Sarah Champion. Foto: Twitter.

Labours parlamentsmedlem for Rotherham, Sarah Champion, har været i strid modvind siden hun med en artikel i The Sun den 10. august 2017 for alvor satte de såkaldte grooming-sager i Storbritannien på den politiske dagsorden. 

«Storbritannien har et problem med britisk-pakistanske mænd som voldtager og udnytter hvide piger», lød Champions nådesløse og uigendrivelige analyse af fænomenet med gruppevoldtægter, som har ramt en række britiske lokalsamfund.

Forrige uge blev det kendt, at Rotherham-repræsentanten har fået udvidede sikkerhedsforanstaltninger efter at hun havde modtaget dødstrusler for sine udtalelser. Så hvorfor tager Labour hende ikke i forsvar? spøger Brendan O’Neill i The Spectator. Folk ser den anden vej, konstaterer han, som om de ikke havde lært noget af mordet på parlamentsmedlemmet Jo Cox.

Artiklens forfatter svarer selv på sit eget spørgsmål:

It isn’t hard to work out why. It is because Champion’s persecutors are largely Muslims, and Champion’s ‘crime’ is an unforgivable one in the eyes of the new left: she criticised the behaviour of certain parts of the Muslim community.

Champion var så taktløs at sige, at muslimske voldtægtsbander er en uting som vi må tale åbent og ærligt om, skriver O’Neill. Kritikken udeblev da heller ikke:

For pointing this out — for expressing concern about the safety of white working-class girls — Champion was subjected to hateful abuse. She was branded a bigot, an Islamophobe, a racist.

Activists in her constituency accused her of ‘industrial-scale racism’. Jahangir Akhtar, the ex-deputy leader of Rotherham council, reportedly called her an ‘ogre’. Taiba Yasseen, a leading member of Momentum in Rotherham, who is reportedly being lined up to replace Champion if she is ever deselected as an MP, says Champion ‘betray[ed] an entire ethnic group’.

Dele af Labour tog til orde for at Champion burde ekskluderes fra partiet. Sådan gik det ikke, men partileder Jeremy Corbyn gav ikke desto mindre delvist efter for presset, og Champion blev tvunget til at trække sig som viceminister for ligestillingsspørgsmål. 

Spectator-klummeskriverens dom er skånselsløs:

Cast out for being concerned for young working-class people. The absolute state of Labour.

Hensynet til islam, afværgelsen af enhver kritik af islam eller muslimer, samt opretholdelsen af den flerkulturelle ideologi er vigtigere end både arbejderklassepigerne og et parlamentsmedlems fysiske sikkerhed, konkluderer O’Neill. Det resulterer i at det offentlige debatklima bliver giftigt.

Champions historie kan ikke undgå at bringe tankerne hen på Sylvi Listhaug, en anden modig kvinde som blev nødt til at forlade et politisk embede fordi hun havde talt sandt om Arbejderpartiets prioritering af terroristers rettigheder fremfor den nationale sikkerhed.

Hvis Europa overhovedet bliver til at kende igen udover i det 21. århundrede, vil det langt hen af vejen skyldes seje damer, der ikke var villige til at lade sig offentligt svine til i forsvaret for såvel den vestlige civilisation som af nogle af dens mest sårbare individer.

Men hvor længe må vi vente på at de bedste blandt os ikke længere mister jobbet på grund af en primitiv politisk flokmentalitet, som ikke viser nogen nåde i forsvaret for en forældet og diskrediteret ideologi?

Denne stygge uret har i grunden stået på mere end længe nok nu.