Igen i år vil mellem 40.000-50.000 af vore flygtninge/indvandrere modigt besøge deres tidligere hjemlande. En farefuld færd, som økonomisk støttes af alle os, der ikke selv har mod til at besøge disse krigshærdede områder. 

Men via vore ydmyge skatteindbetalinger giver vi til gengæld vort bidrag til, at disse så stolte mennesker kan komme på et tre måneders visit til de lande, som de elsker, og som de i virkeligheden helst vil bo i – som de så oprigtigt fortæller os.

Tillige har de så mange af vore skattekroner med, at de også kan hjælpe deres øvrige familie dernede. Det kalder jeg humanisme og næstekærlighed. 

Heldigvis har disse modige mennesker valgt at få statsborgerskab hos os. For i vort rige land kan de her virkelig slappe af langt fra krigens gru. Og her skal de naturligvis ikke arbejde, da vi jo alle ved, at de lider af krigstraumer.

Så hvor er det bare flot af dem, at de én gang om året bogstaveligt talt tør gense krigens rædsler. Og det trods det faktum, at både FN og den danske regering mener, at det er så livsfarligt for dem, at de bør blive i Danmark. 

Det mod og den ånd kunne vi blegfede danskere lære meget af.