Imre Kertész

I dagens Europa må de, som vil sige sandheden, betale en høj pris. De hænges ud til spot og spe. Men sandheden har en egen klang. Den giver genlyd i menneskenes hjerter.

Oriana Fallaci var en sådan frygtløs stemme. Hun havde også temperament. Den, som skriver om 9/11 og henrettelserne af vestlige gidsler i Irak, begiver sig ud i ukendt terræn. Der er kun lidt hjælp at få. Ved et par anledninger brugte Fallaci et ord, som var hentet fra maven i stedet for hovedet. Men det er ubetydeligheder, mod den indsats hun leverede. Men selvfølgelig var det alligevel dette, venstresiden og de forskræmte i medierne hæftede sig ved.

Nu har en anden meriteret forfatter, ungarske Imre Kertész, skrevet om islam og muslimer på en måde, som giver de anstændige apoplektiske anfald. Han er nobelprisvinder og kan ikke overses. Men løsningen bliver diagnostisering: Kertesz’ oplevelser i Auschwitz har mærket ham i den grad, at han giver efter for mørke impulser. Det er mærkeligt, at en sådan psykologisering aldrig gælder de anstændige selv.

Men teksterne er så stærke, at de lever deres eget liv. Til syvende og sidst er det prøvestenen, og de anstændige ved det. Derfor er de desperate. Ved Dramatens oplæsning fra Kertész’ tekster blev notaterne om dagens Europa udeladt.

Gunnar Sandelin skriver i Det goda samhället:

Imre Kertész sidste bog ”Den sista tillflykten”, udkom på ungarsk to år før hans død og består af dagbogsoptegnelser og reflektioner. Men i vort land sker nu det samme, som ramte hans første værk bag jerntæppet: Stilhed. Godt nok anmeldes bogen i svenske medier, men de dele, som handler om Kertész’ syn på muslimer och den vesterlandske civilisations forestående fald, negligeres af den svenske kulturelite, når den ikke på visse områder affærdiges. Forfatteren anses som syg, bitter, islamofobisk og mærket af sin traumatiske baggrund. Hvordan kunne en så stor humanist blive så opfyldt af had mod en religiøs minoritet i Europa? Måske er han ikke længere helt rationel? spørger visse anmeldere.

Svenske skribenter har en egen måde, på hvilken de affærdiger besværlige tanker. Desværre går det også ud over de mennesker, som har dem. Det gør Sverige til et meget specielt land.

Sådan var det også i det kommunistiske Ungarn og Sandelin trækker en parallel: Begge steder benyttedes fortielse og usynliggørelse som magtgreb. Tilstanden i Sverige er blevet således, at det går an at tale om et regime.

Sådan rapporterer SVT Nyheter: ”Den ungarske forfatters nye dagbogsroman ”Den sista tillflykten” har chokeret flere med sin fjendtlighed mod muslimer. Når Dramaten nu hylder nobelpristageren med oplæsninger fra hans værker, bortvælger man de følsomme passager.” Helena Seth, programansvarlig på Dramaten, mener, at Nobelprisen blev ”dødskysset” for Kertész, medens hans svenske forlægger Svante Weyler tolker antipatien mod islam som ”et udtryk for et fortvivlet menneske, som også opfatter sig som forrådt af Europa, som ikke løftede en finger, da jøderne blev udryddet.”

Selv hans egen forlægger tager afstand fra ham. Det er ynkeligt. Dagens anstændige, i det som engang hed Sverige, har noget febrilsk og hysterisk over sig.

Når man kommer frem til Kertész tekster, forstummer larmen:

Europa kommer snart att gå under på grund av sin förutvarande liberalism som har visat sig barnslig och självmördande. Europa har alstrat Hitler, och efter Hitler står kontinenten där utan argument: portarna står vidöppna för islam, man vågar inte längre tala om ras och religion, samtidigt som islam bara känner hatets språk gentemot främmande raser och religioner.

Jag borde säga några ord om politiken också, men det vore verkligen gagnlöst och tråkigt slöseri med tiden. Då skulle jag tala om hur muslimerna översvämmar, ockuperar, i klara verba, förstör Europa; om hur Europa förhåller sig till detta, om den självmördande liberalismen och den stupida demokratin, demokrati och rösträtt åt schimpanser. Det slutar alltid likadant: civilisationen når ett stadium av övermognad där den inte bara är ur stånd att försvara sig, utan där den inte ens vill det längre; där den på ett till synes obegripligt sätt dyrkar sina egna fiender. Till det kommer att detta inte får sägas öppet. Varför? Frågan skulle inte bekymra mig om jag inte hade blivit en ”offentlig person”. Jag börjar förstå det tvång som den stora allmänna lögnen hämtar sin näring ur: Det är helt enkelt inte möjligt att kämpa mot detta tvång, för politikern därför att han förlorar sin popularitet, och för författaren av samma anledning; goda manér är lika med lögn och total självuppgivelse.

Kertész hjemland Ungarn ønsker at undgå denne skæbne, som står skrevet på væggen. For Sverige ser det mørkere ud:

I Sverige lever cirka 800 000 muslimer (8,1 procent af befolkningen), ifølge den upartiske amerikanske tænketank og opinionsinstitut Pew Research Center. Sverige udgør tilsammen med Bulgarien og Frankrig de lande i Europa, som i dag har den højeste andel muslimer i deres befolkninger.

Med en fortsat moderat indstrømning (medium migration scenario) af asylmigranter og deres familier, regner Pew med, at Sveriges befolkning i 2050 kommer til at have den højeste andel muslimer i Europa, 20,5 procent. Ved en højere indstrømning (high migration scenario) drejer det sig om 30,6 procent, vilket ville give Sverige en særstilling i den henseende.

Det land, som oplevede Det Ottomanske Rige og Kommunismen, evner at værge for sig. Mens det, som har nydt godt af århundreder med fred, synes at omfavne sine erobrere og hade dem, som vil forsvare landet.

Vi lever i en underlig tid.

Køb Hege Storhaugs bog her!