.  Når hun valgte ikke at gøre det, til trods for at hun på sin hjemmeside fraråder alle rejser til eller ophold i Gaza, gav hun i realiteten dette politiske stunt mod Israel sin indirekte støtte.

Af dr. Michal Rachel Suissa, leder for Senter mod antisemittisme

Denne og flere andre artikler finner du på SMAs hjemmeside: http://sma-norge.no/

Køb Primo Levis “Hvis dette er et menneske” fra Document Forlag her.