For 30 år siden flygtede min familie fra Iran. Vi flygtede ikke fra krig og elendighed – nej absolut ikke. Vi var velhavende og levede et ganske godt liv.
Men pga. den massive undertrykkelse valgte familien alligevel, at flygte fra regimet der påduttede alle, tvunget hijab, adskillelse af køn, tvunget koranlæsning og ikke mindst et samfund, styret af mænd for mændenes egen skyld.

Her er vi så, 30 år senere hvor jeg ser det hele for mig igen.

Hov tillad mig lige at tage jer tilbage igen, for jeg glemte at fortælle om Iran og resten af Mellemøsten og dennes smukke kultur, der er flere tusinde år gammel. Kulturen der lære os at vise respekt for de ældre, holde sammen på familien og ikke mindst at tage os af vores forældre når de engang ikke selv kan længere.

Den mellemøstlige kultur har utrolige mange smukke nuancer. Jeg husker b.la. de gamle smukke moskeer, hvor gamle mænd sad på et hjørne og blot passede sig selv og læste verser fra koranen.

Men desværre, som i historiebøgerne, er der også slanger i paradiset.

Slangerne forpestede det frie Iran med dennes sharia love og tvunget hijab. De skabte et samfund som sendte, ikke alene Iran men resten af Mellemøsten, 100 år tilbage i tiden.
Et samfund styret af bundkorrupte mænd.

Nu 30 år efter frygter jeg endnu engang det samme.

I Danmark har vi også disse slanger gående frit i danske paradis. Vi har nemlig glemt, at vi ved ankomst til landet fik foræret et frit og demokratisk samfund på et sølvfad. Det samfund, tusinder af unge i Mellemøsten kæmper eller blot drømmer om, at opleve.

Men hvad gøre vi her i Danmark? Jo, vi giver plads til slangen – vi lader nemlig denne kræftcelle brede sig langsom, men sikkert til hele kroppen ( læs.: samfundet) og forpeste alle vores organer en efter en.

I starten mærker vi det ikke, for kræften har blot ramt en lille og måske ubetydelig del af kroppen. Vi nyder forsat vores hverdag med vin og lækre saftige bøffer, mens den gode løn tikker ind til tiden og vi om aftenen sidder med vores bedre halvdel og bestiller det næste eventyr på nettet.

Men lykken vare kort. Vi har en meget usikker fremtid i sigte. Vi lever på lånt tid i det ganske unikke land, som JERES forfædre har kæmpet og blødt for – og som vi tilrejsende, har fået foræret.

Vi giver plads til organisationer såsom hizb ut tahrir og moskeer som Grimhøjmoskeen, der ude af til kæmper for integration, men i virkeligheden undergraver hele det frie samfund.

Billedet foroven fortæller det hele – alt det jeg har forsøgt at gengive, men blot med meget færre ord.

Disse kvinder og ikke mindst grupperinger har ikke alene gruppevoldtaget Islam – men også taget et helt samfund som gidsel.

Vi må vågne, ikke kun for at redde samfundet fra fordærvelse, men også for at redde den almindelig og fredelig muslim der har mistet sin tro til mørkemænd og hjernevaskede kvinder, som foroven.

Jeg tror og håber på det bedste, men frygter også det værste.”